I Belarus skal der ikke mere til end et forkert valg af erhverv for at blive arresteret. Som det skal vise sig, kan du på grund af en så fatal fejltagelse endda blive anholdt midt i Europa, f.eks. i Serbien. Og en så prestigefyldt international organisation som Interpol vil være medvirkende til det. Mine ord har et anstrøg af bitter sarkasme og bitter sandhed, men jeg overdriver ikke. Jeg hedder Andrey Gnyot. Jeg er belarusisk filminstruktør, journalist og tidligere politisk fange. Det her er min historie.
I Belarus skal der ikke mere til end et forkert valg af erhverv for at blive arresteret. Som det skal vise sig, kan du på grund af en så fatal fejltagelse endda blive anholdt midt i Europa, f.eks. i Serbien. Og en så prestigefyldt international organisation som Interpol vil være medvirkende til det. Mine ord har et anstrøg af bitter sarkasme og bitter sandhed, men jeg overdriver ikke. Jeg hedder Andrey Gnyot. Jeg er belarusisk filminstruktør, journalist og tidligere politisk fange. Det her er min historie.
I 1999 besluttede jeg mig for at blive journalist. Tv og radio var min passion, min drøm og min hobby. Kunne en 17-årig ung mand have forudset, at uafhængig journalistik i hans land ville få mærkatet ekstremisme, og at alle andre medier ville blive reduceret til at være et propagandistisk talerør? Nej. Ingen af os havde forventet, at dette kunne ske i Europa i det 21. århundrede. Alligevel er det sådan det forholder sig i dag i diktatoriske Belarus. Der findes ikke et eneste uafhængigt medie i landet. Alle mediestrukturer ejes af staten. Staten holder streng kontrol med den redaktionelle politik, som er meget enkel: Lukashenkos selvudnævnte magtbeføjelse hyldes, og enhver der vover at kritisere den, endda på konstruktiv vis, bliver stemplet som "folkets fjende" - en betegnelse, der er lånt fra den kommunistiske fortid.
I midten af 00'erne forsøgte en ung og naiv, nyuddannet journalist således at finde sig til rette i faget. Under og efter mine studier har jeg fået rigtig meget praktisk erfaring inden for tv og radio, og jeg vidste præcis, hvad det var, jeg ville. Mulighedsvinduet var dog hurtigt ved at lukke: Private radiostationer lukkede ned eller blev overtaget at staten, mens de uafhængige tv-stationer ikke engang kunne være sikre på en sendefrekvens. Der var ikke det store valg: Enten indlod man sig på propaganda, eller også undlod man følsomme emner og begrænsede sig til tandløs underholdning. Journalistik overlevede kun i Belarus takket være nogle få aviser og uafhængige internetportaler. Mange journalister forlod branchen, og mange blev udsat for undertrykkelse. Det belarusiske informationsministerium udsendte regelmæssigt advarsler til medierne, men blot tre advarsler var tilstrækkeligt til at deres tilladelser blev tilbagekaldt. Ifølge journalistforbundet i Belarus faldt antallet af aviser med 21 % i 2020-2024. Der var kun uskadelige publikationer tilbage på det belarusiske mediemarked, såsom udgivelser, der henvender sig til ejerne af et fritidshus, folk, der godt kan lide vittighedslæsning og krydsord. Alle uafhængige samfundspolitiske udgivelser blev enten lukket af myndighederne eller valgte ikke at blive trykt, fordi det var blevet umuligt for dem at arbejde.
Heldigvis lykkedes det mig at finde en gylden middelvej: Jeg meldte ud i offentligheden, at jeg sadlede om til at gå instruktørvejen og det kreative arbejde, hvor jeg fik stor succes. Samtidig fortsatte jeg mit journalistiske arbejde som frivillig uden at afsløre mit navn for ikke at blive eksponeret. Dette viste sig at være en effektiv taktik. Med al min erfaring og mine professionelle kontakter var jeg i stand til at forsyne de uafhængige medier med nye videooptagelser fra 2020, og jeg var også i stand til at deltage i borgeraktivisme og politisk aktivisme – jeg blev medstifter af menneskerettighedsbevægelsen "Free Association of Athletes SOS.BY". Man kan vel ikke beskylde mig for at være partisk og engageret for at vælge mit lands befolknings side – et diktatur har intet til fælles med objektivitet, ligesom propaganda intet har til fælles med journalistik.
I 2021 lå Belarus på en 158. plads ud af 180 i vurderingen af pressefrihed. Sammenlignet med 2020 var det en nedrykning på fem pladser. "Belarus er det farligste land i Europa for mediefolk," advarer den internationale menneskerettighedsorganisation Journalister uden Grænser.
Det er værd at bemærke, at 60 % af alle belarusssere i proteståret 2020 havde internettet og de sociale medier som deres foretrukne nyhedskilder. Kun 11 % af respondenterne svarede, at det var tv. 7 % svarede de trykte medier og 5 %, radio. Efter at have indset dette begyndte det diktatoriske styre at handle hårdt og kompromisløst. Regimets største påfund har været kampen mod "ekstremisme" som undskyldning for censur og forfølgelse. Myndighederne blokerer adgangen til indhold fra medieforetagender, der fortsætter deres aktiviteter fra udlandet, og ethvert samarbejde med dem betragtes som et udtryk for ekstremisme.
Ved udgangen af 2023 sad 32 journalister fængslet i Belarus. Journalister har været udsat for pres og umenneskelig behandling i detentionscentre. Ifølge menneskerettighedsaktivister gik bloggeren og journalisten Igor Losik fra "Radio Liberty" i lang tid i sultestrejke i fængselskolonien og snittede sig derefter i håndleddene og halsen. Han blev idømt 15 års fængsel. Strafferetlig forfølgelse af enhver form for samarbejde med uafhængige medier med betegnelsen "ekstremistiske formationer" er blevet optrappet. En ny tendens er forfølgelse ikke blot af repræsentanter for civilsamfundet, men også af helt almindelige borgere, der kommenterer sociale og politiske begivenheder over for journalister.
Den 31. oktober 2024 erklærede det belarusiske styre min personlige Instagram-konto for "ekstremistisk materiale". Det betyder, at ikke blot jeg selv, men også alle mine følgere i Belarus vil blive retsforfulgt for at følge min profil. Mere end 5.000 internetressourcer i Belarus er blevet erklæret for "ekstremistiske" af diktaturet. Der findes næppe noget andet europæisk land, der kan prale af så imponerende statistikker! Er vi belarusere af den opfattelse, at der er tilstrækkelig fokus på problemet med belarusisk journalistik? Jeg er nødt til at være helt ærlig – nej, dette problem belyses ikke tilstrækkeligt. Ikke alene afvikles journalistikken som institution i Belarus, men journalistiske fagfolk bliver også fysisk angrebet.
Diktaturet forsøger også at forfølge journalister og aktivister uden for Belarus. Mit eget eksempel er et levende bevis på en sådan forfølgelse. Regimet har lært sig at udnytte demokratiske institutioner til at nå sine afskyelige mål. Journalister, aktivister, bloggere og politisk aktive borgere er tidligere blevet retsforfulgt for skattekriminalitet, under påskud af tidligere at have undladt at betale skat. Dette har vist sig at være et perfekt røgslør for at skjule de politiske motiver bag forfølgelsen. Menneskerettighedsaktivist og Nobelprismodtager Ales Bialiatski er fængslet på grund af økonomiske anklager. Chefredaktøren for det uafhængige medieforetagende "TUT.BY" (som blev ødelagt af styret i 2020) og hendes kolleger sidder bag tremmer under henvisning til samme paragraf. Interpol accepterede samme paragraf om økonomisk kriminalitet i forbindelse med min eftersøgning. Det tog Interpol næsten otte måneder at gennemføre en intern undersøgelse og nå frem til, at eftersøgningen af mig var i strid med artikel 2 og 3 i organisationens vedtægter. Ikke desto mindre blev jeg arresteret og fængslet i det centrale fængsel i Beograd i syv måneder og seks dage. Jeg tilbragte fem måneder i husarrest med strenge restriktioner. Serbiens højesteret besluttede to gange at udlevere mig til det diktatoriske Belarus. To gange lykkedes det min advokat og mig at appellere denne afgørelse. Jeg er blevet frarøvet et år af mit liv og min fysiske og mentale sundhed. Alt sammen fordi jeg valgte det forkerte erhverv i det forkerte land. Blot fordi jeg havde en personlig mening og gav udtryk for den gennem et aktivt medborgerskab.
Heldigvis lykkedes det mig at vinde – ellers ville du ikke være i gang med at læse disse ord. Takket være journalisters, politikeres, civilsamfundets og organisationers utrolige solidaritet kunne jeg forlade Serbien og komme i sikkerhed i Berlin. Men min historie er ikke forbi. Der er lang vej igen, før jeg er kommet mig, og der er stadig flere kampe på min vej. Jeg ved, at jeg har været tro mod mit kald, selv om nogle betragter det som ekstremisme. Jeg ved, at uafhængig journalistik er en af byggestenene i et demokratisk samfund. Den slags samfund, belarusere ønsker at opføre. Og vi forventer, at vi ikke går alene ad denne vigtige vej.
Af Peter Schmidt, Diandra Ní Bhuachalla og Arnaud Schwartz
Som repræsentant for EU's civilsamfund på COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku efterlyste EØSU en hurtig og konkret klimaindsats og prioritering af social og miljømæssig retfærdighed i klimaforhandlingerne.
Af Peter Schmidt, Diandra Ní Bhuachalla og Arnaud Schwartz
Som repræsentant for EU's civilsamfund på COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku efterlyste EØSU en hurtig og konkret klimaindsats og prioritering af social og miljømæssig retfærdighed i klimaforhandlingerne.
Peter Schmidt, formand for ad hoc-gruppen om UNFCCC COP, har fortalt os om EØSU's vigtigste budskaber vedrørende det overordnede tema for COP29 – klimafinansiering.
Peter Schmidt: Den kraftige stigning i ekstreme klimarelaterede vejrhændelser i hele verden er en kraftig påmindelse om at hæve ambitionerne på klimaområdet. 2024 er på vej til blive registreret som det varmeste år nogensinde, og menneskeskabte klimakatastrofer såsom oversvømmelser, naturbrande og tørker forekommer hyppigere og med større intensitet og er med til at forværre de sociale uligheder. Prisen for ikke at gøre noget ved klimaforandringerne overstiger langt prisen for at gøre noget.
Der er meget på spil ved COP29. Det er helt afgørende, at der på verdensplan nås til enighed om klimafinansieringsløsninger, hvis udviklingslandene også skal kunne bruge midlerne til en global klimaindsats. EØSU fremsatte med sin deltagelse i COP29 i Baku anbefalinger med udgangspunkt i vores udtalelser om klimafinansiering med fokus på at genskabe den globale finansielle arkitektur for at muliggøre og lette effektiv og tilgængelig klimafinansiering.
Vi understregede behovet for at fastsætte det nye kollektive kvantificerede mål for at lukke hullerne i klimafinansieringen, således at klimafinansieringen bliver bedre egnet til formålet, biodiversitetsvenlig, virkningsfuld og nøje målrettet de mest sårbare lande og lokalsamfund. Klimafinansieringsstrømmene bør styres af princippet om retfærdig omstilling i overensstemmelse med Parisaftalen og have verdensmålene for bæredygtig udvikling i centrum. Langsigtede forpligtelser fra både offentlige og private aktører er afgørende, og offentlig finansiering vil spille en vigtig rolle med at mobilisere og mindske risikoen ved private investeringer i klimainitiativer.
Lokale initiativer og græsrodsbevægelser bør have adgang til klimafinansiering, men udvalget efterlyser også en samlet tilgang for at bryde mønstret med gældsætning og underinvestering i tilpasningen. Vi opfordrer til en retfærdig fordeling af klimamidlerne for at afhjælpe uligheder. Desuden er inddragelse af civilsamfundet vigtigt for at skabe en inklusiv, demokratisk tilgang, der sikrer effektive og bæredygtige klimainvesteringer.
EØSU's ungdomsdelegerede ved COP (2023-2025), Diandra Ní Bhuachalla, har fortalt os om sine erfaringer ved COP29. Hvad er fra en ung persons perspektiv det mest presserende klimaspørgsmål, som bør løses først?
Diandra Ní Bhuachalla: Efter skuffelsen over resultaterne af COP28 har jeg forsøgt så vidt muligt at skrue mine forventninger til COP29 ned. I betragtning af at dette års konference igen blev holdt under ledelse af en stat, der er stærkt afhængig af sine indtægter fra fossile brændstoffer, var det særlig vanskeligt at holde håbet oppe og tro andet, end at resultaterne ville blive begrænsede.
Ikke desto mindre besluttede jeg efter at have rådført mig med forskellige ungdomsorganisationer rundt om i Europa gennem møderne i den strukturerede ungdomstaskforce som led i EØSU's program for ungdomsdelegerede ved COP, at det ville være bedst at fokusere på klimaretfærdighed og den retfærdige omstilling, klimafinansiering og et nyt kollektivt kvantificeret mål og på at øge en meningsfuld deltagelse af unge i de internationale beslutningsprocesser.
Efter at have set, hvordan mange forhandlinger gik i stå i løbet af den første uge på grund af en fuldstændig mangel på enighed og samarbejde – bl.a. vedrørende køn, klimafinansiering og retfærdig omstilling – er jeg kar over, at jeg endnu engang har haft for høje forventninger, og jeg har som følge heraf fokuseret min indsat på sideløbende arrangementer og bilaterale møder. Nu er mine to største forhåbninger, at de eksisterende formuleringer, navnlig vedrørende menneskerettighederne, bevares, og at vi opnår et lille fremskridt, så alt ligger parat til COP30, som er ser ud til at være den kurv, alle lægger deres æg i.
På grund af klimaforandringernes gennemgribende karakter og deres konsekvenser er det umuligt for mig at rangordne de forskellige spørgsmål efter, hvor vigtige eller hastende de er. Unge mennesker er bekymrede over deres fremtid i forhold til deres jobsikkerhed, og om de vil blive nødt til at omskole sig. De bekymrer sig om deres bolig og familie, deres sikkerhed i forbindelse med storme, oversvømmelser og jordskred. Om sundheden og livskvaliteten for deres fremtidige børn eller endda de næste generationer. Og om, hvordan vores generation vil komme til at stå over for endnu vanskeligere klimaforhandlinger, når det bliver vores tur til at træffe beslutningerne, fordi der ikke gøres nær nok i dag, og følgerne deraf vil kunne mærkes i årtier frem.
Vi har brug for klimaretfærdighed nu. Vi har brug for realistisk klimafinansiering nu. Vi har brug for en retfærdig, rimelig og ligelig beskæftigelses- og energiomstilling nu. Vi har brug for ambitioner nu. Vi har brug for gennemførelse nu.
Vi har brug for jer alle sammen nu.
COP16 om biodiversitet, som fandt sted i Cali i Colombia i oktober, endte i fiasko og uden en aftale om naturfinansiering. Vi har spurgt Arnaud Schwartz, EØSU's repræsentant ved COP16, om vi stadig kan være optimistiske på trods af dette tilbageslag. Hvad er der brug for, hvis der skal gøres fremskridt med hensyn til at beskytte biodiversiteten?
Arnaud Schwartz: 200 mia. dollars om året. Det er – ifølge FN – det nødvendige beløb (som omfatter alle former for finansiering – offentlig, privat, national og international) til at nå vores mål for biodiversiteten. Så hvad går det ud på? Det går ganske enkelt ud på at standse nedbrydningen af verdens levende organismer, som i øjeblikket forsvinder hurtigere end nogensinde før, og det går ud på at genoprette naturen og give den en chance for at overleve i en verden, der er til at leve i, frem for at lade den gå til som følge af grådighed og dumhed.
Hvordan ser fremtiden ud efter den mislykkede COP16?
Det er et spørgsmål, vi hver især bør stille os selv og andre omkring os, især fordi det er et kendt faktum, at man alene i Frankrig hvert år bruger over en fjerdedel af dette beløb på at forberede eller føre krig. Globalt set var mødet i Cali helt sikkert en forspildt mulighed på grund af manglende politisk vilje og økonomisk solidaritet.
Men alt er ikke tabt.
Der er et svagt lys for enden af tunnelen: ved dette års COP blev oprindelige folk og lokalsamfund, herunder i Afrika – efter ca. 30 års forhaling – anerkendt for deres rolle som vogtere af biodiversiteten. Der blev også oprettet en ny FN-fond, kendt som Cali-fonden. På lang sigt vil denne fond blive brugt til at indsamle frivillige bidrag fra private virksomheder, hvoraf halvdelen vil gå til ovennævnte befolkningsgrupper. Endelig!
I er... I er...altså...
I er en del af os, og vi er en del af jer. Og for at kunne fortsætte ad vores fælles vej, kunne det være en idé først at få vores økonomi tilbage på sporet til gavn for alle. Så ... hvis ikke vi vil blive ved med at trække tæppet væk under os selv, hvorfor så vente med at revidere de internationale finans- og handelsregler?
Det primære fokus for EØSU's delegerede ved COP29, Peter Schmidt og Diandra Ní Bhuachalla, var klimafinansiering, og de tog i den forbindelse udgangspunkt i EØSU's nylige udtalelse Klimafinansiering: en ny køreplan for at opfylde de høje klimaambitioner og verdensmålene for bæredygtig udvikling. Et af de vigtigste arrangementer, som EØSU stod i spidsen for i Baku, var "A global perspective towards fostering a just transition in the agri-food sector" den 18. november. Ved dette arrangement blev der set nærmere på opbygning af bæredygtige, kulstoffattige fødevaresystemer, der er rimelige for landbrugerne, arbejdstagerne i fødevarekæden og de kommende generationer. Formålet var at forbedre samarbejdet mellem de politiske beslutningstagere og civilsamfundet, slå til lyd for holdningerne i det globale syd og fremme inklusive klimaløsninger for alle.
Arnaud Schwartz deltog som medlem af EU's delegation i møder, hvor han opfordrede til at skabe større synergier mellem FN's processer for biologisk mangfoldighed (CBD) og klimaforandringer (UNFCCC), at udfase miljøskadelige subsidier for at frigøre flere finansielle ressourcer og sikre en mere aktiv rolle for det organiserede civilsamfund i forbindelse med gennemførelsen af den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet. Læs mere om EØSU's bidrag til COP16 her.
EØSU støtter bestræbelserne på at udvikle et mere menneskecentreret og fremtidssikret industrielt økosystem. Samtidig opfordrer udvalget til en indgående debat om Industri 5.0 og de sociale og økonomiske konsekvenser.
EØSU støtter bestræbelserne på at udvikle et mere menneskecentreret og fremtidssikret industrielt økosystem. Samtidig opfordrer udvalget til en indgående debat om Industri 5.0 og de sociale og økonomiske konsekvenser.
Industri 5.0 handler om at gøre sociale og miljømæssige spørgsmål til omdrejningspunktet i forretningsprocesser og gå skridtet videre end Industri 4.0, der fokuserede på digitalisering og automatisering. EØSU har for nylig vedtaget en udtalelse med titlen "Industri 5.0 – Hvordan lykkes det?", som slår til lyd for en industrimodel med fokus på mennesker og vores færdigheder og kreativitet.
I Industri 4.0 blev indvirkningen af automatisering på mennesker i vid udstrækning overset, og der blev kun i begrænset omfang taget højde for miljøprioriteter som f.eks. affaldsreduktion, cirkularitet og grøn energi. EØSU understreger, at Industri 5.0 bør afhjælpe disse mangler ved at prioritere demokratiske værdier, social lighed og bæredygtig konkurrenceevne. Giuseppe Guerini, ordfører for udtalelsen om Industri 5.0, hævder, at den digitale omstilling bør bidrage til en "ny aftale om ren industri", hvor menneskelige faktorer og kreativitet spiller en central rolle.
Industri 5.0 bringer mennesket tilbage i centrum for produktionen og betragter menneskers viden og færdigheder som afgørende for at opnå en konkurrencemæssig fordel. Den skaber balance mellem automatisering og menneskelig kreativitet ved at bruge kollaborative robotter til repetitive arbejdsopgaver, hvilket giver arbejdstagerne mulighed for at fokusere på design, planlægning og kundeservice. Dette skift lægger også vægt på arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og på støtte til dem, der forflyttes på grund af automatisering.
EØSU opfordrer EU-institutionerne til at støtte et fremtidssikret, menneskecentreret industrielt økosystem med udgangspunkt i social retfærdighed og inklusiv konkurrenceevne. EØSU støtter Industri 5.0, men understreger behovet for at definere de økonomiske, sociale og teknologiske virkninger yderligere. Eksisterende EU-politikker såsom den grønne pagt, AI-forordningen og dagsordenen for færdigheder udgør grundlaget for denne vision, men bør ajourføres, så de er på linje med Industri 5.0-principperne.
Hvis Industri 5.0 skal lykkes, skal arbejdsmarkedets parter og arbejdstagerne inddrages på alle niveauer. Denne inklusive tilgang vil fremme et samarbejdsbaseret arbejdsmiljø, der kombinerer menneskelige og maskinbaserede styrker og gør arbejdspladserne mere innovative, engagerende og bæredygtige.(gb)
EØSU afholdt en konference om kulstoffattig brint i Pärnu, Estland, den 12. november. Formålet med konferencen var at drøfte og identificere strategiske foranstaltninger til udvikling af en bæredygtig infrastruktur for brint og derivater heraf med fokus på finansiering og anvendelse.
EØSU afholdt en konference om kulstoffattig brint i Pärnu, Estland, den 12. november. Formålet med konferencen var at drøfte og identificere strategiske foranstaltninger til udvikling af en bæredygtig infrastruktur for brint og derivater heraf med fokus på finansiering og anvendelse.
Under overskriften Offshore Power for E-Fuels: Boosting the New Hydrogen Economy deltog Nederlandenes ambassade i Estland, udviklingscentret i Pärnu distrikt, Metrosert Applied Research Centre, Invest Estonia og Power2X, der udvikler anlæg til fremstilling af e-methanol.
Grøn og kulstoffattig brint er afgørende elementer i vores energiomstilling, og nylige initiativer såsom EU's brintbank har sat fokus på, at der er fremdrift i udviklingen af markeder for bæredygtig brint. Derfor skal EU's og medlemsstaternes politiske beslutningstagere afsætte de nødvendige midler til at realisere disse ambitioner og lette samarbejdet mellem medlemsstaterne, så der kan vedtages effektive strategier.
I en kommentar til dette presserende behov udtalte formand for EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, Baiba Miltoviča: "En hurtig udrulning af vedvarende brint er afgørende – ikke kun for omstillingen af vores energisystem, men også for Den Europæiske Unions sociale og økonomiske velfærd. Det er imidlertid vigtigt, at vi fordeler vores ressourcer på fornuftig vis. For at opnå størst mulig gennemslagskraft er vi nødt til at prioritere sektorer, hvor det er vanskeligt at nedbringe emissionerne, og etablere effektive økologiske og sociale standarder, der sikrer retfærdige og sikre arbejdsvilkår." (mp)
I oktober og november blev der afholdt to fejlslagne globale miljøtopmøder: COP16 – FN's konvention om den biologiske mangfoldighed og COP29 – FN's klimakonference, der begge fokuserede på den finansiering, som der er akut behov for til naturbeskyttelse og modvirkning af klimaændringer. Vi bad EØSU's repræsentanter på dette års partskonferencer – Peter Schmidt, Diandra Ní Bhuachalla og Arnaud Schwartz – om at forklare, hvad der står på spil, hvis verden ikke reagerer på klimaudfordringen.
I oktober og november blev der afholdt to fejlslagne globale miljøtopmøder: COP16 – FN's konvention om den biologiske mangfoldighed og COP29 – FN's klimakonference, der begge fokuserede på den finansiering, som der er akut behov for til naturbeskyttelse og modvirkning af klimaændringer. Vi bad EØSU's repræsentanter på dette års partskonferencer – Peter Schmidt, Diandra Ní Bhuachalla og Arnaud Schwartz – om at forklare, hvad der står på spil, hvis verden ikke reagerer på klimaudfordringen.
I en fælles erklæring underskrevet den 14. november opfordrer Baiba Miltoviča, formand for EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet (TEN) og Andres Jaadla, ordfører for Regionsudvalgets (RU's) udtalelse om boliger, EU-institutionerne til at vedtage hasteforanstaltninger, der kan få Den Europæiske Union ud af den aktuelle boligkrise. De glæder sig også over udnævnelsen af en EU-kommissær for energi og boliger, som vil få til opgave at fremlægge den første europæiske plan for økonomisk overkommelige boliger nogensinde.
I en fælles erklæring underskrevet den 14. november opfordrer Baiba Miltoviča, formand for EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet (TEN) og Andres Jaadla, ordfører for Regionsudvalgets (RU's) udtalelse om boliger, EU-institutionerne til at vedtage hasteforanstaltninger, der kan få Den Europæiske Union ud af den aktuelle boligkrise. De glæder sig også over udnævnelsen af en EU-kommissær for energi og boliger, som vil få til opgave at fremlægge den første europæiske plan for økonomisk overkommelige boliger nogensinde.
Erklæring om boliger
Vi opfordrer Kommissionen til at tilrettelægge et årligt EU-topmøde om sociale og økonomisk overkommelige boliger i samarbejde med Europa-Parlamentet, EØSU og RU. Dette årlige EU-topmøde bør samle alle interessenter, der er involveret i gennemførelsen af medlemsstaternes foranstaltninger vedrørende sociale og økonomisk overkommelige boliger, på grundlag af en tilgang på flere niveauer og udveksling af bedste praksis i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Vi støtter planen fra den indstillede kommissær med ansvar for boliger om at oprette en paneuropæisk investeringsplatform for økonomisk overkommelige og bæredygtige boliger for hurtigst muligt at kunne støtte nationale, regionale og lokale partnerskaber, der skal sætte en stopper for udelukkelse fra boligmarkedet i samarbejde med EØSU og RU.
Vi påpeger, at der skal findes innovative metoder til at fremme offentlige investeringer og mobilisere eksisterende EU-midler, hvis vi skal finde en langsigtet løsning på boligkrisen.
Vi opfordrer EU-institutionerne til at støtte en gennemgribende renovering af beboelsesejendomme på grundlag af diversificeret, langsigtet og innovativ finansiel støtte og sammenhængende retlige rammer, der fokuserer på sårbare befolkningsgrupper samt centrale aktører på stedet, navnlig energifællesskaber og lokale myndigheder.
Vi opfordrer til et tættere samarbejde mellem aktører på forskellige forvaltningsniveauer: medlemsstater, EU-institutioner, civilsamfundsorganisationer samt regionale og lokale myndigheder.
Vi forpligter os til at bidrage til gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i Liègeerklæringen, ved at formidle synspunkter fra civilsamfundsorganisationer og lokale og regionale myndigheder fra hele EU som led i en fælles indsats fra alle EU-institutionerne, der skal løse boligkrisen og styrke den europæiske samhørighed fra alle sider.
Månedens gæst er Andrey Gnyot, belarusisk filmskaber og journalist, som netop er blevet løsladt fra husarrest i Serbien, hvor han i et år er blevet tilbageholdt med henblik på udlevering på grundlag af anklager om økonomisk kriminalitet fremsat af hans eget land. Gennem sin personlige historie beskriver han uafhængige journalisters skæbne i dagens Belarus, hvor selv den mindste kritik af magtudøverne kan medføre, at man bliver stemplet som "fjende af folket" og fængslet på grundlag af falske anklager om økonomisk kriminalitet.
Månedens gæst er Andrey Gnyot, belarusisk filmskaber og journalist, som netop er blevet løsladt fra husarrest i Serbien, hvor han i et år er blevet tilbageholdt med henblik på udlevering på grundlag af anklager om økonomisk kriminalitet fremsat af hans eget land. Gennem sin personlige historie beskriver han uafhængige journalisters skæbne i dagens Belarus, hvor selv den mindste kritik af magtudøverne kan medføre, at man bliver stemplet som "fjende af folket" og fængslet på grundlag af falske anklager om økonomisk kriminalitet.
Vinderen af Connecting EU-fotokonkurrencen 2024 er Martina Cikojević, redaktør og journalist i den kroatiske fagforening for postarbejdere. Hendes foto, Bruxelles Grand Place i måneskin, sikrer hende to dages ophold i Bruxelles under EØSU's civilsamfundsuge i marts 2025.
Vinderen af Connecting EU-fotokonkurrencen 2024 er Martina Cikojević, redaktør og journalist i den kroatiske fagforening for postarbejdere.
Hendes foto, Bruxelles Grand Place i måneskin, sikrer hende to dages ophold i Bruxelles under EØSU's civilsamfundsuge i marts 2025.
Martina Cikojević deltog i dette års Connecting EU-seminar den 17. og 18. oktober i Bruxelles. Seminaret samlede presse- og kommunikationsmedarbejdere samt journalister fra EU's civilsamfundsorganisationer. Med titlen: "Demokratiets bastion: bidrag til, at journalistikken kan overleve og trives" havde seminaret fokus på de hidtil usete udfordringer, som journalister står over for i en verden med kunstig intelligens i hastig udvikling og tiltagende politisk pres.
Deltagerne afholdt også et netværksmøde om, hvordan man får sit budskab igennem, når man arbejder som presse- eller kommunikationsmedarbejder i en tidsalder med Instagram, TikTok og AI. Mødet omfattede to workshops. Fotokonkurrencen var en del af workshoppen om erfaringer med kommunikationsindhold, som blev ledet af kommunikationsspecialist Tom Moylan.
Martina Cikojević sagde, at hendes foto, som forestiller månen, der bryder gennem mørke skyer og lyser nattehimmelen op, også var symbolsk forbundet med emnet for seminaret. "Ingen kan forhindre månen i at skabe lys i mørket. Ingen bør forhindre journalister i at fortælle sandheden for at skabe et bedre, sikrere og mere retfærdigt samfund," sagde hun.
Som vinder af fotokonkurrencen vil Martina Cikojević deltage i EØSU’s anden civilsamfundsuge, som finder sted fra den 17. til den 21. marts i EØSU's bygning i Bruxelles. Årets tema er Styrkelse af samhørigheden og deltagelsen i polariserede samfund.
EØSU's pressekontor ønsker Martina tillykke og takker alle, der har indsendt deres foto.(ll)
"Climate Reporters" er Litauens helt nye agentur for klimanyheder. Det har til formål at tackle klimatrætheden i rapporteringsarbejdet og igen placere klimaændringer øverst på de redaktionelle dagsordener. Som et lysende eksempel på borgerjournalistik kombinerer Climate Reporters kommunikation og klimaaktivisme, så folk bliver bevidste om klimaændringer og for at give moder jord en stemme midt i miljøkrisen.
"Climate Reporters" er Litauens helt nye agentur for klimanyheder. Det har til formål at tackle klimatrætheden i rapporteringsarbejdet og igen placere klimaændringer øverst på de redaktionelle dagsordener. Som et lysende eksempel på borgerjournalistik kombinerer Climate Reporters kommunikation og klimaaktivisme, så folk bliver bevidste om klimaændringer og for at give moder jord en stemme midt i miljøkrisen.
Af Rūta Trainytė
Nyhedsbureauet om klimaemner "Climate Reporters" åbnede i år i Litauen. Det er et initiativ, der forvaltes af ikkestatslige organisationer (NGO'er) og er et eksempel på borgerjournalistik. Nyhedsbureauet har til formål at bistå journalister med at rapportere om forskellige aspekter af miljøkrisen. Agenturets team udarbejder i den forbindelse tekster og sender dem videre til redaktionskontorerne.
Agenturets arbejde udføres af et fællesskab bestående af aktivister. Teksterne redigeres af journalister, specialister inden for PR, repræsentanter for NGO'er, aktivister og videnskabsfolk – kort sagt folk, der interesserer sig for hvad der sker og ønsker at se samfundsmæssige forandringer. De udgør også bestyrelsen i "Climate Reporters". Bestyrelsen sikrer, at det nye initiativ er pålideligt.
"Climate Reporters" er ikke nye i kommunikationsverdenen. Bureauet har allerede meget stor erfaring med public relations, redigering, oprettelse og vedligeholdelse af webportaler. Vi er heller ikke nybegyndere, når det kommer til klimaspørgsmål. Det var sådan, idéen opstod. Vi laver det, vi er bedst til og kombinerer det med klimaaktivisme. Vi giver moder jord en stemme midt i den miljøkrise, vi står i.
Vi er naturligvis i kontakt med journalister. Den fremherskende tendens på redaktionskontorerne er den overbevisning, at klimanyheder ikke interesserer offentligheden og ikke genererer klik. De undgår at udgive artikler med overskrifter, der indeholder udtrykkene "klimaændringer" eller "klimakrise". Hvad ligger der i en fornægtelse af klimakrisen? Er det en måde, hvorpå man beskytter samfundet mod dårlige nyheder og frygt?
Det er måske ikke så slemt. Redaktionskontorerne oversvømmes hver eneste dag af en kæmpe mængde nyheder, som rent fysisk er vanskelig at bearbejde, selv uden at fremstille klimarelaterede nyheder. Man skal kunne sætte sig ind i emnet. Der er her, vi kommer ind i billedet. Næste fase, som "Climate Reporters" bevæger sig ind i, er at uddanne journalister. Vi kan konstatere, at journalister er nødt til at sætte sig grundigt ind i emnet for at undgå grønvaskning.
En anden idé er at undervise visse grupper om klimaændringer på en spændende måde. Frem for alt ønsker vi at nå ud til de unge, og vi har indset, at humor fungerer godt i forhold til dem. Vi er endnu ikke sikre på, hvordan dette kommer til at se ud i fremtiden, men vores tanker bevæger sig allerede i den retning.
Nyhedsbureauet har været i gang i godt og vel seks måneder. Vores egne erfaringer fortæller os, at vi skal være tålmodige. Vi holder ikke op med helt bevidst at banke på dørene ind til redaktionskontorerne og vise vore nye emner frem. Vores tekster offentliggøres allerede på større litauiske nyhedsportaler, og vi bliver inviteret til at deltage i radioudsendelser.
For at sikre, at vores redaktionelle arbejde er af høj kvalitet, er det meget vigtigt, at vi modtager stor opbakning fra litauiske miljøorganisationer, at vores organisationer er medlemmer af internationale NGO-netværk, at vores medlemmer deltager i arbejdsgrupper på EU-plan, og at de repræsenterer Litauen i EØSU. Det giver os mulighed for at udvide vores vifte af emner og holde os ajour med aktuelle sager.
Vores forbindelse til EØSU går videre end det faktum, at en af initiativtagerne til projektet, Kęstutis Kupšys, er medlem af udvalget. EØSU's medlemmer kan udveksle relevante erfaringer fra deres forskellige lande og på den måde berige de klimanyheder, som "Climate Reporters" udsender. I den forbindelse talte vi for nylig med det franske EØSU-medlem Arnaud Schwartz i tilknytning til COP16-verdenstopmødet om biodiversitet. Den indsigt, han delagtiggjorde os i direkte fra Cali, førte til en artikel om "Climate Reporters". Hans tanker vandt hurtigt genklang i de litauiske medier. Denne model, hvor EØSU-medlemmernes ekspertise anvendes til effektivt at formidle globale nyheder til det lokale publikum, har vist sit værd. Vi vil derfor også benytte os af den model fremover.
Rūta Trainytė er redaktør på klimanyhedsbureauet "Climate Reporters". Agenturet er en del af det statsfinansierede ŽALINK-projekt. Projektet, som forvaltes af forbrugeralliancen, platformen for udviklingssamarbejde og NGO'en "Circular Economy", finansieres af klimaændringsprogrammet fra miljøprojektstyringsagenturet i Republikken Litauens miljøministerium.
