European Economic
and Social Committee
Kære læser,
Kommissionen vedtog i starten af oktober sit arbejdsprogram for 2022 "Sammen om at styrke Europa" med fokus på genopbygningen af et mere retfærdigt og mere robust samfund efter covid-19 og fremme af den grønne og den digitale omstilling. Det glædede mig at se, at der er taget højde for mange af de anbefalinger, der blev fremsat i EØSU's resolution, som vi vedtog på plenarforsamlingen i juni.
Vores fælles prioriteter drejer sig om at opnå klimaneutralitet frem mod 2050, forme en digital fremtid, styrke den unikke sociale markedsøkonomi, opbygge et velstående EU og styrke Europa på verdensplan.
Klimaændringerne er en af de største udfordringer, som EU står over for, og EØSU er mere end nogensinde engageret i den europæiske grønne pagt. Bæredygtig udvikling bør blive et tankesæt og grundlaget for en konkurrencedygtig europæisk økonomi, uden at man samtidig glemmer at fokusere på cirkularitet.
For at sikre en effektiv digitalisering bør vi sikre os, at uddannelserne opfylder de krav, som tidsalderen med kunstig intelligens stiller. Det er afgørende, at alle EU-borgere nyder lige muligheder, når det gælder håndteringen af ændringerne på arbejdsmarkedet og i dagliglivet.
Da genopretning er et centralt element i EU's omstilling efter covid-19, er iværksætteraktivitet vigtig for økonomisk vækst, beskæftigelse og social inklusion. Men en økonomi, der tjener borgerne, kan ikke opnås uden social og civil dialog.
Dialog og civilsamfund er også afgørende for et sundt demokrati, der respekterer retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder. Vi øjner i dag et behov for at iværksætte stærkere mekanismer for bedre at overvåge spørgsmål omkring borgerrummet og forsvare civilsamfundets spillerum. Når talen er om demokrati må vi ikke glemme behovet for tiltag, der opretholder EU-rettens forrang.
Og sidst, men ikke mindst: I forbindelse med konferencen om Europas fremtid og Kommissionens nyligt vedtagne arbejdsprogram kan jeg ikke kraftigt nok understrege betydningen af civilsamfundets inddragelse i udformningen af politikken. Udvalget vil fortsat arbejde tæt sammen med EU-institutionerne på at nå de fælles mål, der tjener til at styrke vores samfund.
Forenet for EU's fremtid.
Christa Schweng
Formand for EØSU