European Economic
and Social Committee
#EuropeDay 2021 – EØSU gør en forskel nu mere end nogensinde før
Der var online Europadag i år i EØSU, hjemstedet for det organiserede civilsamfund i EU! Med en række aktiviteter på sit websted fejrede udvalget Den Europæiske Union og 71-årsdagen for Schumanerklæringen – udgangspunktet for den europæiske integration – ved at fremhæve den centrale og enestående rolle, som civilsamfundsorganisationerne spiller i Europa i disse tider, fra deres engagement i genopretningen til deres vitale arbejde med at tage sig af vores daglige udfordringer.
Den brede dagsorden for dagen omfattede onlinesamtaler, et 360 graders virtuelt besøg i udvalgets lokaler og andre interaktive aktiviteter, der gjorde det muligt for besøgende at få mere at vide om, hvordan EØSU arbejder, dets rådgivende funktion i EU's beslutningsproces og medlemmernes aktiviteter.
Udvalget afholdt også et webinar om "Deltagelsesdemokrati: en central søjle i konferencen om Europas fremtid" under ledelse af Cillian Lohan, næstformand med ansvar for kommunikation, hvor EØSU's medlemmer Milena Angelova, Tatjana Babrauskienė, Miroslav Hajnoš, Violeta Jelić og Elena Sinkevičiūtė drøftede, hvordan civilsamfundsorganisationerne kan spille en mere fremtrædende rolle på europæisk plan og gøre deres uvurderlige bidrag endnu mere virkningsfuldt.
Vi ser allerede frem til næste år, hvor EØSU's åbent hus-dag måske er tilbage i sine officielle lokaler, Jacques Delors-bygningen i EU-kvarteret i Bruxelles. (mp)