Hanna Jarzabek, der er spansk-polsk dokumentarfotograf og nomineret til Investigative Journalism for Europe (IJ4EU) Impact-prisen 2024, tegner et dystert billede af situationen ved den polsk-belarusiske grænse, hvor tusindvis af flygtninge forsøger at krydse Białowieża-skoven, der har fået tilnavnet "Junglen".

Af Hanna Jarzabek

Siden november 2021 har tusindvis af flygtninge, navnlig fra mellemøstlige og afrikanske lande, forsøgt at krydse Białowieża-skoven, der er den sidste urskov i Europa, og som ligger langs grænsen mellem Polen og Belarus. Skoven, som af nogle flygtninge kaldes "Junglen", er et farligt og uvejsomt landskab at krydse, navnlig hvis man ikke er vant til det barske klima i det nordøstlige Europa. Mange flygtninge bliver fanget i skoven i lange perioder, hvor de lever under ekstreme forhold med bl.a. mangel på mad og drikke og stor risiko for underafkøling og død om vinteren. Hvis de opdages af grænsevagterne, bliver disse flygtninge normalt tvunget til at vende tilbage over grænsen, hvor de efterlades alene i skoven på den belarusiske side, ofte om natten, uden vidner og med ødelagte mobiltelefoner, så de ikke kan kommunikere med omverdenen. Disse tvungne tilbagesendelser, også kaldet tilbagedrivelser, sker selv under ekstreme forhold og uden undtagelser for gravide eller personer på randen af underafkøling, der også sendes tilbage til belarusisk område. Nogle af flygtningene fortæller, at de har oplevet sådanne tilbagedrivelser adskillige gange, nogle helt op til 17 gange.

Den forrige polske regering byggede en grænsemur med "harmonika"-pigtrådshegn på toppen og forstærkning ved basen. Ligesom lignende forhindringer andre steder er heller ikke den i stand til at standse folk i forsøget på at komme ind i Europa, men udsætter dem tværtimod for andre alvorlige skader. Grænsevagterne har også installeret kamerafælder i skoven for at opdage flygtninge og nødhjælpsarbejdere. Da der ikke er nogen flygtningelejre, gemmer flygtningene sig i skoven for at undgå at blive drevet tilbage til Belarus, og den voksende militære tilstedeværelse hæmmer adgangen til humanitær bistand.

Der har lige fra starten været store vanskeligheder forbundet med at yde humanitær bistand ved denne grænse. Efter regeringen på den yderste højrefløj mistede magten i oktober 2023, opstod der håb om en ændring af migrationspolitikken, men vold, afvisninger og begrænset adgang til lægehjælp er fortsat en realitet. I øjeblikket opererer Læger uden Grænser med bare tre deltidsansatte til at tilbyde lægehjælp langs den 400 kilometer lange grænse. Organisationen mangler en permanent base, i modsætning til hvad man ser i andre grænseregioner med lignende migrationsstrømme. De har vanskelige vilkår og må ofte yde hjælp i mørket og uden tilstrækkeligt udstyr til at stille den rette diagnose. De tilpasser deres behandling til betingelserne i skoven, f.eks. når de skal give intravenøse infusioner om natten eller yde akut lægehjælp i alvorlige tilfælde såsom spontane aborter.

Efter opførelsen af muren skal de nu ud over sundhedsproblemer også tage sig af forskellige typer knoglebrud, eftersom de personer, der forsøger at klatre over muren, nogle gange falder ned fra op mod 5 meters højde. Nogle af disse knoglebrud kræver komplicerede operationer og måneders genoptræning. Både i disse tilfælde og i tilfælde af underafkøling er den eneste løsning at ringe efter en ambulance, vel vidende at patienten vil blive arresteret og holdt øje med af grænsevagterne under sit hospitalsophold. Når personen så udskrives fra hospitalet, beslutter grænsevagterne ud fra deres egne kriterier, om vedkommende skal sendes til et lukket eller et åbent udlændingecenter. Ifølge flere af dem, jeg har interviewet, er det hændt, at grænsevagterne efter hospitalsopholdet har transporteret flygtningene tilbage til skoven og sendt dem tilbage til den belarusiske side, hvor det hele så kunne starte forfra.

I de seneste måneder er antallet af soldater udstationeret ved den polsk-belarusiske grænse også steget støt, hvilket afspejler de voksende spændinger i regionen. I juni 2024 blev en polsk soldat stukket ned af en migrant ved grænsen og døde senere af sine kvæstelser. Som reaktion herpå intensiverede den nye regering sin migrationsbekæmpelseskampagne og indførte en ny lov, der giver soldater beføjelse til at bruge våben, når de finder det nødvendigt, uden at skulle stå til ansvar for deres handlinger. Denne beslutning giver anledning til stor bekymring, navnlig i lyset af tidligere alarmerende tilfælde af magtanvendelse. For eksempel blev en syrisk flygtning i oktober 2023 skudt i ryggen ved højlys dag og pådrog sig alvorlige skader. På samme måde fortalte frivillige humanitærarbejdere i november 2023, at grænsevagter havde skudt mod dem uden forudgående varsel, mens de forsøgte at yde bistand. Med den nye lov er der ikke bare risiko for, at en sådan farlig praksis normaliseres, men der skabes også et miljø med straffrihed, som bringer både flygtninge og humanitære nødhjælpsarbejdere i yderligere fare. Ved at give soldater ukontrolleret myndighed underminerer denne politik de grundlæggende menneskerettigheder og kan risikere at forværre volden i en allerede ustabil grænseregion.

Donald Tusk forsøger at give indtryk af at være mere åben og opmærksom på menneskerettighederne, men ikke desto mindre viderefører hans regering den tidligere administrations fremstilling af migranterne ved grænsen som en trussel mod det polske samfund og dehumaniserer og stempler dem som terrorister eller kriminelle. Den tidligere regering forsøgte også at klassificere nødhjælpsarbejdere som medvirkende til menneskehandel – en forbrydelse, der kan straffes med op til otte års fængsel. Denne politik ser ud til at fortsætte under Donald Tusk. Den 28. januar 2025 vil fem frivillige nødhjælpsarbejdere, som hjalp en familie fra Irak og en person fra Egypten i 2022, blive stillet for retten, hvor de risikerer samme hårde straf.

Der er heller ikke megen optimisme at finde i den nyligt bebudede migrationspolitik (oktober 2024). Den stødpudezone, som blev indført i juli sidste år, vil forblive i kraft og i alvorlig grad begrænse adgangen for humanitære organisationer, herunder Læger uden Grænser, samt journalister, og dermed hindre leveringen af humanitær bistand til flygtninge og dokumentationen af de polske myndigheders brud på menneskerettighederne.

Det mest omstridte aspekt af denne politik er imidlertid planen om at suspendere retten til asyl ved denne grænse – en foranstaltning, der åbenlyst strider mod de grundlæggende menneskerettigheder, som anerkendes i hele Europa. Denne politik vil desuden have vidtrækkende konsekvenser for den lokale befolkning i grænseregionen, og alligevel er den blevet udviklet uden nogen forudgående høring af hverken dem eller de humanitære organisationer. Disse organisationer, som har arbejdet utrætteligt på at yde bistand, har også samlet kritisk viden om situationen, behovene blandt de flygtninge, der forsøger at krydse grænsen, og de udfordringer, de står over for. Hvis man ignorerer denne viden, underminerer man ikke blot den humanitære indsats, men risikerer også at forværre en allerede alvorlig situation.

Denne undersøgelsesrapport er blevet udarbejdet med støtte fra fonden for undersøgende journalistik for Europa (IJ4EU).

Hanna Jarzabek er en spansk-polsk dokumentarfotograf med base i Madrid. Hun har en baggrund i statskundskab og erfaring som politisk analytiker for FN-agenturer. Hun fokuserer i sit arbejde på emner som forskelsbehandling, kønsidentitet, seksuel mangfoldighed og migration ved EU's østlige grænser med en følsom og respektfuld tilgang. Hendes arbejde er blevet offentliggjort i store publikationer som El País og Newsweek Japan, udstillet internationalt og anerkendt med adskillige priser, herunder en nominering til IJ4EU Impact-prisen 2024 og Leica Oskar Barnack-prisen 2023.

Foto fra projektet "The Jungle":

Skyttegravsfod, en svampeinfektion i foden, er en af de mest almindelige sundhedsproblemer blandt flygtninge, der forsøger at krydse Białowieża-skoven (oktober 2022). 

Af Giuseppe Guerini

Som titlen på Lettarapporten antyder, er Den Europæiske Union og dens økonomi og virksomheder meget mere end et marked. Faktisk har EU fra starten valgt at være en social markedsøkonomi, hvor økonomisk velstand ikke kun indebærer at akkumulere formuer, men også at handel og markedsgevinster kommer alle til gode.

Socialøkonomiske virksomheder udgør således et økosystem, der sikrer solidaritet gennem iværksætteri, og det er en nyttig model for organisationer, der ganske vist er private, men ikke desto mindre handler i offentlighedens interesse.

Dette aspekt, som også blev nævnt i handlingsplanen og henstillingen om den sociale økonomi, kortlægges i Lettarapporten. Rapporten opfordrer EU-institutionerne til at anerkende de socialøkonomiske virksomheders særlige karakteristika, tilpasse reglerne for det indre marked og konkurrence og forbedre de retlige rammer for statsstøtte for at lette socialøkonomiske virksomheders adgang til lån og finansiering.

EØSU har i væsentlig grad været med til at sikre, at de europæiske og internationale institutioner anerkender de socialøkonomiske virksomheders formål og rolle. Udvalget har deltaget i mange initiativer og vedtaget adskillige udtalelser, der er på linje med det arbejde, der i sidste ende har ført til vedtagelsen af handlingsplanen for den sociale økonomi i 2021 og henstillingen til medlemsstaterne i 2023. I vores udtalelser om konkurrencepolitik og statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har udvalget desuden understreget behovet for at hæve tærsklerne for tildeling af de minimis-statsstøtte og bidraget til de ændringer af forordningen, der blev vedtaget i slutningen af 2023. Opfordringerne i Lettarapporten til at ændre den generelle gruppefritagelsesforordning og forbedre finansieringen er i tråd med EØSU's opfordringer i forskellige udtalelser fra 2022 og 2023. Vi opfordres derfor til at udbrede kendskabet til denne udtalelse yderligere og dermed yde et væsentligt bidrag til anerkendelsen af den sociale økonomi. Vi ønsker at gøre flere opmærksomme på fordelene ved en effektiv regulering af konkurrence og statsstøtte for både socialøkonomiske virksomheder og hele systemet for tjenesteydelser af almen interesse.

EU's nye pagt om migration og asyl, som ved vedtagelsen i maj 2024 blev rost som en historisk milepæl, mangler stadig at bevise sit værd. Og det bliver ikke let at løse de udfordringer, som venter i 2025: I et usædvanligt usikkert geopolitisk miljø vil pagtens iboende kompleksitet og den korte frist for dens gennemførelse kræve varsomhed og en god portion balancekunst – analyse ved Camille Le Coz fra Migration Policy Institute (MPI) Europe

Begyndelsen af 2025 byder på presserende spørgsmål om de fremtidige migrationspolitikker i Den Europæiske Union (EU). Den nye Kommission har sat en klar kurs med sin gennemførelsesplan for den nye pagt om migration og asyl, men skiftende omstændigheder truer med at dreje det politiske fokus og ressourcerne i andre retninger. Tysklands forestående valg har føjet endnu et lag til den usikkerhed, som der også hersker omkring udfaldet af Assadregimets sammenbrud og krigens uforudsigelige gang i Ukraine. Der er stadig igangværende drøftelser om eksternaliseringsmodeller, men disse bestræbelser foregår ofte som isolerede politiske manøvrer snarere end som led i en sammenhængende europæisk strategi. Samtidig bruges migration fortsat som våben ved den polske grænse til Belarus – en instrumentalisering, der i stigende grad medfører tilsidesættelse af EU-retten. I år skal det afgøres, om Den Europæiske Union er i stand til at følge en tilgang med øget tillid og hårdt tiltrængt fælles handling, eller om den vil blive ramt af yderligere fragmentering.

I maj 2024 hyldede mange europæiske politikere vedtagelsen af pagten som en historisk milepæl efter flere års vanskelige forhandlinger. I tiden op til valget til Europa-Parlamentet var denne aftale bevis på Unionens evne til at stå sammen og tage livtag med nogle af dens sværeste udfordringer. Pagtens mål drejede sig navnlig om at håndtere spændingerne vedrørende ansvar og solidaritet, afhjælpe indtrykket af en vedvarende migrationskrise og harmonisere forskellene mellem de enkelte medlemsstaters asylprocedurer. Selv om den nye ramme i vid udstrækning bygger på det eksisterende system, indebærer den strengere foranstaltninger såsom systematisk screening, forbedrede grænseprocedurer for asyl og tilbagesendelse samt undtagelser fra fælles regler i krisesituationer. Pagten sikrer også en større europæisering med obligatorisk solidaritet, styrkede roller for EU's institutioner og agenturer samt øget finansiering og tilsyn fra EU's side.

Denne styrkelse af EU's troværdighed, når det gælder om at forvalte migration som én blok, kan imidlertid blive kortvarig, hvis europæerne ikke gennemfører de nye regler senest i maj 2026. Denne stramme frist er særligt udfordrende, idet pagten kræver, at der oprettes et komplekst system, mobiliseres ressourcer samt rekrutteres og uddannes personale – især i de medlemsstater, som befinder sig i frontlinjen. Selv om medlemsstaterne har udarbejdet nationale handlingsplaner, er en stor del af arbejdet blevet udført bag lukkede døre uden politisk kommunikation. Denne kløft udgør en stigende risiko, da politisk styring er afgørende for at opretholde den skrøbelige balance på EU-plan.

Desuden kræver gennemførelsen af det nye system, at der dannes koalitioner blandt interessenterne. De nationale asylmyndigheder er vigtige aktører, når det kommer til at omsætte komplekse lovtekster til praktiske rammer. I den sammenhæng spiller EU-agenturerne – navnlig EU's Asylagentur – allerede en helt central rolle. Lige så vigtigt er det at inddrage ikkestatslige organisationer for bl.a. at nyde godt af deres ekspertise og sikre adgang til juridisk rådgivning og tilsyn med de nye procedurer. For at understøtte disse bestræbelser er der behov for mere samarbejdsbaserede tilgange, herunder regelmæssige høringer, stabile informationsudvekslingsmekanismer og operationelle taskforcer, der mødes jævnligt.

I mellemtiden har man i høj grad rettet fokus mod eksternaliseringsstrategier, som i stadig flere europæiske hovedstæder betragtes som løsninger på EU's migrationsudfordringer. Aftalen mellem Italien og Albanien har rejst en lang række debatter om denne aftales potentiale til at styre blandede migrationsstrømme bedre, hvilket har gjort Giorgia Meloni til en førende figur i hele Europa på dette område. Den har imidlertid endnu ikke ført til nogen resultater og er fortsat en bilateral aftale, hvilket udelukker bidrag fra andre europæiske partnere. Sideløbende hermed er andre regeringer ved at udvikle andre alternative modeller såsom tilbagesendelsescentre og måder, hvorpå disse kan integreres i en EU-dækkende tilgang.

Netop tilbagesendelse kommer til at stå i centrum for den politiske debat i de kommende måneder. En del af pagten beror således på hurtigere tilbagesendelse, navnlig af personer, der gennemgår grænseprocedurer i frontlinjestater. Kommissionen og medlemsstaterne agter at tage hånd om dette presserende spørgsmål samtidig med at give plads til forsøg med tilbagesendelsescentre, og der forventes at komme forslag til revision af tilbagesendelsesdirektivet i marts. Med tanke på den korte tidsplan er der risiko for, at europæerne ikke når at reflektere tilstrækkeligt over de indhøstede praktiske erfaringer, også selv om der i løbet af det seneste årti er gjort fremskridt på områder såsom opsøgende arbejde, rådgivning, støtte til reintegration samt gensidig læring på EU-plan. I sin eksperimenteren med eksternaliseringsmodeller skal Europa også passe på ikke at skade sine forbindelser med oprindelseslandene og svække sin stilling generelt.

At udføre denne svære balanceakt i et usædvanligt usikkert miljø gør gennemførelsen af pagten til prøvesten, ikke kun for migrationsstyring, men også for det bredere EU-projekt. Navnlig situationen ved den polske grænse tydeliggør de specifikke vanskeligheder med at efterleve bindende regler under pres fra en fjendtlig nabo. For så vidt angår Syrien og Ukraine, er de europæiske hovedstæder nødt til at være forberedt på uforudsete hændelser. I det kommende år vil det være af afgørende betydning at fremme et stærkt lederskab på EU-plan for at gennemføre nye regler og fortsat udforske innovationer, som er i tråd med, og som styrker en fælles tilgang. Dette indebærer, at indsatsen skal koncentreres om at opbygge robuste partnerskaber med prioriterede lande og undgå, at ressourcerne omdirigeres til politiske manøvrer.

Camille Le Coz er vicedirektør ved Institute for Migration Policy Institute Europe, et Bruxelles-baseret forskningsinstitut, der arbejder med at gøre forvaltningen af indvandring samt integration af indvandrere og asylsystemer mere effektiv og skabe bedre betingelser for nyankomne, familier med indvandrerbaggrund samt modtagersamfund.

I dette nummer:

• Sikring af støtte til socialøkonomiske enheder i overensstemmelse med statsstøttereglerne af Giuseppe Guerini
• EØSU's forevisning af den belarusiske film "Under the Grey Sky" – interview med filminstruktøren Mara Tamkovich
• Den nye pagt om migration og asyl kan sætte det europæiske projekt på prøve af Camille le Coz, Migration Policy Institute (MPI) Europe
• Umærkede grave ved Europas yderste grænser af Barbara Matejčić

• Syriske flygtninge:

  EU's tilgang til hjemsendelse af syrere – et vendepunkt i EU's migrationspolitik af Alberto-Horst Neidhardt, EPC

  - EU-landene må ikke tvinge syriske flygtninge til at vende tilbage til en ustabil situation af Jean-Nicolas Beuze, UNHCR

Almir Hoxhaj, albansk indvandrer i Grækenland, taler nu græsk lige så godt som sit modersmål. Efter mere end 30 år i Grækenland føler han sig som en del af landet, men det har ikke været let at indpasse sig i det græske samfund, hvor ordet "albaner" endda er et skældsord. Dette er hans personlige fortælling.

Jeg er født i en lille landsby i regionen Avlonas, hvor jeg boede, indtil jeg fyldte 12. Min familie flyttede til Tirana, men i 1997 tog jeg den svære beslutning at jagte en bedre fremtid i Grækenland. Dengang, efter at grænserne var blevet åbnet, var det almindeligt, at albanere søgte sikkerhed i Grækenland, sikkert fordi landegrænserne gjorde det nemmere. Jeg krydsede grænsen 18 gange til fods. Jeg var nemlig bange for havet. Jeg mindes min sidste femdages vandring til Veroia, hvor jeg på trods af den konstante regn var utroligt tørstig. Da jeg endelig fik et fyldt glas vand i hånden, var det ikke nok til at stille min tørst. Sådan startede mit liv i Grækenland. Med et fyldt glas vand i hånden.

Min første kontakt med landet fandt sted, da jeg som 15-årig i al hemmelighed krydsede grænsen for første gang med nogle venner. Det faldt os overhovedet ikke ind, at vi gjorde noget ulovligt. Hvis jeg kunne have fløjet til Grækenland, ville jeg have gjort det. Jeg var meget tiltrukket af Grækenland og dets sprog, mytologi og historie. Om sommeren arbejdede jeg hårdt i et forsøg på at hjælpe min familie. Min endelige flytning til Grækenland var fuld af udfordringer: manglende retssikkerhed samt racisme og integrationsproblemer. Jeg husker tydeligt en hændelse helt i begyndelsen. Som illegal, uden forsikring og uden kendskab til sproget, stod jeg pludselig med en brækket tand. Min eneste mulighed var at trække den ud selv foran et spejl med en tang fra min arbejdsplads – og med munden fuld af blod.

Det var ikke let at indpasse sig i det græske samfund. Som førstegenerationsindvandrer følte jeg mig som udlænding – som om jeg hele tiden havde blod i munden. Jeg var der ulovligt og var derfor bange for at gå mig en tur eller gå ind et sted og tage mig en kop kaffe. Jeg blev udsat for mange former for racisme overalt, hvor jeg kom. En far truede sit lille barn med, at han ville få albaneren til at spise ham, hvis han ikke kunne tie stille. Jeg blev nægtet adgang til caféer, klubber og andre steder. I starten af min tid i Grækenland blev jeg endda flere steder mødt af et skilt med teksten "albanere ingen adgang". De kaldte os beskidte, fordi vi tilhørte en anden religion. Forholdet mellem grækere og albanere er bedre nu, selv om der stadig findes stereotyper. Ordet "albaner" er sågar et skældsord i Grækenland. Der fandtes racisme, og det gør der stadig, men nu i en mildere udgave. Tiderne har ændret sig. Ikke desto mindre forekommer der stadig racisme, som forstærkes af faktorer som dårlig økonomi og manglende uddannelse.

Fordomme og forskelsbehandling er dybt rodfæstede og danner tit grobund for ekstreme politiske og sociale mønstre, som breder sig og endda når helt til Europa-Parlamentet. Det er trist! Selv om tingene er blevet bedre, er det stadig virkeligheden i dag. Der er dog håb for de yngre generationer. Det vil være lettere for vores børn at blive helt accepteret. Det gælder også min 12-årige datter.

I dag, hvor jeg arbejder som byggeentreprenør, tænker jeg tilbage på det hele med blandede følelser. Problemerne med at indpasse sig og den manglende accept, jeg oplevede, var en daglig realitet. Men disse udfordringer gav mig også en dybere forståelse af livet og betydningen af integration.

Albanien vil altid være en del af mig. Jeg husker tydeligt årene med det kommunistiske styre. Det var en tid præget af paranoia, frygt, usikkerhed og ekstrem fattigdom. Styrets fald kom som en lettelse, men også med nye problemer såsom arbejdsløshed og kriminalitet. Det, jeg oplevede dengang, har været med til at forme mig. Det har lært mig at sætte pris på den stabilitet og frihed, jeg har fundet i Grækenland.

Personligt føler jeg mig knyttet til Grækenland. Selv om mit hjerte er i min landsby i Albanien, er mit liv her. Mit græske er lige så godt som mit modersmål. Mine erfaringer, kampe og succeser har gjort, at jeg føler mig som en del af dette land. Jeg håber, at grækerne med tiden vil acceptere os helt og anerkende vores bidrag til samfundet.

Migration er en prøvelse fuld af udfordringer, men også muligheder, og som albansk migrant i Grækenland var der ingen vej udenom. Min beretning er derfor fuld af udfordringer, tilpasning og håb.

I de kommende år ser jeg fortsat mig selv leve i Grækenland, der er mit hjem, og Albanien som ligeværdigt medlem af Den Europæiske Union. Den er det nye hjemland for os alle.

Almir Hoxhaj er 47 år gammel. Han bor og arbejder i Tripoli, en lille by på den græske halvø Peloponnes. Han har en 12-årig datter. Hans yndlingsby er Berlin. Han taler og skriver flydende græsk og har oversat bogen "The Saga of the Stars of Dawn" [Το έπος των άστρων της Αυγής] af den albanske forfatter Rudi Erebara til græsk. Bogen blev tildelt EU's litteraturpris i 2017 og beskriver det albanske folks tragedie i det 20. århundrede. Selv om historien foregår i sidste århundrede, er totalitarismens, fascismens og irrationalismens væsen desværre noget, der stadig kommer til udtryk i dag, omend i en mere "moderne" udgave.