Den europæiske grønne pagt vil uundgåeligt påvirke vores forbindelser udadtil. På en hybridkonference, der afholdes i fællesskab af EØSU og FN's netværk for løsninger til bæredygtig udvikling (SDSN) i Bruxelles den 6. december, vil der blive set nærmere på omfanget af denne påvirkning.

Formålet med den europæiske grønne pagt er at dekarbonisere den europæiske økonomi og afkoble økonomisk vækst fra ressourceforbrug samt sikre, at ingen lades i stikken i denne proces. Ved at lade sit indre marked gennemgå en industriel omstilling ønsker EU at blive et forbillede for andre globale aktører.

EU's forbindelser med resten af verden vil uundgåeligt blive påvirket af brugen af grønne energikilder, herunder indførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, den nye generation af handelsaftaler med større fokus på miljøvenlighed, den kommende revolution inden for transportsektoren samt de nye udfordringer og muligheder på beskæftigelsesområdet.

Talere fra EU, FN's netværk for løsninger til bæredygtig udvikling (SDSN), IPCC (FN's mellemstatslige panel om klimaændringer) og forskellige andre statslige og ikkestatslige organisationer vil drøfte denne banebrydende udvikling i EU's politiske beslutningsproces.

Konferencen vil blive afrundet med afsluttende bemærkninger fra EØSU's formand Christa Schweng, formanden for EØSU's Sektion for Eksterne Forbindelser, Dimitris Dimitriadis, og fremtrædende medlemmer af EØSU.

Læs mere om arrangementet og/eller tilmeld dig her: https://www.eesc.europa.eu/da/agenda/our-events/events/geopolitics-european-green-deal. (dv/dm)