Som titlen på Lettarapporten antyder, er Den Europæiske Union og dens økonomi og virksomheder meget mere end et marked. Faktisk har EU fra starten valgt at være en social markedsøkonomi, hvor økonomisk velstand ikke kun indebærer at akkumulere formuer, men også at handel og markedsgevinster kommer alle til gode.
Som titlen på Lettarapporten antyder, er Den Europæiske Union og dens økonomi og virksomheder meget mere end et marked. Faktisk har EU fra starten valgt at være en social markedsøkonomi, hvor økonomisk velstand ikke kun indebærer at akkumulere formuer, men også at handel og markedsgevinster kommer alle til gode.
Socialøkonomiske virksomheder udgør således et økosystem, der sikrer solidaritet gennem iværksætteri, og det er en nyttig model for organisationer, der ganske vist er private, men ikke desto mindre handler i offentlighedens interesse.
Dette aspekt, som også blev nævnt i handlingsplanen og henstillingen om den sociale økonomi, kortlægges i Lettarapporten. Rapporten opfordrer EU-institutionerne til at anerkende de socialøkonomiske virksomheders særlige karakteristika, tilpasse reglerne for det indre marked og konkurrence og forbedre de retlige rammer for statsstøtte for at lette socialøkonomiske virksomheders adgang til lån og finansiering.
EØSU har i væsentlig grad været med til at sikre, at de europæiske og internationale institutioner anerkender de socialøkonomiske virksomheders formål og rolle. Udvalget har deltaget i mange initiativer og vedtaget adskillige udtalelser, der er på linje med det arbejde, der i sidste ende har ført til vedtagelsen af handlingsplanen for den sociale økonomi i 2021 og henstillingen til medlemsstaterne i 2023. I vores udtalelser om konkurrencepolitik og statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har udvalget desuden understreget behovet for at hæve tærsklerne for tildeling af de minimis-statsstøtte og bidraget til de ændringer af forordningen, der blev vedtaget i slutningen af 2023. Opfordringerne i Lettarapporten til at ændre den generelle gruppefritagelsesforordning og forbedre finansieringen er i tråd med EØSU's opfordringer i forskellige udtalelser fra 2022 og 2023. Vi opfordres derfor til at udbrede kendskabet til denne udtalelse yderligere og dermed yde et væsentligt bidrag til anerkendelsen af den sociale økonomi. Vi ønsker at gøre flere opmærksomme på fordelene ved en effektiv regulering af konkurrence og statsstøtte for både socialøkonomiske virksomheder og hele systemet for tjenesteydelser af almen interesse.
EU's nye pagt om migration og asyl, som ved vedtagelsen i maj 2024 blev rost som en historisk milepæl, mangler stadig at bevise sit værd. Og det bliver ikke let at løse de udfordringer, som venter i 2025: I et usædvanligt usikkert geopolitisk miljø vil pagtens iboende kompleksitet og den korte frist for dens gennemførelse kræve varsomhed og en god portion balancekunst – analyse ved Camille Le Coz fra Migration Policy Institute (MPI) Europe
EU's nye pagt om migration og asyl, som ved vedtagelsen i maj 2024 blev rost som en historisk milepæl, mangler stadig at bevise sit værd. Og det bliver ikke let at løse de udfordringer, som venter i 2025: I et usædvanligt usikkert geopolitisk miljø vil pagtens iboende kompleksitet og den korte frist for dens gennemførelse kræve varsomhed og en god portion balancekunst – analyse ved Camille Le Coz fra Migration Policy Institute (MPI) Europe
Begyndelsen af 2025 byder på presserende spørgsmål om de fremtidige migrationspolitikker i Den Europæiske Union (EU). Den nye Kommission har sat en klar kurs med sin gennemførelsesplan for den nye pagt om migration og asyl, men skiftende omstændigheder truer med at dreje det politiske fokus og ressourcerne i andre retninger. Tysklands forestående valg har føjet endnu et lag til den usikkerhed, som der også hersker omkring udfaldet af Assadregimets sammenbrud og krigens uforudsigelige gang i Ukraine. Der er stadig igangværende drøftelser om eksternaliseringsmodeller, men disse bestræbelser foregår ofte som isolerede politiske manøvrer snarere end som led i en sammenhængende europæisk strategi. Samtidig bruges migration fortsat som våben ved den polske grænse til Belarus – en instrumentalisering, der i stigende grad medfører tilsidesættelse af EU-retten. I år skal det afgøres, om Den Europæiske Union er i stand til at følge en tilgang med øget tillid og hårdt tiltrængt fælles handling, eller om den vil blive ramt af yderligere fragmentering.
I maj 2024 hyldede mange europæiske politikere vedtagelsen af pagten som en historisk milepæl efter flere års vanskelige forhandlinger. I tiden op til valget til Europa-Parlamentet var denne aftale bevis på Unionens evne til at stå sammen og tage livtag med nogle af dens sværeste udfordringer. Pagtens mål drejede sig navnlig om at håndtere spændingerne vedrørende ansvar og solidaritet, afhjælpe indtrykket af en vedvarende migrationskrise og harmonisere forskellene mellem de enkelte medlemsstaters asylprocedurer. Selv om den nye ramme i vid udstrækning bygger på det eksisterende system, indebærer den strengere foranstaltninger såsom systematisk screening, forbedrede grænseprocedurer for asyl og tilbagesendelse samt undtagelser fra fælles regler i krisesituationer. Pagten sikrer også en større europæisering med obligatorisk solidaritet, styrkede roller for EU's institutioner og agenturer samt øget finansiering og tilsyn fra EU's side.
Denne styrkelse af EU's troværdighed, når det gælder om at forvalte migration som én blok, kan imidlertid blive kortvarig, hvis europæerne ikke gennemfører de nye regler senest i maj 2026. Denne stramme frist er særligt udfordrende, idet pagten kræver, at der oprettes et komplekst system, mobiliseres ressourcer samt rekrutteres og uddannes personale – især i de medlemsstater, som befinder sig i frontlinjen. Selv om medlemsstaterne har udarbejdet nationale handlingsplaner, er en stor del af arbejdet blevet udført bag lukkede døre uden politisk kommunikation. Denne kløft udgør en stigende risiko, da politisk styring er afgørende for at opretholde den skrøbelige balance på EU-plan.
Desuden kræver gennemførelsen af det nye system, at der dannes koalitioner blandt interessenterne. De nationale asylmyndigheder er vigtige aktører, når det kommer til at omsætte komplekse lovtekster til praktiske rammer. I den sammenhæng spiller EU-agenturerne – navnlig EU's Asylagentur – allerede en helt central rolle. Lige så vigtigt er det at inddrage ikkestatslige organisationer for bl.a. at nyde godt af deres ekspertise og sikre adgang til juridisk rådgivning og tilsyn med de nye procedurer. For at understøtte disse bestræbelser er der behov for mere samarbejdsbaserede tilgange, herunder regelmæssige høringer, stabile informationsudvekslingsmekanismer og operationelle taskforcer, der mødes jævnligt.
I mellemtiden har man i høj grad rettet fokus mod eksternaliseringsstrategier, som i stadig flere europæiske hovedstæder betragtes som løsninger på EU's migrationsudfordringer. Aftalen mellem Italien og Albanien har rejst en lang række debatter om denne aftales potentiale til at styre blandede migrationsstrømme bedre, hvilket har gjort Giorgia Meloni til en førende figur i hele Europa på dette område. Den har imidlertid endnu ikke ført til nogen resultater og er fortsat en bilateral aftale, hvilket udelukker bidrag fra andre europæiske partnere. Sideløbende hermed er andre regeringer ved at udvikle andre alternative modeller såsom tilbagesendelsescentre og måder, hvorpå disse kan integreres i en EU-dækkende tilgang.
Netop tilbagesendelse kommer til at stå i centrum for den politiske debat i de kommende måneder. En del af pagten beror således på hurtigere tilbagesendelse, navnlig af personer, der gennemgår grænseprocedurer i frontlinjestater. Kommissionen og medlemsstaterne agter at tage hånd om dette presserende spørgsmål samtidig med at give plads til forsøg med tilbagesendelsescentre, og der forventes at komme forslag til revision af tilbagesendelsesdirektivet i marts. Med tanke på den korte tidsplan er der risiko for, at europæerne ikke når at reflektere tilstrækkeligt over de indhøstede praktiske erfaringer, også selv om der i løbet af det seneste årti er gjort fremskridt på områder såsom opsøgende arbejde, rådgivning, støtte til reintegration samt gensidig læring på EU-plan. I sin eksperimenteren med eksternaliseringsmodeller skal Europa også passe på ikke at skade sine forbindelser med oprindelseslandene og svække sin stilling generelt.
At udføre denne svære balanceakt i et usædvanligt usikkert miljø gør gennemførelsen af pagten til prøvesten, ikke kun for migrationsstyring, men også for det bredere EU-projekt. Navnlig situationen ved den polske grænse tydeliggør de specifikke vanskeligheder med at efterleve bindende regler under pres fra en fjendtlig nabo. For så vidt angår Syrien og Ukraine, er de europæiske hovedstæder nødt til at være forberedt på uforudsete hændelser. I det kommende år vil det være af afgørende betydning at fremme et stærkt lederskab på EU-plan for at gennemføre nye regler og fortsat udforske innovationer, som er i tråd med, og som styrker en fælles tilgang. Dette indebærer, at indsatsen skal koncentreres om at opbygge robuste partnerskaber med prioriterede lande og undgå, at ressourcerne omdirigeres til politiske manøvrer.
Camille Le Coz er vicedirektør ved Institute for Migration Policy Institute Europe, et Bruxelles-baseret forskningsinstitut, der arbejder med at gøre forvaltningen af indvandring samt integration af indvandrere og asylsystemer mere effektiv og skabe bedre betingelser for nyankomne, familier med indvandrerbaggrund samt modtagersamfund.
Almir Hoxhaj, albansk indvandrer i Grækenland, taler nu græsk lige så godt som sit modersmål. Efter mere end 30 år i Grækenland føler han sig som en del af landet, men det har ikke været let at indpasse sig i det græske samfund, hvor ordet "albaner" endda er et skældsord. Dette er hans personlige fortælling.
Almir Hoxhaj, albansk indvandrer i Grækenland, taler nu græsk lige så godt som sit modersmål. Efter mere end 30 år i Grækenland føler han sig som en del af landet, men det har ikke været let at indpasse sig i det græske samfund, hvor ordet "albaner" endda er et skældsord. Dette er hans personlige fortælling.
Jeg er født i en lille landsby i regionen Avlonas, hvor jeg boede, indtil jeg fyldte 12. Min familie flyttede til Tirana, men i 1997 tog jeg den svære beslutning at jagte en bedre fremtid i Grækenland. Dengang, efter at grænserne var blevet åbnet, var det almindeligt, at albanere søgte sikkerhed i Grækenland, sikkert fordi landegrænserne gjorde det nemmere. Jeg krydsede grænsen 18 gange til fods. Jeg var nemlig bange for havet. Jeg mindes min sidste femdages vandring til Veroia, hvor jeg på trods af den konstante regn var utroligt tørstig. Da jeg endelig fik et fyldt glas vand i hånden, var det ikke nok til at stille min tørst. Sådan startede mit liv i Grækenland. Med et fyldt glas vand i hånden.
Min første kontakt med landet fandt sted, da jeg som 15-årig i al hemmelighed krydsede grænsen for første gang med nogle venner. Det faldt os overhovedet ikke ind, at vi gjorde noget ulovligt. Hvis jeg kunne have fløjet til Grækenland, ville jeg have gjort det. Jeg var meget tiltrukket af Grækenland og dets sprog, mytologi og historie. Om sommeren arbejdede jeg hårdt i et forsøg på at hjælpe min familie. Min endelige flytning til Grækenland var fuld af udfordringer: manglende retssikkerhed samt racisme og integrationsproblemer. Jeg husker tydeligt en hændelse helt i begyndelsen. Som illegal, uden forsikring og uden kendskab til sproget, stod jeg pludselig med en brækket tand. Min eneste mulighed var at trække den ud selv foran et spejl med en tang fra min arbejdsplads – og med munden fuld af blod.
Det var ikke let at indpasse sig i det græske samfund. Som førstegenerationsindvandrer følte jeg mig som udlænding – som om jeg hele tiden havde blod i munden. Jeg var der ulovligt og var derfor bange for at gå mig en tur eller gå ind et sted og tage mig en kop kaffe. Jeg blev udsat for mange former for racisme overalt, hvor jeg kom. En far truede sit lille barn med, at han ville få albaneren til at spise ham, hvis han ikke kunne tie stille. Jeg blev nægtet adgang til caféer, klubber og andre steder. I starten af min tid i Grækenland blev jeg endda flere steder mødt af et skilt med teksten "albanere ingen adgang". De kaldte os beskidte, fordi vi tilhørte en anden religion. Forholdet mellem grækere og albanere er bedre nu, selv om der stadig findes stereotyper. Ordet "albaner" er sågar et skældsord i Grækenland. Der fandtes racisme, og det gør der stadig, men nu i en mildere udgave. Tiderne har ændret sig. Ikke desto mindre forekommer der stadig racisme, som forstærkes af faktorer som dårlig økonomi og manglende uddannelse.
Fordomme og forskelsbehandling er dybt rodfæstede og danner tit grobund for ekstreme politiske og sociale mønstre, som breder sig og endda når helt til Europa-Parlamentet. Det er trist! Selv om tingene er blevet bedre, er det stadig virkeligheden i dag. Der er dog håb for de yngre generationer. Det vil være lettere for vores børn at blive helt accepteret. Det gælder også min 12-årige datter.
I dag, hvor jeg arbejder som byggeentreprenør, tænker jeg tilbage på det hele med blandede følelser. Problemerne med at indpasse sig og den manglende accept, jeg oplevede, var en daglig realitet. Men disse udfordringer gav mig også en dybere forståelse af livet og betydningen af integration.
Albanien vil altid være en del af mig. Jeg husker tydeligt årene med det kommunistiske styre. Det var en tid præget af paranoia, frygt, usikkerhed og ekstrem fattigdom. Styrets fald kom som en lettelse, men også med nye problemer såsom arbejdsløshed og kriminalitet. Det, jeg oplevede dengang, har været med til at forme mig. Det har lært mig at sætte pris på den stabilitet og frihed, jeg har fundet i Grækenland.
Personligt føler jeg mig knyttet til Grækenland. Selv om mit hjerte er i min landsby i Albanien, er mit liv her. Mit græske er lige så godt som mit modersmål. Mine erfaringer, kampe og succeser har gjort, at jeg føler mig som en del af dette land. Jeg håber, at grækerne med tiden vil acceptere os helt og anerkende vores bidrag til samfundet.
Migration er en prøvelse fuld af udfordringer, men også muligheder, og som albansk migrant i Grækenland var der ingen vej udenom. Min beretning er derfor fuld af udfordringer, tilpasning og håb.
I de kommende år ser jeg fortsat mig selv leve i Grækenland, der er mit hjem, og Albanien som ligeværdigt medlem af Den Europæiske Union. Den er det nye hjemland for os alle.
Almir Hoxhaj er 47 år gammel. Han bor og arbejder i Tripoli, en lille by på den græske halvø Peloponnes. Han har en 12-årig datter. Hans yndlingsby er Berlin. Han taler og skriver flydende græsk og har oversat bogen "The Saga of the Stars of Dawn" [Το έπος των άστρων της Αυγής] af den albanske forfatter Rudi Erebara til græsk. Bogen blev tildelt EU's litteraturpris i 2017 og beskriver det albanske folks tragedie i det 20. århundrede. Selv om historien foregår i sidste århundrede, er totalitarismens, fascismens og irrationalismens væsen desværre noget, der stadig kommer til udtryk i dag, omend i en mere "moderne" udgave.
I april 2024 offentliggjorde Enrico Letta sin længe ventede rapport om fremtiden for EU's indre marked med titlen "Much More than a Market". På plenarforsamlingen i januar vedtog EØSU en udtalelse om Hvordan kan socialøkonomiske enheder støttes i overensstemmelse med statsstøttereglerne: nogle overvejelser efter forslagene i Enrico Letta-rapporten. Vi spurgte ordføreren for udtalelsen, Giuseppe Guerini, om, i hvor høj grad og hvorfor han hentede inspiration fra Enrico Lettas rapport, som bl.a. indeholder en opfordring til EU-institutionerne om at forbedre den retlige ramme for statsstøtte og gøre det lettere for socialøkonomiske virksomheder at opnå lån og finansiering. Hvordan vil EØSU på grundlag af konklusionerne i denne rapport hjælpe disse virksomheder med at overholde statsstøttereglerne?
I april 2024 offentliggjorde Enrico Letta sin længe ventede rapport om fremtiden for EU's indre marked med titlen "Much More than a Market". På plenarforsamlingen i januar vedtog EØSU en udtalelse om Hvordan kan socialøkonomiske enheder støttes i overensstemmelse med statsstøttereglerne: nogle overvejelser efter forslagene i Enrico Letta-rapporten. Vi spurgte ordføreren for udtalelsen, Giuseppe Guerini, om, i hvor høj grad og hvorfor han hentede inspiration fra Enrico Lettas rapport, som bl.a. indeholder en opfordring til EU-institutionerne om at forbedre den retlige ramme for statsstøtte og gøre det lettere for socialøkonomiske virksomheder at opnå lån og finansiering. Hvordan vil EØSU på grundlag af konklusionerne i denne rapport hjælpe disse virksomheder med at overholde statsstøttereglerne?
Oprindelse og social baggrund må aldrig være en hindring for succes, skriver Evgi Sadegie, administrerende direktør for Schotstek, en organisation med base i Hamburg og Berlin, som fremmer lige muligheder og kulturel diversitet i erhvervslivet. Schotsteks enestående stipendieprogrammer støtter intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund på deres vej mod ledende stillinger inden for forskning og i erhvervslivet og samfundet. Ved at hjælpe dem med at opbygge stærke netværk og ruste dem med de rette færdigheder gør Schotstek det muligt for talentfulde studerende og unge fagfolk at udnytte deres fulde potentiale.
Oprindelse og social baggrund må aldrig være en hindring for succes, skriver Evgi Sadegie, administrerende direktør for Schotstek, en organisation med base i Hamburg og Berlin, som fremmer lige muligheder og kulturel diversitet i erhvervslivet. Schotsteks enestående stipendieprogrammer støtter intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund på deres vej mod ledende stillinger inden for forskning og i erhvervslivet og samfundet. Ved at hjælpe dem med at opbygge stærke netværk og ruste dem med de rette færdigheder gør Schotstek det muligt for talentfulde studerende og unge fagfolk at udnytte deres fulde potentiale.
Af Evgi Sadegie
Tyskland er et kulturelt mangfoldigt land, men dette afspejles stadig næsten ikke i landets økonomiske, videnskabelige, kulturelle og politiske lederskab. Personer med migrantbaggrund oplever ofte hindringer, der forværrer de sociale uligheder, gør det vanskeligt at udnytte innovationspotentialet og underminerer den sociale samhørighed. Fordomme, ulige uddannelsesmuligheder og mangel på rollemodeller og netværk står i vejen for mange talentfulde menneskers karriereudvikling.
Schotstek blev stiftet i 2013 af Sigrid Berenberg og venner. Sigrid Berenberg er advokat og har i mange år arbejdet indgående på at fremme social retfærdighed og diversitet. Sammen med ligesindede har hun stiftet Schotstek, der specifikt baner vejen til lederstillinger for intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund. Hun har slået et slag for dygtige stipendiater, som vil blive fremtidige indflydelsesrige personer og beslutningstagere. Sigrid Berenberg kørte i mange år programmet på helt frivillig bases.
Schotstek er en almennyttig virksomhed, der støttes gennem donationer og fælles initiativer med andre virksomheder. Programmet nyder stor støtte blandt et netværk af partnere, rådgivende organer og venner – som alle er højtstående beslutningstagere fra en bred vifte sektorer og kulturer. Det er især værd at nævne, at tre af de syv partnere samt den nuværende administrerende direktør selv er tidligere deltagere i Schotstek-programmet. Dette viser, hvordan Schotstek-programmet i stigende grad giver ansvar videre til de talenter, det støtter, og dermed har en varig indvirkning.
Schotstek yder enestående støtte til studerende og unge fagfolk gennem to parallelle programmer. Hvert år får op til 25 studerende i Hamburg og op til 20 unge fagfolk i Hamburg og Berlin adgang til programmet. Efter et toårigt obligatorisk forløb forbliver deltagerne i netværket og kan deltage i arrangementer.
Kernen i Schotstek-programmet er opbygning af stærke netværk: mange unge med migrantbaggrund har ikke adgang til de faglige og sociale forbindelser, der er afgørende for karrieremulighederne. Schotstek sætter dem i kontakt med tidligere deltagere, rådgivende organer og eksperter fra erhvervslivet, den videnskabelige verden, den politiske verden, kulturlivet og samfundet. Regelmæssige arrangementer såsom temaaftner og debatter med fremstående personer fremmer udveksling og udvider deltagernes horisont. Disse forbindelser åbner karrieremuligheder og skaber et fællesskab, der muliggør langsigtet støtte og gensidig succes. Tidligere deltagere spiller nu en central rolle ved at dele deres viden og netværk og løbende udvide Schotstek-programmets rækkevidde.
Schotstek tilbyder workshopper og coaching, der specifikt forbereder deltagerne til lederstillinger. Kurser styrker nøglekompetencer såsom kommunikationsfærdigheder, selvtillid og lederevner. Deltagerne får også personlig støtte gennem mentorordninger. De sættes desuden i kontakt med erfarne fagfolk og ledere, som kan give værdifuld indsigt i den professionelle verden, støtte dem i deres karriereplanlægning og hjælpe dem med at håndtere faglige udfordringer. Mentorerne fungerer som rollemodeller og opmuntrer deltagerne til at forfølge deres karrieremæssige mål og overvinde hindringer.
Et andet særtræk ved Schotstek-programmet er fremme af kulturel deltagelse. Deltagerne besøger museer, teatre, operahuse, gallerier og andre kulturinstitutioner. Det styrker deres kulturelle dannelse, deres personlige udvikling og deres identifikation med deres hjembyer. Disse erfaringer udvider stipendiaternes udsyn og fremmer en følelse af at høre til.
Schotstek arbejder på at fremme mangfoldighed på ledelsesniveau. Oprindelse og social baggrund bør ikke længere være en hindring for succes. Siden sin etablering har Schotstek allerede støttet hundredvis af unge, hvoraf over 240 deltagere og tidligere deltagere fortsat er aktive. Mange er involveret i de tidligere deltageres rådgivende udvalg, er ambassadører, støtter arbejdet på de sociale medier eller deler deres erfaringer som buddies eller mentorer. Alle, der har haft et Schotstek-stipendiat, forbliver en fast del af netværket – hvilket er en model, der muliggør varig succes. Udvidelsen af programmet til Berlin i 2023 viser, at Schotstek-konceptet også kan gennemføres med succes i andre byer.
Schotstek er mere end et støtteprogram – det er en bevægelse, der på imponerende vis viser, hvordan man kan fremme og synliggøre velfungerende mangfoldighed. Schotstek åbner og skaber muligheder, der rækker ud over den enkeltes succes, og er et eksempel på, hvordan Tyskland fuldt ud kan udnytte sit potentiale som et land med stor indvandring. Programmet fremmer enestående talenter og fjerner hindringer og spiller dermed en vigtig rolle i udformningen af et mere retfærdigt og fremtidssikret samfund, hvilket er helt afgørende i en globaliseret verden.
Evgi Sadegie, som har en mastergrad i tyrkiske studier, er administrerende direktør for Schotstek gGmbH og deltog selv i programmet i 2014. Forud for sin nuværende rolle stod hun i spidsen for mentorprojektet "Yoldaş" i Hamburg Civic Foundation, som støtter børn fra tyrkisktalende socioøkonomisk dårligt stillede familier. I den forbindelse gjorde hun en indsats for lige muligheder i en anden vigtig ende af ligestillingsspektret. Med sin store erfaring med projektledelse, navnlig inden for mentorordninger og interkulturelt samarbejde, er hun aktivt engageret i at fremme diversitet og integration i samfundet.
UNHCR, FN's Højkommissariat for Flygtninge, er parat til at støtte syrere, der føler, at det er sikkert at vende hjem. Men for alle andres vedkommende advarer UNHCR imod tvangsmæssige tilbagesendelser til et land, der er præget af politisk usikkerhed, og som kæmper med en af verdens værste humanitære kriser, hvor hele 90 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, skriver UNHCR's Jean-Nicolas Beuze
UNHCR, FN's Højkommissariat for Flygtninge, er parat til at støtte syrere, der føler, at det er sikkert at vende hjem. Men for alle andres vedkommende advarer UNHCR imod tvangsmæssige tilbagesendelser til et land, der er præget af politisk usikkerhed, og som kæmper med en af verdens værste humanitære kriser, hvor hele 90 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, skriver UNHCR's Jean-Nicolas Beuze
Af Jean-Nicolas Beuze
Efterhånden som det politiske landskab i Syrien udvikler sig hurtigt efter præsident Bashar al-Assads fald, har debatten om verdens største flygtningebefolkning indtaget en central plads i hele Europa.
Et stigende antal EU-lande sætter afgørelser om asylansøgninger fra syrere i bero, og nogle bebuder initiativer, der omfatter chartrede flyvninger og økonomiske incitamenter eller "returbonusser", der kan tilskynde flygtninge til at vende hjem. Andre planlægger endda angiveligt at udvise syrere, der i øjeblikket befinder sig på deres område, uanset deres asylstatus.
For at EU-landene kan træffe informerede asylafgørelser, skal de vurdere, om det er sikkert for syrere, der i øjeblikket opholder sig i Europa, at vende tilbage til Syrien. I betragtning af den hastigt skiftende situation på stedet er det umuligt at foretage endelige vurderinger af sikkerheden på nuværende tidspunkt. Sikkerhedssituationen i Syrien er fortsat usikker, idet landet befinder sig ved en skillelinje mellem fred og forsoning på den ene side og risikoen for yderligere vold på den anden.
Millioner af syriske flygtninge, der bor uden for landet, kæmper med at få et overblik over, hvad udviklingen i deres hjemland betyder for deres egen fremtid. De spørger sig selv: Vil Syrien være sikkert for mig? Vil mine rettigheder blive respekteret? For nogle kan udsigten til at vende tilbage virke mere realistisk, mens andre fortsat er dybt bekymrede.
Hvad bringer fremtiden for personer, der tilhører etniske eller religiøse mindretal, som har divergerende politiske synspunkter, eller som identificerer sig som en del af LGBTQ+-samfundet i dagens Syrien? Svaret er stadig uklart.
Men for dem, der føler, at det er sikkert at vende tilbage, må vi respektere deres dømmekraft – og potentielt støtte deres tilbagevenden til og reintegration i det samfund, de kom fra. For alle andres vedkommende advarer UNHCR imidlertid mod tvangsmæssige tilbagesendelser på grund af den fortsatte ustabilitet og politiske usikkerhed i landet.
Tvungen repatriering fra Den Europæiske Union vil krænke syrernes rettigheder som flygtninge og bringe dem i fare for alvorlig og uoprettelig skade, når de vender tilbage.
Den vedvarende væbnede vold i forskellige dele af Syrien kombineret med usikkerhed om, hvordan de nye myndigheder vil imødekomme befolkningens behov, navnlig sårbare gruppers, gør det for tidligt for mange at overveje at vende tilbage. Det er vigtigt at respektere deres vurdering i denne sag. EU's medlemsstater må derfor sammen med Syriens nabolande, der generøst har taget imod de fleste syriske flygtninge i mere end ti år, fortsat leve op til deres tilsagn om at yde beskyttelse til syrere på deres område.
Ud af de 1,1 million mennesker, der blev internt fordrevet som følge af optrapningen af fjendtlighederne i slutningen af november, er ca. 627.000 fortsat nyligt fordrevne, hvoraf 75 % er kvinder og børn.
Forhastede tilbagesendelser udgør en betydelig risiko, ikke mindst ved at give næring til flere fordrivelser – både internt i Syrien og på tværs af grænserne – hvilket i sidste ende forværrer krisen.
Ud over en massefordrivelse står Syrien over for en af verdens værste humanitære kriser. Store dele af Syriens infrastruktur er blevet ødelagt under konflikten, herunder hospitaler, skoler og boliger. De fleste flygtninge har intet hjem at vende tilbage til. Mange regioner oplever stadig mangel på fødevarer, rent vand og lægebehandling. Manglen på basale tjenester, økonomiske muligheder og sikkerhed gør det vanskeligt for de hjemvendte at genopbygge deres liv på en holdbar og værdig måde. Alarmerende 90 % af befolkningen i Syrien lever under fattigdomsgrænsen.
I de seneste uger er den frivillige tilbagevenden af syrere fra Libanon, Tyrkiet og Jordan steget mærkbart, idet foreløbige skøn lyder på 125.000 eller ca. 7.000 om dagen. Selv om disse tilbagesendelser er baseret på individuelle valg, er UNHCR fast besluttet på at støtte dem, der beslutter at vende tilbage nu.
Samtidig med at mange syrere i Europa og nabolandene overvejer, om det er sikkert at vende tilbage, og sætter spørgsmålstegn ved, hvad de vil finde med hensyn til basale tjenester og muligheder for at genopbygge deres liv, længes de i høj grad efter at blive genforenet med deres kære. Derfor ønsker mange at vende hjem på korte besøg for at vurdere situationen på stedet. De skal kunne gøre det uden frygt for at miste deres flygtningestatus i Europa. Disse "go and see"-besøg er afgørende for, at folk kan træffe informerede beslutninger, der vil føre til bedre resultater, herunder en sikker og varig tilbagevenden.
Tålmodighed og forsigtighed er afgørende, når syrere afventer de rette betingelser for en sikker tilbagevenden og vellykket reintegration i deres samfund. Idet mange syrere begynder at overveje at vende hjem, er UNHCR parat til at støtte dem. Efter flere års fordrivelse kan dette være en længe ventet mulighed for mange til at afslutte deres flygtningetilværelse og finde en varig løsning ved at vende tilbage til Syrien. Ligesom Den Europæiske Union og UNHCR har været solidariske med dem under hele deres eksil, vil vi fortsat stå sammen med dem, når de vender tilbage og genopbygger et nyt Syrien.
Jean-Nicolas Beuze er repræsentant for UNHCR i EU, Belgien, Irland, Luxembourg, Nederlandene og Portugal og har tidligere fungeret som landerepræsentant i Irak, Yemen og Canada. Han har over 27 års erfaring med at arbejde for FN i lokalområder og i hovedkvarteret inden for menneskerettigheder, fredsbevarelse og beskyttelse af børn.
Der er en række udfordringer forbundet med EU's reaktion på Syrien efter Assad, såsom afvejning af de humanitære behov, migrationspolitikken og stabilisering og genopbygning af landet. National politik og kortsigtede overvejelser indebærer en risiko for, at tilbagesendelser prioriteres og fremskyndes, hvorimod koordinerede og afbalancerede tilgange kan spille en afgørende rolle med at skabe stabilitet i Syrien og fremme langsigtet udvikling. Det fortæller månedens EØSU Info-gæst Alberto-Horst Neidhardt, der er førende migrationsekspert i European Policy Centre.
Der er en række udfordringer forbundet med EU's reaktion på Syrien efter Assad, såsom afvejning af de humanitære behov, migrationspolitikken og stabilisering og genopbygning af landet. National politik og kortsigtede overvejelser indebærer en risiko for, at tilbagesendelser prioriteres og fremskyndes, hvorimod koordinerede og afbalancerede tilgange kan spille en afgørende rolle med at skabe stabilitet i Syrien og fremme langsigtet udvikling. Det fortæller månedens EØSU Info-gæst Alberto-Horst Neidhardt, der er førende migrationsekspert i European Policy Centre.
Alberto-Horst Neidhardt er ledende politisk analytiker og leder af det europæiske program for migration og mangfoldighed i European Policy Centre (EPC). Han beskæftiger sig med asyl- og migrationslovgivning og -politikker, EU-borgernes rettigheder, desinformation og migrationspolitikken. Han har en ph.d. i EU-lovgivning fra Det Europæiske Universitetsinstitut. Han underviser i migrations- og mobilitetspolitikker, EU-forvaltning og etisk politikudformning ved det katolske universitet i Lille.
Her en måned efter afslutningen på Bashar al-Assads brutale styre handler den officielle reaktion fra EU i vid udstrækning stadig kun om, at man vil bidrage til udvikling og økonomisk stabilisering. Det er fortsat uklart, om og hvornår sanktionerne mod Syrien vil blive ophævet. Europæisk støtte vil afhænge af beskyttelse af mindretal og andre garantier, og udsigterne til dette er fortsat usikre. Syriens komplekse politiske, sikkerhedsmæssige og humanitære dynamikker betyder, at enhver vej til et ægte demokrati formentlig vil blive lang og brolagt med udfordringer. Dette vil teste EU's evne til at tale med én stemme og handle i fællesskab for landets fremtid. I stedet tøvede en række europæiske lande ikke med at sætte fokus på en øjeblikkelig fælles prioritet, nemlig hjemsendelse af fordrevne syrere. I december, blot få dage efter at Assadregimet havde mistet kontrollen med Damaskus, bebudede Østrig – hvor FPÖ's leder Herbert Kickl havde fået mandat til at danne ny regering – en "returbonus" og et deportationsprogram for tidligere straffede personer. I Holland har koalitionsregeringen under ledelse af den højreekstreme nationalist Geert Wilders planer om at udpege sikre områder for hjemsendte syrere. Tyskland meddelte også, at man ville "revidere og ophæve" den beskyttelse, syrerne har opnået, hvis der bliver mere ro i Syrien. Andre europæiske lande er kommet med lignende udtalelser eller følger situationen tæt. På den baggrund kan selv beslutningen om at ophæve sanktionerne være drevet af målet om at gennemføre hjemsendelser, snarere end et holdningsskifte i forhold til Syriens nye lederskab.
Med den øgede støtte til højreekstremistiske og indvandrerfjendske partier rundt omkring i Europa – samt det tyske forbundsvalg lige om hjørnet – risikerer medlemsstaternes vision for Syrien at blive dikteret af nationale prioriteter og kortsigtede valgstrategier. Mellem 2015 og 2024 fandt over en million syrere beskyttelse i EU's medlemsstater. De fleste af dem i Tyskland. Deres tilstedeværelse er blevet et omstridt politisk og samfundsmæssigt spørgsmål. På en baggrund af meget medieomtalte problemer med sikkerheden, høj inflation og stigende energiomkostninger er befolkningerne i mange værtslande blevet mindre imødekommende. Skiftet har medført en normalisering af fjendtlig retorik og fjendtlige politikker. Trods opfordringer fra Kommissionen og UNHCR om at anlægge en forsigtig tilgang til hjemsendelser kan denne dynamik risikere at drive europæiske regeringer til – måske på egen hånd – at fremskynde dem.
Siden Assadregimets fald i december er over 125.000 flygtninge allerede vendt hjem til Syrien, primært fra nabolandene. Deres udsigter er imidlertid dystre. Allerede før de seneste begivenheder måtte mere end halvdelen af Syriens befolkning leve med fødevareusikkerhed, og tre millioner mennesker var ramt af alvorlig sult. Mange huse er blevet ødelagt under konflikten, og genhusningsfaciliteterne er allerede fyldt til bristepunktet. Ifølge UNHCR er der behov for næsten 300 mio. EUR til husly, mad og vand til dem, der vender tilbage. Selv om EU og medlemsstaterne bør udvikle koordinerede strategier for at fremme en sikker og frivillig tilbagevenden til Syrien på langt sigt, bør den umiddelbare prioritet være at imødekomme landets humanitære behov. Hvis man presser flygtningene til i al hast at vende hjem til et krigshærget og ustabilt land, kan det således give bagslag og begrænse adgangen til mad, energi og husly yderligere. Omfattende hjemsendelser kan også risikere at forstyrre den etniske og samfundsøkonomiske struktur i regioner, der allerede er skrøbelige. En afbalanceret og bæredygtig tilgang er yderligere begrundet i den syriske diasporas potentielle bidrag til genopbygningsindsatsen. Landet får brug for ingeniører, læger, administratorer og lærere samt faglærte og ufaglærte arbejdstagere med forskellige kvalifikationer. Syrerne har opnået værdifulde færdigheder og erfaringer i Europa inden for mange forskellige sektorer, herunder inden for uddannelse, på bygge- og anlægsområdet samt i sundhedsvæsenet, men det bliver ikke nemt at rekruttere de rette profiler. En permanent tilbagevenden vil heller ikke være en forudsætning for at bidrage til genopbygningen. Pengeoverførsler fra syrere i Europa kan nemlig spille en afgørende rolle i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling. Gennem diasporaens engagement kan syrere med base i Europa også bidrage til at styrke de diplomatiske og kulturelle bånd mellem EU og Syrien efter Assad.
Alligevel kan det blive svært for medlemsstaterne at følge en afbalanceret strategi og gå frem efter en koordineret dagsorden. Nogle lande vil måske prioritere langsigtet stabilitet og genopbygning af Syrien og lade syrerne vende hjem, når det passer dem. Andre lande vil sikkert straks tilbyde økonomiske incitamenter for at vende tilbage frivilligt eller endda systematisk gennemgå syrernes status, så snart den humanitære situation forbedres bare den mindste smule. Der vil imidlertid være betydelige juridiske hindringer forbundet med en systematisk gennemgang af flygtningestatussen, ligesom den vil medføre omfattende økonomiske og administrative omkostninger. Samtidig er det nødvendigt, at eventuelle incitamenter til at vende tilbage tager højde for, at de fleste fordrevne syrere i Europa nu er fastboende, og at over 300.000 syrere har opnået unionsborgerskab. Desuden kan landets dystre økonomiske og beskæftigelsesmæssige udsigter afholde selv de mest motiverede fra at vende hjem. Et afgørende spørgsmål vil i denne forbindelse være, om syrerne får lov til at deltage i såkaldte "pendular movements" – dvs. at de vender tilbage til Syrien i tidsbegrænsede perioder, men at de europæiske værtslande fortsat tilbyder holdbare muligheder for en mere permanent tilbagevenden.Disse spørgsmål vil hænge uløseligt sammen med bredere drøftelser om EU's migrationspolitik. De fremtidige forhandlinger om reformen af EU-direktivet om tilbagesendelser, som Kommissionen snart forventes at komme med et forslag til, kunne skabe afgørende momentum, afhængigt af udviklingen i drøftelserne om hjemsendelse af syrerne. Men reformen af direktivet kan ligeledes medføre yderligere splittelser mellem EU's medlemsstater. Med migrationspolitikker, der ville have stor gavn af grundlæggende nytænkning for at kunne håndtere nutidens udfordringer effektivt, vil EU's tilgang til fordrevne syrere sandsynligvis udgøre et kritisk vendepunkt i den nye lovgivningscyklus.
