European Economic
and Social Committee
Digitale innovationsknudepunkter styrker grønne og digitale SMV'er
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anbefaler, at digitale innovationsknudepunkter styrkes for at fremme EU's innovationskapacitet som led i omstillingen til en bæredygtig fremtid. Digitale innovationsknudepunkter udgør en værdifuld infrastruktur for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som ellers kunne have svært ved at blive grønnere og mere digitale.
EU sakker stadig agterud sammenlignet med USA og Japan med hensyn til FoU-investeringer set i forhold til BNP (2,32 % i 2020 sammenlignet med 3,08 % i USA og 3,2 % i Japan).
EØSU mener, at EU bør fremme FoU-investeringer med 3 % af BNP og har fremsat adskillige anbefalinger til, hvordan man bedst kan anvende digitale innovationsknudepunkter, i en initiativudtalelse, der blev vedtaget på plenarforsamlingen i oktober.
Ordføreren bag udtalelsen, Giuseppe Guerini, udtalte: "Den digitale omstilling berører hele det europæiske samfund, ikke kun økonomien. Den har direkte betydning for at opnå klimamålene i den europæiske grønne pagt og FN's bæredygtighedsmål, men har først og fremmest sociale konsekvenser på mange områder.
Medordfører Nicos Epistithiou tilføjede: "Digitale innovationsknudepunkter fungerer som kvikskranker, der vejleder SMV'er om den digitale og grønne omstilling. Fagforeninger, civile samfundsorganisationer, arbejdsgiverorganisationer og offentlige myndigheder er nødt til at samarbejde inden for disse knudepunkter."
Digitale innovationsknudepunkter fungerer som et regionalt samarbejde mellem forskellige former for organisationer. De fungerer som platforme for afprøvning af teknologiske løsninger forud for investeringen og kan benyttes til at udveksle bedste praksis og til udvikling af digitale færdigheder.
Netværket for digitale innovationsknudepunkter i EU gennemgår for tiden en større omstrukturering, men EØSU er bekymret for, om der mangler en klar vision for deres fremtidige udvikling.