Af Giuseppe Guerini

Som titlen på Lettarapporten antyder, er Den Europæiske Union og dens økonomi og virksomheder meget mere end et marked. Faktisk har EU fra starten valgt at være en social markedsøkonomi, hvor økonomisk velstand ikke kun indebærer at akkumulere formuer, men også at handel og markedsgevinster kommer alle til gode.

Socialøkonomiske virksomheder udgør således et økosystem, der sikrer solidaritet gennem iværksætteri, og det er en nyttig model for organisationer, der ganske vist er private, men ikke desto mindre handler i offentlighedens interesse.

Dette aspekt, som også blev nævnt i handlingsplanen og henstillingen om den sociale økonomi, kortlægges i Lettarapporten. Rapporten opfordrer EU-institutionerne til at anerkende de socialøkonomiske virksomheders særlige karakteristika, tilpasse reglerne for det indre marked og konkurrence og forbedre de retlige rammer for statsstøtte for at lette socialøkonomiske virksomheders adgang til lån og finansiering.

EØSU har i væsentlig grad været med til at sikre, at de europæiske og internationale institutioner anerkender de socialøkonomiske virksomheders formål og rolle. Udvalget har deltaget i mange initiativer og vedtaget adskillige udtalelser, der er på linje med det arbejde, der i sidste ende har ført til vedtagelsen af handlingsplanen for den sociale økonomi i 2021 og henstillingen til medlemsstaterne i 2023. I vores udtalelser om konkurrencepolitik og statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har udvalget desuden understreget behovet for at hæve tærsklerne for tildeling af de minimis-statsstøtte og bidraget til de ændringer af forordningen, der blev vedtaget i slutningen af 2023. Opfordringerne i Lettarapporten til at ændre den generelle gruppefritagelsesforordning og forbedre finansieringen er i tråd med EØSU's opfordringer i forskellige udtalelser fra 2022 og 2023. Vi opfordres derfor til at udbrede kendskabet til denne udtalelse yderligere og dermed yde et væsentligt bidrag til anerkendelsen af den sociale økonomi. Vi ønsker at gøre flere opmærksomme på fordelene ved en effektiv regulering af konkurrence og statsstøtte for både socialøkonomiske virksomheder og hele systemet for tjenesteydelser af almen interesse.