Konkurrenceevne synes at være på alles læber lige nu, hvor deregulering bliver set som en magisk løsning på, hvordan Europa kommer på landkortet over globale økonomiske aktører. Men der er mange måder at måle konkurrenceevne på, og der er ikke noget enkelt svar på, hvor meget regulering er for meget. Hvis man ikke passer på, risikerer debatten om konkurrenceevne og deregulering at ende med alt for enkle sort-hvide argumenter, der kan true en sund økonomisk politikudformning, skriver månedens gæst Karel Lannoo, der er administrerende direktør for Centre for European Policy Studies (CEPS).

Karel Lannoo er administrerende direktør for CEPS, der er en af Europas førende uafhængige tænketanke. Han er specialiseret i finansiel regulering, europæisk økonomisk styring og spørgsmål vedrørende det indre marked, og hans seneste publikationer omfatter "Understanding Europe" (på nederlandsk), en taskforcerapport om den politiske dagsorden for den finansielle sektor til von der Leyen II-Kommissionen og forskellige bidrag til akademiske tidsskrifter og analyser. Karel er en hyppig taler ved høringer i europæiske, nationale og internationale institutioner samt ved internationale konferencer og lederprogrammer. Han leder undersøgelser for nationale regeringer, multilaterale organisationer og enheder i den private sektor. Han får jævnligt offentliggjort sine tekster i medierne. Derudover sidder Karel i bestyrelser for selskaber og fonde og er medlem af forskellige rådgivende råd, bl.a. kapitalmarkedskommissionen under AFM, Nederlandenes kapitalmarkedstilsynsmyndighed.

Af Stefano Palmieri
EØSU's Arbejdstagergruppe

Der er betydelig overlapning mellem Letta- og Draghirapporterne, selv om de er meget forskellige i deres analyse og foreslåede strategier.

Samhørighedspolitikken er et eksempel. I Lettarapporten spiller den en central rolle ved at sikre, at fordelene ved det indre marked fordeles mellem alle borgere og regioner i Unionen. Rapporten fremhæver også forbindelsen mellem samhørighedspolitikken og tjenesteydelser af almen interesse, som er afgørende for, at europæerne har mulighed for at vælge, hvor de vil bo og arbejde. I modsætning hertil synes Draghirapporten at nedtone samhørighedspolitikkens betydning og de sociale og territoriale dimensioner af konkurrenceevnen. Rapporten behandler den europæiske konkurrenceevne uden at tage hensyn til territoriale forskelle og antyder dermed, at en styrkelse af EU's overordnede konkurrenceevne vil løse regionale problemer. Den tager ikke højde for, at lav konkurrenceevne og territoriale ulemper er to sider af samme sag i mange regioner.

Begge rapporter anerkender, at "business as usual" ikke længere er en mulighed for Unionen. De aktuelle krisers presserende og komplekse karakter kræver et betydeligt kursskifte i EU's politiske beslutningsproces, muligvis endda gennem traktatændringer. Kan vi virkelig diskutere udvidelse uden at tage fat på behovet for en dybere politisk integration? Dette kursskifte er også nødt til at omfatte en opskalering. Den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR) er utilstrækkelig, idet den er låst til lige over 1 % af EU's BNI og begrænset af den forældede "fair return"-logik. Der er behov for en ny tilgang inspireret af Next Generation EU-modellen. Ekstraordinære udfordringer skal imødegås ved hjælp af ambitiøse løsninger, herunder udstedelse af "fælles sikre aktiver" som set under pandemien.

Den kommende FFR for perioden 2028-2034 vil være en test for EU's sande hensigter, da den fastsætter prioriteter for de næste syv år. I den forbindelse er det rimeligt at forvente en åben debat om de udfordringer, som EU står over for i betragtning af de mange igangværende kriser, samt om Unionens centrale mål og de fælles europæiske goder, som den ønsker at levere til borgerne.

Når man overvejer lovgivningsmæssige reformer som anbefalet i begge rapporter, er det vigtigt at huske på, at EU er verdens mest avancerede "sociale markedsøkonomi". Unionens høje økonomiske, sociale og miljømæssige standarder er afgørende for denne models succes og ikke en hindring for den. EU's regler kan derfor ikke uden videre sammenlignes med reglerne i USA og Kina. Enhver indsats for at forenkle EU-reglerne skal stadig beskytte arbejdsvilkår, arbejdstagernes sikkerhed, forbrugerrettigheder, den sociale og økonomiske samhørighed og bæredygtig vækst.

Europa har indset, om end lidt for sent, at det ikke længere er tilstrækkeligt at være et stort marked. For at komme videre skal EU stræbe efter større enhed, herunder dybere politisk integration og reelt fælles politikker for økonomi, industri, handel, udenrigsanliggender og forsvar. De kommende måneder vil være afgørende for udformningen af Europas fremtid.

Af Karel Lannoo

Det er lige nu på mode at hævde, at Europa ikke er konkurrencedygtig, og at kræve en omfattende dereguleringskampagne på EU-plan. Hvor problematisk den økonomiske situation er, afhænger dog af omstændighederne og definitionen af konkurrenceevne samt af hvilken nævner og hvilke benchmarks man anvender.

Derudover sidestilles konkurrenceevne med deregulering, og det kan man ikke. En omfattende forenklingskampagne er heller ikke løsningen. For at bevare overtaget er det derfor vigtigt at bruge de rigtige parametre, så debatten ikke bliver afsporet og falder ud til den euroskeptiske lejrs fordel.

Konkurrenceevnen er atter blevet et politisk mål, selv om det faktisk aldrig har været andet – og det er vigtigt ikke at glemme fortiden. Med Lissabonstrategien, der formelt blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i marts 2000, ønskede EU at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden med en bæredygtig økonomisk udvikling, som skulle resultere i mere og bedre beskæftigelse samt større social samhørighed. Allerede under Jacques Delors' formandskab var konkurrenceevnen et spørgsmål, der optog Europa-Kommissionen – læs bare Paul Krugmans berømte artikel fra 1994, hvor han kaldte den for en "farlig besættelse". Jacques Delors var på daværende tidspunkt bekymret over den stigende arbejdsløshed i Europa på grund af konkurrencen fra USA og Japan, og hans løsningsforslag var et program for investeringer i infrastruktur og højteknologi. Det har vi hørt før.

Forenkling af lovgivningen har også længe været på dagsordenen. Tiltagene under den enklere lovgivning for det indre marked (Slim) blev indledt allerede i 1996, hvor EU bestod af 15 medlemsstater. Charles McCreevy, der var kommissær fra 2004-2009, gik ind for at holde "pauser" i lovgivningen i 2005 og 2006, indtil finanskrisen ramte. Næstformand Frans Timmermans fik under Juncker-Kommissionen til opgave at gennemføre et program for bedre regulering. Alle disse planer var prisværdige, men det havde været bedre at forholde sig til de grundlæggende årsager til den lovgivningsmæssige kompleksitet – det vil sige beslutningsprocessen og den ringe håndhævelse – i stedet for blot at symptombehandle. Med 27 medlemsstater er det dog lettere sagt end gjort.

Konkurrenceevne handler – i det mindste ifølge Draghirapportens definition – mere om produktivitet og vækst i BNP, hvilket kan give vidt forskellige resultater, afhængigt af nævneren. Der er imidlertid også andre måder at måle konkurrenceevne på. Man kunne se på den interne kontra den eksterne konkurrenceevne. Internt ser EU ud til at stå svagt med en faldende produktivitet i forhold til USA. Eksternt har EU imidlertid et overskud på handelsbalancen og de løbende poster, mens USA har et enormt underskud begge steder – men det synes ikke at være et problem (undtagen for Donald Trump).

Finanspolitisk står EU også meget bedre end USA og endda Japan, men vi mangler præcise data for at kunne sammenligne os mere nøjagtigt med Kina. EU's budgetunderskud var på ca. 3,5 % af BNP i 2024, mens USA's var næsten dobbelt så stort (6,4 %). Dollarens særlige position på de internationale markeder gør, at USA kan finansiere dette underskud. Markederne er dog bekymret for den amerikanske økonomi i lyset af de divergerende rentesatser på mellemlang sigt EU og USA imellem. I øjeblikket ligger rentesatsen for lån med 6 måneders løbetid i USD på 4,8 %, mens den ligger på 2,5 % i eurozonen (Euribor).

Derudover har energipriserne i EU været meget højere end i USA siden midten af 2021, hvor Putin begyndte at manipulere priserne, hvilket giver fremstillingsindustrien og navnlig Tyskland konkurrenceproblemer. Energiomkostningerne i EU er lige nu mindst 50 % højere end i USA.

Energipolitik er et andet godt eksempel at have med i debatten om regulering: Er for meget regulering problemet? Nej, tværtimod. EU har et indre marked for energidistribution, men ikke for -produktion, hvilket fortsat er medlemsstaternes domæne. Det skaber problemer i lande med overskudsproduktion som Sverige, da det får priserne til at stige på grund af energimangel i andre lande som Tyskland.

Derudover kunne man i den digitale sektor spørge, om det ville være bedre slet ikke at have nogen regulering. Ønsker vi ytringsfrihed og ingen moderering af indhold som i USA? Ønsker vi det oligopolistiske marked, som vi har nu?

Med disse korte betragtninger vil jeg gerne understrege, at debatten om konkurrenceevne og deregulering skal føres med forsigtighed for at undgå, at det udvikler sig til en sort-hvid debat, som kan påvirke en sund økonomisk politik i negativ retning.

af Giuseppe Guerini
EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer

Sidste år bad Kommissionen og Det Europæiske Råd Mario Draghi og Enrico Letta om at udarbejde rapporter om henholdsvis EU's konkurrenceevne og om, hvordan det indre marked kan forbedres. I disse rapporter sættes der en ambitiøs politisk EU-dagsorden, der både tjener som køreplan og benchmark for vurdering af institutionernes og de politiske beslutningstageres engagement i og evne til at forme EU's fremtid.

Rapporterne kan bruges til at vurdere, hvor effektivt institutioner og ledere håndterer nutidens komplekse udfordringer.

EØSU's udtalelse om rapporterne er et nyttigt redskab til evaluering af de indledende skridt i den nye politiske cyklus. Det første skridt blev taget med det konkurrenceevnekompas, som Kommissionen offentliggjorde den 29. januar. I kompasset indgår flere højt prioriterede forslag, som vi også lagde vægt på i vores udtalelse, såsom at mindske det konkurrencemæssige efterslæb, fuldføre det indre marked, forenkle reglerne uden at gribe til deregulering samt anerkende, at konkurrenceevne beror på mennesker og færdigheder.

Ud over manglende konkurrenceevne er der imidlertid også mangel på konkret handling. Indtil videre har Kommissionen fremlagt strategiske dokumenter, meddelelser og tilsagn, men håndgribelige tiltag ligger stadig flere måneder ude i fremtiden. Denne forsinkelse tydeliggør, som påpeget i vores udtalelse, at EU-institutionerne og medlemsstaterne også er nødt til at indlede en debat om, hvor relevante EU's grundlæggende regler og de gældende traktater er for håndteringen af nutidens udfordringer, som kalder på resolut handling.

At handle hurtigt vil ikke nødvendigvis sige at gå på kompromis med kvaliteten. Dette demonstrerede Kommissionen i 2020 med sin resolutte iværksættelse af Next Generation EU-initiativet. Nu bør den udvise samme fleksibilitet.

Det kræver en bred tilgang at nå disse mål. En hurtig fuldførelse af det indre marked er vigtig, men skal ledsages af et tilsagn om miljømæssig bæredygtighed, økonomisk velstand og social og territorial samhørighed, da disse er centrale drivkræfter for konkurrenceevnen.

En sådan vision forudsætter ligeledes en sammenhængende industripolitik, der ikke kun består af fragmenterede nationale tilgange, og som understøttes med strategiske skatte- og toldincitamenter. Samtidig er det for at fremme et mere dynamisk erhvervsklima afgørende at mindske regelbyrden og overholdelsesomkostningerne gennem en mere intelligent regulering samt strømlinede administrative processer.

I energisektoren er det altafgørende at udjævne prisforskellen mellem de enkelte medlemsstater og i forhold til de andre globale økonomier. For at nå dertil er det nødvendigt at investere mere i vedvarende energi, hvilket vil sikre et mere konkurrencedygtigt og bæredygtigt energimarked.

EU må også bakke sine ambitioner op med udvikling af en fælles politik for europæiske offentlige goder, hvori EU klart definerer sine strategiske prioriteter og styrker sin stilling globalt set.

EØSU vil fortsat overvåge gennemførelsen af disse politikker og sikre, at det europæiske civilsamfunds synspunkter bliver hørt og taget i betragtning.

Af Matteo Carlo Borsani
EØSU's Arbejdsgivergruppe

Den første og vigtigste opfordring i EØSU's udtalelse er, at der omgående træffes skridt til at gennemføre anbefalingerne i Letta- og Draghirapporterne. Jeg mener, at dette bør gælde alle anbefalingerne – man kan ikke håndplukke fra de to rapporter. De skal gennemføres i deres helhed, dvs. forslagene må ikke indskrænkes og kun fokusere på det, der er nemt, så man undgår de mest kritiske og kontroversielle spørgsmål såsom investeringer. 

Ser vi først på Draghirapporten og det indlysende vigtige fokus på EU's konkurrenceevne generelt, anser jeg rapportens anbefalinger om EU's industripolitik som helt afgørende. Det gælder især understregningen af behovet for en industripolitik, der kan komme den nuværende fragmenterede tilgang til livs. I dag har vi 27 nationale industripolitikker, som ikke altid er koordinerede. Kun med en struktureret europæisk indsats vil vi her kunne finde den rette balance mellem på den ene side skatte-, lovgivnings- og handels-/toldforanstaltninger og på den anden side finansielle incitamenter, som er det, der kendetegner USA's og Kinas seneste industripolitikker, og som vil skabe store gevinster for det indre marked.

Denne indsats skal dog ledsages af en markant mindskelse af regelbyrden for virksomheder, og i det lys er jeg særlig glad for, at der i Lettarapporten efterlyses et indre marked, hvor det går hurtigt, og som går langt. Nogle af rapportens vigtigste anbefalinger er, at regelbyrden skal strømlines, de administrative procedurer forenkles, og at der skal træffes yderligere tiltag for at mindske bureaukratiet, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er). I den sammenhæng bifalder EØSU i sin udtalelse Kommissionens forslag om at mindske rapporteringsbyrden med 25 % for alle virksomheder og fastsætte et mål på mindst 50 % for SMV'er. Som en videreudvikling af Lettarapportens anbefaling om at overveje en mekanisme, der kan bistå medlovgiverne med en dynamisk konsekvensanalyse, bakker EØSU desuden kraftigt op om idéen om, at der gennemføres en kontrol af konkurrenceevnen under lovgivningsproceduren.

I takt med at kunstig intelligens forandrer vores arbejdspladser, er det afgørende fortsat at fremme menneskecentreret AI og slå til lyd for politikker, der skaber balance mellem stærk AI-udvikling i Europa og social retfærdighed og arbejdstagerrettigheder. Sådan lød det under en debat på højt plan i EØSU.

På sin plenarforsamling i januar afholdt EØSU en debat om anvendelsen af kunstig intelligens på arbejdspladsen med indlæg ved blandt andre EØSU's formand, Oliver Röpke, ledende næstformand for Kommissionen, Roxana Mînzatu, og Polens viceminister for familie, arbejde og socialpolitik, Katarzyna Nowakowska.

Oliver Röpke åbnede debatten og sagde: "Kunstig intelligens er en af de mest opbrydende tendenser i vores tid. Den har et enormt potentiale, men skaber også kritiske udfordringer. Dagens debat bekræfter på ny betydningen af at forankre AI-politikken i principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder."

Roxana Mînzatu understregede følgende: "Når vi tænker på AI, navnlig på arbejdspladsen, bør vi se på, hvordan vi kan øge vores investeringer i forskning og innovation, og hvordan vi kan forenkle de europæiske virksomheders muligheder for at udvikle sig inden for dette område, så vores egne teknologier kan bygge på europæiske data og europæiske værdier. I overensstemmelse med vores værdier om sociale rettigheder og lighed sikrer vi, at de europæiske arbejdstagere har samme rettigheder i en verden såvel med som uden AI – at de er beskyttet, og at der gennemføres menneskecentreret kontrol."

Katarzyna Nowakowska anførte, at kunstig intelligens i arbejdslivet har skabt enorme muligheder for at øge produktiviteten og konkurrenceevnen for virksomheder, men også medført en række spørgsmål om dens indvirkning på job og beskæftigelse, arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, arbejdsvilkårene, den generelle jobkvalitet og den sociale dialogs rolle.

Vedtagelse af udtalelsen om AI til gavn for arbejdstagerne og den vedlagte modudtalelse

Efter plenardebatten vedtog EØSU initiativudtalelsen om AI til gavn for arbejdstagerne: muligheder for at udnytte potentialet og modvirke risiciene ved AI i forbindelse med beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker, udarbejdet af ordfører Franca Salis-Madinier. Udtalelsen blev vedtaget med 142 stemmer for, 103 imod og 14 hverken for eller imod. Den fik ikke opbakning fra EØSU's Arbejdsgivergruppe, som fremsatte en modudtalelse.

I udtalelsen understreger EØSU, at den sociale dialog og inddragelse af arbejdstagerne spiller en afgørende rolle med hensyn til at bevare arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og fremme "pålidelig" AI på arbejdsmarkedet. Udvalget tilføjer, at de nuværende regler bør afhjælpe manglerne, hvad angår beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder på arbejdspladsen og sikre, at mennesker bevarer kontrollen over alle interaktioner mellem menneske og maskine.

Modudtalelsen fra Arbejdsgivergruppen blev vedlagt udtalelsen. Gruppens medlemmer forklarede, at EU efter deres opfattelse allerede har redskaberne til at tage AI-revolutionen til sig, og at den eksisterende retlige ramme vil sikre en gnidningsløs anvendelse heraf. (lm)

Kunstig intelligens ændrer arbejdslivet i et hidtil uset tempo og skaber både muligheder og udfordringer for arbejdstagere, virksomheder og politiske beslutningstagere. Den 3. februar afholdt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) en fælles konference på højt plan under overskriften "Social retfærdighed i den digitale tidsalder – AI's indvirkning på arbejdsliv og samfund".

På konferencen på højt plan drøftede fremtrædende ledere – herunder flere beskæftigelsesministre fra EU's medlemsstater – strategier til at udnytte AI's potentiale og samtidig imødegå de risici, som den udgør for arbejdstagernes rettigheder og arbejdsmarkederne. Dette arrangement leverede et vigtigt bidrag til den globale koalition for social retfærdighedog fremhævede behovet for en koordineret tilgang til AI-forvaltning på både europæisk og globalt plan. Den fælles konference på højt plan blev arrangeret af EØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab (SOC) og ILO.

En opfordring til etisk og inklusiv AI-udvikling

I sin åbningstale på konferencen understregede EØSU's formand Oliver Röpke, at der er et presserende behov for en menneskecentreret tilgang til AI, idet han fastslog, at: "Kunstig intelligens allerede er ved at omforme vores samfund og arbejdsmarkeder, hvilket skaber både muligheder og udfordringer. EØSU og dets partnerorganisationer er fast besluttet på at sikre, at AI bliver en drivkraft for social retfærdighed, der styrker arbejdstagernes rettigheder, fremmer inklusion og forebygger nye uligheder. En retfærdig og menneskecentreret AI-fremtid kræver en kollektiv indsats – fra politiske beslutningstagere til arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet – for at sikre, at teknologien fungerer til gavn for mennesker og ikke imod dem."

ILO's generaldirektør Gilbert F. Houngbo fremhævede betydningen af proaktive politikker til afbødning af AI's forstyrrende indvirkning på beskæftigelse og arbejdspladser: "Vi er nødt til at sikre, at vi udformer AI på en måde, der fremmer social retfærdighed. Dette kræver flere tiltag: støtte til arbejdstagere, herunder i form af færdigheder og social beskyttelse, lettere adgang til AI-teknologi for virksomheder af alle størrelser og i alle dele af verden for at udnytte produktivitetsfordelene og sikring af, at integration af AI på arbejdspladsen beskytter arbejdstagernes rettigheder og fremmer den sociale dialog i den digitale omstilling."

I løbet af to paneldebatter delte de højtstående talere deres indsigt i de udfordringer og muligheder, de ser med hensyn til at udnytte AI til at fremme anstændigt arbejde og rummelige arbejdsmarkeder og bidrage til ligestilling mellem kønnene i de kommende år. Blandt paneldeltagerne var beskæftigelsesministrene Agnieszka Dziemianowicz-Bąk (Polen), Yolanda Díaz (Spanien), Níki Keraméos (Grækenland) og Maria do Rosário Palma Ramalho (Portugal), samt den franske regerings delegerede ved ILO og G7-G20, Anousheh Karvar.

Under drøftelserne blev det fremhævet, at selv om der er en risiko forbundet med udbredelsen af AI, er der ikke grund til at stille sig totalt afvisende over for denne nye teknologi. Det er imidlertid vigtigt at fokusere på social dialog og inddrage arbejdstagerne i udbredelsen af AI, samtidig med at der lægges særlig vægt på omskolings- og opkvalificeringsindsatsen. En korrekt og kontrolleret udrulning og regulering af AI vil bidrage til at forebygge større chok og gøre det muligt at reducere repetitive arbejdsopgaver, uden at dette nødvendigvis vil føre til omfattende afskedigelser. (lm)

Den 13.-14. marts 2025 afholder Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) sit årlige ungdomsarrangement, Dit Europa, din mening! (YEYS), der samler mere end 130 deltagere fra hele Europa og tredjelande. Dette enestående arrangement samler gymnasieelever, repræsentanter for ungdomsorganisationer og delegerede fra nationale ungdomsråd i alderen 16-25 år fra alle 27 EU-medlemsstater, 9 kandidatlande og UK.

Med en række workshopper, paneler og debatter vil arrangementet udgøre en platform, hvor unge kan bidrage aktivt til udformningen af Europas fremtid. I år afholdes arrangementet under overskriften "En stemme til ungdommen", og deltagerne vil drøfte vigtige emner såsom bæredygtighed, social inklusion, digital omstilling m.m.

Resultaterne af disse drøftelser og de indsamlede erfaringer vil bidrage til EØSU's anden civilsamfundsuge, og de vil også blive præsenteret ved Det Europæiske Ungdomsarrangement (EYE) i juni 2025, der afholdes af Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Arrangementet understreger betydningen af, at de unge engagerer sig i borgerinitiativer, deltagelsesdemokrati og udformningen af EU-politikker.

Hold øje med, hvilke resultater og initiativer dette vigtige arrangement munder ud i. (kc)

Af Maria Nikolopoulou

Få dage inden fejringen af kvindernes internationale kampdag og op til det 69. møde i FN's Kommission for Kvinders Status (i New York) er det oplagt at reflektere over og evaluere de fremskridt, der er gjort med at opnå ligestilling mellem kønnene. Det er også et godt tidspunkt til at se fremad og bane vejen for fortsatte fremskridt.

Ser man på den lovgivningsmæssige ramme, er der forbedringer at spore: Flere kvinder er aktive på arbejdsmarkedet, de tjener bedre, opnår et højere uddannelsesniveau, øger deres politiske repræsentation og beklæder flere magtfulde poster. Fremskridtene har imidlertid været langsommelige og ujævne medlemsstaterne imellem.

Og så længe der fortsat findes strukturelle uligheder og kønsstereotyper, og der ses tilbageslag for kvinders rettigheder, vil kvinder stadig være underrepræsenteret i det offentlige rum, i politik og på STEM-uddannelser, de vil blive udsat for vold både online og offline og vil mangle adgang til ressourcer og kapital til iværksætteri. De vil også i højere grad blive ramt af tidsfattigdom og økonomisk fattigdom, og det vil tage uforholdsmæssigt mange år at udligne løn- og pensionsgabet mellem mænd og kvinder.

At komme videre kræver først og fremmest uddannelse, finansiering og tilsagn. Vi har brug for ressourcer til at styrke kvinders færdigheder med henblik på en digital og grøn retfærdig omstilling, finansiere nationale handlingsplaner til bekæmpelse af vold mod kvinder samt tilbyde uddannelse af alt personale, som arbejder med personer, der har været udsat for vold.

Vi er nødt til at finansiere iværksætterprojekter og oprette økonomisk overkommelige, tilgængelige pasningsordninger af høj kvalitet for børn og ældre for at befri kvinderne for byrden med ulønnede omsorgsforpligtelser. Desuden har vi brug for et stærkt tilsagn om at skabe sikre rum, få flere kvinder til at stille op til parlamentsvalg, både på lokalt og nationalt plan og på EU-plan, samt sikre kvinders aktive deltagelse i ikkevoldelige processer til konfliktløsning og fredsopbygning, samtidig med at vi fremmer kønsneutrale tilgange i disse bestræbelser.

Derudover vil en bred EU-strategi for 2030-dagsordenen bidrage til, at vi kan komme langt hurtigere fremad med at gøre ligestilling mellem kønnene til en central del af vores politikker. Verdensmålene for bæredygtig udvikling bør behandles samlet, ikke hver for sig.

EU gør det "godt". Men "godt" er ikke godt nok for de mænd, kvinder og piger i EU, der kæmper for at opnå reel kønsligestilling i de kommende år. Vores rolle som civilsamfund er at presse de politiske beslutningstagere yderligere til at bevæge sig hurtigere fremad.