European Economic
and Social Committee
EØSU efterlyser et europæisk flagskibsinitiativ for sundhed samt en handlingsplan for sjældne sygdomme
EØSU har efterlyst et europæisk flagskibsinitiativ for sundhed og foreslået, at man opretter en europæisk sundhedsunion og indtrængende opfordret Kommissionen til at fremlægge en handlingsplan for sjældne sygdomme med klare, opnåelige mål.
Under en debat om "Et europæisk flagskibsinitiativ for sundhed", der foregik på plenarforsamlingen i oktober måned, opfordrede EØSU til, at man på EU-plan søsætter et ambitiøst initiativ, der sigter mod at opbygge en tværgående sundhedsarkitektur i EU. Udarbejdelsen af en europæisk handlingsplan for sjældne sygdomme var også på dagsordenen.
EØSU's formand Oliver Röpke indledte debatten med at sige: "Det er altafgørende, at alle indbyggere i EU har let adgang til sundhedspleje af høj kvalitet til en overkommelig pris. Vi er nødt til at investere i innovative og bæredygtige sundhedssystemer og gribe til handling for at bekæmpe uligheder på sundhedsområdet både i EU og globalt. Sjældne sygdomme gør vedvarende uligheder og sårbarheder endnu mere synlige. Derfor har vi brug for en storstilet europæisk indsats mod sjældne sygdomme."
Ordføreren for udtalelsen om det europæiske flagskibsinitiativ for sundhed, Alain Coheur, sagde: "Vi forsøger i dag - til brug for kommende EU-kommissærer - at vedtage en køreplan, som fremmer sundhed for alle og beskytter folk mod fremtidens kriser." Ágnes Cser, ordfører for udtalelsen om sjældne sygdomme, tilføjede: "Vi er nødt til at opstille en handlingsplan. Vi skal imidlertid ikke kun fokusere på handlingsplanen for sjældne sygdomme, men også på sundhed – sundhed er en afgørende faktor for konkurrenceevne. Vores sundhedsunion må ikke bare være tomme ord"
I udtalelsen om det europæiske flagskibsinitiativ på sundhedsområdet defineres nogle strategiske søjler til styrkelse af solidariteten og samarbejdet mellem medlemsstaterne på sundhedsområdet. Blandt disse er oprettelsen af en europæisk pleje- og sundhedsgaranti, som bør indeholde flerårige sundhedsmål på EU-plan. Dette kunne føre til udarbejdelse af en juridisk bindende tekst (f.eks. et direktiv).
En anden søjle er gennemførelsen af "One Health"-tilgangen, som skaber forbindelser mellem politikker for mennesker, dyr, planter og miljø. I udtalelsen om bekæmpelse af sjældne sygdomme opfordres Kommissionen til at offentliggøre en meddelelse med en omfattende europæisk handlingsplan for sjældne sygdomme, som fastsætter tidsbundne mål (SMART-mål), der kan nås inden 2030. (lm)