Mikuláš Bek, den tjekkiske minister for europæiske anliggender, afslørede de fem sandsynlige politiske prioriteter for det kommende tjekkiske formandskab for EU-Rådet i en tale til EØSU's medlemmer den 28. april 2022 i Prag.

Mikuláš Bek redegjorde for det tjekkiske formandskabs forventede politiske prioriteter på et møde i EØSU's præsidium og understregede, at fokus vil være på den grønne og den digitale omstilling, men også på sikkerheden i lyset af de seneste begivenheder.

Under mottoet "Europa som en opgave" fra en tale fra det tjekkiske statsoverhoved Václav Havel i Aachen vil det tjekkiske EU-formandskab fokusere på:

1) håndtering af flygtningekrisen og den efterfølgende genopretning af Ukraine;
2) energisikkerhed i Europa;
3) styrkelse af den europæiske forsvarskapacitet og cybersikkerhed;
4) den europæiske økonomis strategiske modstandsdygtighed;
5) de demokratiske institutioners modstandsdygtighed.

Med henvisning til udviklingen i krisen i Ukraine sagde han, at "sikringen af adgang til økonomisk overkommelige, bæredygtige, men også pålidelige energikilder vil være en af de største udfordringer, som EU nogensinde har stået over for".

I debatten opfordrede EØSU's medlemmer ministeren til at øge EU's og de nationale regeringers støtte til civilsamfundsorganisationerne og sagde, at sådanne organisationer befinder sig helt fremme i frontlinjen i den humanitære krise, som den russiske invasion af Ukraine har medført, og har brug for hurtig praktisk hjælp.

Europæisk solidaritet var en anden vigtig tråd i diskussionen: Medlemmerne understregede, at det kun ville være muligt at standse energiimporten fra Rusland, hvis alle EU's medlemsstater holdt sammen og delte de tilgængelige energikilder.

Flere talere advarede også mod at se bort fra de sociale aspekter under det tjekkiske rådsformandskab i anden halvår 2022. Med stigende energi- og fødevarepriser er fattigdommen stigende og truer den sociale samhørighed.

På et seminar, der blev afholdt som led i arrangementet om et optimalt energimiks for bæredygtig og økonomisk overkommelig energi, påpegede EØSU's formand Christa Schweng, at det er afgørende at reducere EU's energiafhængighed af tredjelande. Ifølge hende var vejen frem at diversificere energikilderne og øge investeringerne i vedvarende energi.

"For at sikre en vellykket omstilling skal civilsamfundsorganisationerne spille en central rolle i udformningen og gennemførelsen af politikker”, sagde hun. (mp)