Af Stefano Mallia, formand for Arbejdsgivergruppen

Donald Trump har vundet valget i USA og bliver præsident for anden gang. Vælgerne har talt, og det skal respekteres. Men hvad gør vi nu?

EU og USA er fortsat vigtige geopolitiske partnere og handelspartnere, da vores forhold er rodfæstet i gensidighedsprincippet. Isolationisme og protektionisme hører ikke hjemme i dagens indbyrdes forbundne verden, da sådanne tilgange underminerer vores gensidige og globale samarbejde og økonomiske velstand.

EU og USA er hver især hinandens største handelspartner. Den bilaterale handel mellem EU og USA ligger på et historisk højt niveau og udgjorde i 2023 over 1,6 billioner EUR, mens de bilaterale investeringer ligger på over 5 billioner EUR. USA er en vigtig kilde til direkte udenlandske investeringer i EU, idet USA's direkte udenlandske investeringer i Europa skønnes at udgøre 3,6 billioner USD, mens EU's investeringer i USA ligger på ca. 3 billioner USD. Disse gensidige investeringer skaber stærkere indbyrdes økonomisk afhængighed samt millioner af arbejdspladser på begge sider af Atlanten.

Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at arbejde på vores forhold. At indføre told på EU-varer, sådan som Trump tidligere har foreslået, ved at der pålægges mellem 10 % og 20 % told på import fra alle lande, herunder EU, er en blindgyde. Af den grund efterspørger vi en mere åben dialog og en fremadskuende samarbejdsdagsorden.

Handels- og Teknologirådet mellem EU og USA (TTC) har fremmet en dialog om kritiske spørgsmål såsom kunstig intelligens og halvledere. På den ene side er der behov for en styrket og opgraderet dialog, hvilket på den anden side dog kræver, at EU fremskynder sine politiske reformer, får orden i sine sager og finder ud af, hvordan man bedst kan samarbejde med USA.

Vi skal også berede os på, at vi på vigtige områder såsom klimaændringer og Ukraine muligvis kan blive tvunget til at gå enegang. Eftersom dette er et meget realistisk scenario, bør vi begynde at forholde os til, at det nu reelt er den nye virkelighed.