European Economic
and Social Committee
Håndtering af gødningskrisen i Europa: tiltag, der skal sikre tilgængelighed, overkommelige priser og bæredygtighed
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) vedtog på sin plenarforsamling i marts en udtalelse om EU's strategi for gødning og efterlyste tilgængelighed, overkommelige priser og bæredygtighed.
Den globale gødningskrise har nået et kritisk niveau i Europa, hvor landbrugerne står over for hidtil usete udfordringer som følge af både rekordhøje priser og manglende forsyninger. Krisen er blevet forværret af den nylige krig i Ukraine, som har gjort den til en alvorlig trussel mod europæisk landbrug og den globale fødevaresikkerhed.
På sin plenarforsamling i marts glædede EØSU sig over Kommissionens meddelelse om sikring af tilgængeligheden af gødningsstoffer til overkommelige priser, og udvalget fremhævede behovet for nødforanstaltninger på nationalt plan for at begrænse virkningerne af krisen.
"Landbrugerne oplever høje priser på gødning, hvilket har konsekvenser for forbrugerne. EØSU glæder sig over Kommissionens meddelelse om sikring af tilgængeligheden af gødningsstoffer til overkommelige priser. Der er midlertid brug for både nødforanstaltninger og foranstaltninger på længere sigt for at begrænse virkningerne af krisen,'' sagde Arnold Puech d'Alissac, ordfører for EØSU's udtalelse.
EØSU har stillet forslag om flere korrigerende foranstaltninger for at forbedre funktionen af EU's gødningsmarked, herunder direkte støtte til de mest berørte kvælstofproducenter og landbrugere gennem statsstøtte.
Udvalget understreger imidlertid også behovet for at håndtere både udbuddet af gødning og priserne ved at lette importen og den indenlandske konkurrence. Dette kan opnås ved at suspendere EU's importtold på alle gødningsstoffer, fremme gødningslogistikken og skabe lovgivningsmæssig fleksibilitet.
EØSU mener, at der ud over de kortsigtede tiltag er behov for foranstaltninger på mellemlang sigt for at begrænse EU's afhængighed af importeret mineralsk gødning og mindske miljøaftrykket fra afgrødegødskning.
EØSU glæder sig tillige over det nye markedsobservatorium for gødningsstoffer i 2023, som skal gøre det europæiske gødningsmarked mere gennemsigtigt via regelmæssig offentliggørelse af repræsentative hjemmemarkedspriser og statistikker over produktionen og forbruget af gødningsstoffer.
På internationalt plan opfordrer EØSU EU til at intensivere indsatsen mod global fødevareusikkerhed ved at fremme gennemsigtighed, tilgængelighed og effektiv anvendelse af gødning. Den globale handel med gødningsstoffer bør lettes ved at holde markederne åbne, undgå eksportrestriktioner og -forbud, øge gødningsproduktionen i Europa og udvide logistikruterne. (ks)