European Economic
and Social Committee
Connecting EU 2023 stiller skarpt på det kommende EU-valg
EØSU's flagskibsarrangement for kommunikation, der samler kommunikationsmedarbejdere fra civilsamfundsorganisationer, afholdes i Bratislava den 23. og 24. november. I perioden frem til 2024, der – som flere har nævnt – kan betegnes som "VM i valg" i lyset af de mange valg, som vil blive afholdt rundt om i verden, vil Connecting EU fokusere på valget til det nye Europa-Parlament.
Navnlig seminaret "Valg til Europa-Parlamentet 2024. Hvorfor stemme?" skal få civilsamfundsorganisationerne til at hjælpe med at informere om EU-valgets betydning og sikre en høj valgdeltagelse i en tid, hvor demokratiet er på tilbagetog i flere medlemsstater, og tilliden til de demokratiske institutioner er dalende i samtlige lande.
Seminaret vil mere specifikt dreje sig om tre temaer, der højst sandsynligt kommer til at præge debatten i de kommende måneder:
- Desinformation og dens betydning for valget i 2024: Der kommer helt sikkert til at florere mange falske nyheder og falske historier i valgkampen om at få en plads i Europa-Parlamentet. Bliver desinformation endnu sværere at komme til livs, efterhånden som den antager nye former med hjælp fra kunstig intelligens? Kan de nye EU-regler om desinformation bidrage til at stoppe troldehærene på de sociale medier i at sprede løgne? Kan de være med til at hindre udenlandsk indblanding i valget? Hvad kan der gøres for at dæmme op for den bølge af desinformation, der truer i horisonten?
- Opgaven med at få civilsamfundet til at engagere sig i valget: Hvad virker, og hvad gør ikke? Demokratiet er på lavt blus i hele Europa. Er civilsamfundet klar til at løfte opgaven med at overbevise europæerne om EU-valgets betydning og få så mange som muligt op af sofaen og hen til stemmeurnerne? Vi befinder os i et nyt kommunikationslandskab, hvor de traditionelle medier ser ud til at tabe terræn. Vil kampen om vælgernes hjerter og fornuft udspille sig på de sociale medier eller snarere fysisk til offentlige vælgerarrangementer? Hvad skal man gøre og ikke gøre, når man kommunikerer med potentielle vælgere? Det finder vi ud af ved at se på de seneste valg.
- Valg og unge – Hvordan får vi overbevist de unge om, at deres stemme gør en forskel? Hvordan får vi flest muligt unge hen i stemmeboksen? Friske meningsmålinger viser, at over halvdelen af europæerne under 25 år føler sig svigtet af politikerne generelt og af EU. Hvad vil det kræve at ændre deres opfattelse?
Seminaret afholdes som led i "Connecting EU"-serien, der hvert år stiller en platform til rådighed, hvor journalister og kommunikationsmedarbejdere fra civilsamfundsorganisationer kan mødes og drøfte aktuelle spørgsmål af fælles interesse og relevans for Europa. Det samler EØSU-medlemmer og andre EU-repræsentanter, partnerorganisationer fra medlemsstaterne, journalister og forskere til en debat om højaktuelle spørgsmål.
Det fulde program og listen af talere vil blive offentliggjort snarest på EØSU's websted. Yderligere oplysninger findes på: pressofficers@eesc.europa.eu.