For at styrke væksten i små virksomheder i EU støtter Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) Kommissionens forslag om hovedkontorsbaseret beskatning. I sin rådgivende udtalelse slår EØSU til lyd for yderligere foranstaltninger og understreger behovet for et stærkere samarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og repræsentanter for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) med henblik på en effektiv gennemførelse og bevidstgørelse.

SMV'er, der udgør 99,8 % af de ikkefinansielle selskaber i EU, bidrager betydeligt til beskæftigelse (66,6 %) og merværdi (56,8 %). Kommissionens forslag om hovedkontorsbaseret beskatning, som er en del af den bredere hjælpepakke for SMV'er, har til formål at lette de reguleringsmæssige byrder og forenkle skatteprocedurerne for disse virksomheder. EØSU understreger, at det haster med at vedtage forslaget om hovedkontorsbaseret beskatning, der skal fungere som katalysator for at fremme mikrovirksomheders og SMV'ers vækst, med fokus på selvstændige SMV'er, der er involveret i grænseoverskridende aktiviteter. Den foreslåede reduktion er i overensstemmelse med EØSU's mål om at fremme et klima for langsigtet vækst i BNP og beskæftigelsen.

Udvalget støtter i første omgang fokus på selvstændige mikrovirksomheder og SMV'er, men foreslår, at man undersøger muligheden for at udvide hovedkontorsbaseret beskatning til også at omfatte datterselskaber i en efterfølgende evaluering efter fem år, hvilket vil øge inklusiviteten. EØSU anerkender den hovedkontorsbaserede beskatnings komplementaritet med BEFIT-forslaget, men understreger, at der er behov for årvågenhed for at undgå uoverensstemmelser i de retlige rammer. Samarbejde mellem skattemyndighederne i medlemsstaterne er afgørende for at opnå succes med hovedkontorsbaseret beskatning, og EØSU opfordrer til samarbejde for at sikre en korrekt gennemførelse og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til hurtigt at tilpasse it-systemerne og øge bevidstheden blandt mikrovirksomheder og SMV'er. (tk)

Konkurrenceevne, SMV'er og social inklusion er kernen i det belgiske EU-formandskabs program. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) fremsætter politiske anbefalinger om forholdet mellem økonomisk styring, langsigtet inklusiv vækst og bæredygtig sikkerhed samt om socialøkonomiens evne til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

I første halvdel af 2024 varetager Belgien sit trettende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, og formandskabets prioriteter blev drøftet under to debatter tilrettelagt af EØSU på plenarforsamlingen i januar.

EØSU's formand, Oliver Röpke, roste formandskabet for at inddrage arbejdsmarkedets parter i sit arbejde. Belgiens formandskab afslutter EU's institutionelle cyklus, hvilket betyder, at landet skal håndtere lovgivningsmæssige kompromiser og lede Rådet under valgkampagnerne og valget til Europa-Parlamentet.

Belgiens vicepremierminister, David Clarinval, redegjorde for formandskabets holdninger til reformen af den fælles landbrugspolitik, beskyttelsen af selvstændige arbejdstagere og EU's industripolitik. Formandskabet har anmodet EØSU om 13 rådgivende udtalelser og sigter dermed mod at bidrage til debatten om den strategiske dagsorden for 2024-2029. En interinstitutionel erklæring i april vil sætte fokus på EU's fremtidige sociale dagsorden. Formandskabets prioriteter omfatter en grøn og en social omstilling og håndtering af klima- og biodiversitetskriserne. Dets fokus på fair mobilitet for arbejdstagere og bæredygtig social beskyttelse er også kernen i EØSU's dialog med arbejdsmarkedets parter. Styrkelse af den europæiske konkurrenceevne, støtte til SMV'er og fremme af en afbalanceret handelspolitik for et globalt Europa vil være centrale fokusområder. (tk)

Energistrømme på tværs af grænserne er vigtige for at kunne forsyne de forskellige EU-medlemsstater med el og gas. Det betyder, at det er nødvendigt at opgradere energiinfrastrukturen ved hjælp af samkøringslinjer mellem nabolande for at øge Unionens kapacitet med hensyn til bæredygtig energi.

I en udtalelse, der blev udarbejdet på anmodning af det belgiske formandskab for Rådet, og som blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling den 18. januar 2024, leverede udvalget et klart budskab om dette spørgsmål.

EU bør lægge særlig vægt på udbygning af nettene, og der bør foretages betydelige investeringer for at sætte skub i den europæiske økonomi og skabe miljøvenlige arbejdspladser af høj kvalitet.

"I EØSU mener vi, at for at opnå grøn omstilling og strategisk uafhængighed på energiområdet er det helt afgørende at foretage en strukturel ændring af vores energisystem", sagde EØSU's formand Oliver Röpke under den debat, der blev afholdt i forbindelse med vedtagelsen af udtalelsen.

Belgiens energiminister, Tinne Van der Straeten, understregede, at omstillingen til ren energi, der udspringer af behovet for at bremse klimaforandringerne, nu er en økonomisk og sikkerhedsmæssig nødvendighed, og at samkøring vil føre til et mere fleksibelt system, hvor de geografiske forskelle inden for vind- og solproduktion opvejer hinanden.

"Som det ser ud nu, har infrastrukturplanerne svært ved at følge med Europas ambitioner for vedvarende energi. Vi har brug for disse transeuropæiske infrastrukturer, og det haster. De skal også være omkostningseffektive, sikre, bæredygtige og fleksible", påpegede hun. (mp)

Civilsamfundet består kort sagt af fællesskaber, der på selvstændig vis er i stand til at definere og opfylde udvalgte mål. I demokratiske systemer er civilsamfundsgrupperne talrige og forskelligartede, så de så vidt muligt kan repræsentere mangfoldigheden af stemmer og holdninger hos deres medlemmer. Under ikkedemokratiske regimer er NGO'er som oftest i opposition til lederne. Civilsamfundet kan handle gennem aktivt medborgerskab og et ønske om at samarbejde til gavn for almenvellet, uafhængigt af statslige institutioner.

Da PiS var ved magten i Polen stod civilsamfundsorganisationer sammen om at bekæmpe ændringer, der var skadelige for landets regeringssystem og beskyttelsen af menneskerettighederne. Som det fremgår af rapporten Pressure and mobilisation: Civil society and the rule of law crisis fra Helsinki-komitéen for menneskerettigheder organiserede ikkestatslige fællesskaber en lang række massedemonstrationer fra 2016 til 2022 med det formål at forsvare retsstatsprincippet og protestere mod overtrædelsen af de forfatningsmæssige værdier. De tilbød juridisk bistand til grupper, der var udsat for forskelsbehandling eller undertrykkelse. Den ikkestatslige sektor arbejder fortsat på at finde nye kanaler, der giver den mulighed for at deltage i beslutningsprocesserne, herunder ved at organisere effektive koalitioner til valg af menneskerettighedskommissæren og ombudsmanden for børns rettigheder samt borgerpaneler.

Resultatet af parlamentsvalget den 15. oktober 2023 er et vidnesbyrd om civilsamfundets styrke i Polen. Den historiske valgdeltagelse på 74,38 % og oppositionsgrupper, der vinder valget, er et bevis på den effektive mobilisering af borgerne, der har resulteret i et regeringsskifte. Kandidaterne fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS) opnåede 35,38 % af stemmerne. Dette resulterede i, at partiet som det første siden 1989 vandt parlamentsvalget for tredje gang i træk, men i modsætning til valget i 2015 og 2019 opnåede dets kandidatliste ikke det flertal af pladser, der var nødvendigt for at danne en regering. Blandt de politiske grupper, der kom ind i Sejm, var også: Borgerkoalitionen (30,7 %), Den Tredje Vej PSL-PL (14,4 %), Det Nye Venstre (8,61 %) og Sammenslutningen for Frihed og Uafhængighed (7,16 %). Tre koalitionsgrupper – Borgerkoalitionen, Den Tredje Vej PSL-PL og Det Nye Venstre fik i alt 51,72 % af stemmerne, hvilket sikrede dem det nødvendige flertal til at danne regering. Regeringen med Donald Tusk som premierminister blev dannet, efter at PiS uden held havde forsøgt at danne regering.

Ingen af prognoserne forud for valget forudså en så høj valgdeltagelse. Der mindes om, at valgdeltagelsen var 61,74 % ved parlamentsvalget i 2019 og 62,7 % ved det historiske valg i 1989. Resultaterne af undersøgelser (f.eks. CBOS og Batory Foundation) viser, at ønsket om forandring som følge af samfundets mangeårige frustration motiverede borgerne til at gå til stemmeurnerne. Det skal bemærkes, at der kunne konstateres en stærk social mobilisering inden valget, som omfattede: det rekordhøje antal vælgere, der registrerede sig til at stemme fra et sted uden for deres bopæl (kl. 15.00 den 12. oktober havde 960.000 personer ændret valgsted, og ca. 1.200.000 ønskede at gøre det). Antallet af polakker med bopæl i udlandet, der registrerede sig som vælgere blev næsten fordoblet (ca. 600.000 sammenlignet med 350.000 ved valget i 2019).

Annonceringen og afholdelsen af en landsdækkende folkeafstemning kan have været en anden medvirkende faktor bag borgernes øgede deltagelse i parlamentsvalget. Valgdeltagelsen ved folkeafstemningen var på 40,91 %, og den var derfor ikke bindende. En anden vigtig faktor i denne mobilisering var de mange foranstaltninger, som NGO'er iværksatte for at fremme valgdeltagelsen. Det er især værd at bemærke dem, der havde kvinder og unge som målgruppe (f.eks. Dit valg fra Kvindeinitiativet, Vi tier ikke længere fra Wschód [East]-initiativet og Det er din beslutning fra SexEd), som bidrog til den øgede valgdeltagelse. Ved parlamentsvalget i 2019 stemte 61,5 % af kvinderne og 60,8 % af mændene. Valgdeltagelsen blandt unge i alderen 18-29 år var på 46,4 %. Flere kvinder (73,7 %) end mænd (72,0 %) og 68,8 % af de unge (18-29 år) stemte ved valget i 2023. Lokalsamfundsbaserede organisationer gennemførte mindst 20 kampagner forud for valget for at tilskynde folk til at stemme.

Kampagnerne blev hovedsagelig ført på internettet, men nogle kørte også på tv, radio og endda i biograferne. Inddragelsen af berømtheder, influencere, skuespillere og offentlige personer styrkede kampagnernes evne til at nå ud til forskellige målgrupper. Ifølge CBOS-undersøgelsen Electoral motives and decisions 2023, der blev gennemført i oktober 2023, besluttede flertallet af vælgerne (ca. 70 %) sig for, hvordan de ville stemme mindst et par uger før valget. Resten gjorde det senere – i ugen op til valget (28 %), først på valgdagen (9 %) eller dagen før valget (4 %). Gruppens forbindelser med Den Europæiske Union var et særligt vigtigt aspekt for Borgerkoalitionens vælgere (80 %). Ønsket om en ny regering blev nævnt næsten lige så hyppigt som en grund til at stemme på Borgerkoalitionen (77 %). En stor andel af de vælger, der stemte på denne gruppe (64 %) mente, at den repræsenterede værdier og principper, som de satte højt. PiS-vælgerne mente, at dette parti repræsenterede både deres interesser ("bekymrer sig om mennesker som dem" – 66 %) og deres værdier og principper (62 %). Samtidig havde de en positiv opfattelse af denne gruppes ledelse (64 %) indtil videre og dens økonomiske program (59 %).

I juni 2024 vælger polakkerne deres medlemmer af Europa-Parlamentet. Valget til Europa-Parlamentet kan ses som endnu en fase i en valgcyklus, der blev indledt i 2023 med parlamentsvalget, da der afholdes lokalvalg i Polen i april 2024. Europa som tema vil være til stede i de lokale valgkampagner, om end i mindre omfang end ved parlamentsvalget. Desuden kan 20-året for Polens tiltrædelse til EU have indflydelse på valgdeltagelsen ved valget til Europa-Parlamentet. Husk på, at valgdeltagelsen i Polen var på 45,68 % ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2019.

Det polske folk går stærkt ind for, at deres land forbliver en del af Den Europæiske Union. Ifølge CBOS-undersøgelsen fra april 2023 bakker 85 % af befolkningen op om EU-medlemskabet. Dette tal er faldet, men det er fortsat meget højt. 10 % er imod Polens medlemskab af EU, og 5 % har ingen holdning til spørgsmålet.

Vi bør også huske på, at dette er første gang, at valget til Europa-Parlamentet finder sted i skyggen af en såkaldt polykrise: dvs. den igangværende krig i Ukraine, klimakrisen, den økonomiske krise og fremgangen for det populistiske højre. I lyset af den forventede intensivering af desinformationsaktiviteter vil det derfor være vigtigt at have en effektiv og sammenhængende kommunikationspolitik i kampagnen, der er tilpasset specifikke grupper af vælgere. Disse internationale spændinger får tilhængere af Den Europæiske Union til at se med tiltro på et fællesskab, der garanterer vores sikkerhed.

Małgorzata Molęda-Zdziech

Warsaw School of Economics – Team Europe Direct Poland

Siden december er vi begyndt at dele vores gæsters holdninger til EU-valget i klummen: "Jeg stemmer. Gør du?" Denne gang er vores gæst Malgorzata Molęda-Zdziech, polsk sociolog, politolog og aktiv kommentator af begivenheder i Polen.

Hun er leder af fakultetet for politiske studier ved den økonomiske højskole i Warszawa og rektorens repræsentant for samarbejde med EU. I artiklen kommenterer hun det polske civilsamfunds vigtige rolle med at påvirke resultatet af det seneste nationale valg i Polen i oktober 2023. Hun henviser også til en af prioriteterne for det kommende polske rådsformandskab, som vedrører civilsamfundets rolle med hensyn til at beskytte retsstatsprincippet. (ehp)

Jacques Delors er gået bort efter et langt liv med et frugtbart virke, som har haft varig betydning. Det indre marked, Schengen, Erasmus, euroen, Samhørighedsfonden: han bidrog direkte til virkeliggørelsen af store dele af det europæiske projekt, som vi i dag er en del af. Hans europæiske arbejde bygger på en handlingsorienteret etik.

Jacques Delors gav det offentlige engagement fuld anerkendelse. I forbindelse med sit forenings- og fagforeningsarbejde og senere hen i sit politiske arbejde lod aktivisten Jacques Delors, som han i al beskedenhed kaldte sig selv, sig især inspirere af Emmanuel Mouniers tanker og idéer. Som lavmælt kristen betragtede han hvert menneske som en unik skabelse og en del af et net af sociale bånd, som han vidste var nødvendig at mobilisere for at udrette større projekter.

Bekymret over individualismens fremmarch satsede socialdemokraten Jacques Delors på et borgerengagement, hvor alle bidrager til fællesskabets bedste. Hans navn forbliver uløseligt forbundet med samråd, medbestemmelse, kollegialitet og andre former for kollektiv handling, som han fremmede og gjorde gældende. Netop derfor tillagde han Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg, som han var med til at oprette, så stor betydning. Han respekterede disse formidlende organer og var tilhænger af en oprigtig social dialog baseret på kompromis.

Han praktiserede dette på europæisk plan, hvor han udvidede dialogen til også at omfatte trossamfund. Jacques Delors var ikke nogen frelser. Han var autodidakt, men betragtede ikke sig selv som en "self-made man". Derimod så han sig selv som en person, der blev formet af og sammen med andre samt gennem handling. Hans måde at tænke på blev hele tiden udviklet på grundlag af tilbagemeldinger om hans handlinger, hvorved han kunne forbedre sig. Selvom han var en mand af principper og overbevisninger, som var rodfæstet i hans stærke tro, var han ikke slave af en blind ideologi. Ved at se realistisk på tingene, have situationsfornemmelse og respektere de nationale traditioner fandt han vejen frem.

For ham var realiteterne vigtigere end idéerne, som han formåede at virkeliggøre, når muligheden bød sig. Han genoplivede således idéen om en fælles valuta, og han støttede helt fra starten idéen om Tysklands genforening, som var blevet uundgåelig efter murens fald. Vist er verden af i dag med dens uro ikke længere den samme som i Jacques Delors' Europa. Hans landvindinger som f.eks. det indre marked skal tilpasses og suppleres i lyset af trusler fra stormagter. Men de danner grundlaget for handling i dag. Hans måde at indtænke og forstå realiteterne på og samtidig holde fast i principper og være åben for kompromis for at gøre fælles fremskridt skal igen bringes til live ved de europæiske lederes forhandlingsbord.

Sébastien Maillard, særlig rådgiver for og tidligere leder (2017-2023) af Jacques Delors-instituttet

Jacques Delors, som gik bort den 27. december 2023, vil blive husket som Kommissionens største, mest effektive og mest visionære og fremadskuende formand – en grundlægger af det forenede Europa, ligesom hans forgængere, Jean Monnet og Robert Schuman.

Før Jacques Delors' tid var formanden for Kommissionen ikke meget mere end en EU-bureaukrat. Det var Delors, der gav denne rolle status på højde med stats- og regeringsledere, og gjorde den anerkendt af alle. I løbet af hans ti år på posten, fra 1985 til 1995, gjorde han med støtte fra den tyske kansler, Helmut Kohl, og den franske præsident, François Mitterrand, en ihærdig og beslutsom indsats for at fremme den europæiske integrationsproces. Først pustede han med det samme nyt liv i projektet ved at sætte et mål om at omdanne fællesmarkedet, som byggede på toldunionen, til et ægte indre marked inden 1992. Derefter satte han, mens det indre marked stadig var under udvikling, gang i sit andet store projekt, nemlig den monetære union, og arbejdede samtidig på at udvide Fællesskabets beføjelser med etableringen af Den Europæiske Union gennem Maastrichttraktaten.

Derudover satte han for første gang også fokus på Fællesskabets "demokratiske underskud". Han foreslog således og havde held med at give Europa-Parlamentet større beføjelser, først med samarbejdsproceduren (fastlagt i den europæiske fælles akt) og derefter med den fælles beslutningsprocedure (med Maastrichtreformen), som endelig gav Parlamentet en reel rolle som medlovgiver på de områder, der var underlagt beslutning med kvalificeret flertal i Rådet.

Vejen mod det strategiske mål om et indre marked begyndte med to dokumenter: rapporten om omkostningerne ved ikke at virkeliggøre EU, som viste de økonomiske fordele ved at fjerne de resterende interne lovgivningsmæssige hindringer, og den første hvidbog, som kortlagde alle de lovgivningstiltag (ca. 200), der var nødvendige for at fjerne disse hindringer.

Helt fra begyndelsen udpegede Delors styrkelse af beslutningsmekanismerne og de europæiske institutioner som det vigtigste redskab til at gennemføre projektet. Han foreslog således med den europæiske fælles akt den første reelle reform af Romtraktaterne fra 1957, hvormed Det Europæiske Fællesskab (fællesmarkedet og Euratom) blev oprettet, og overbeviste medlemsstaterne om at godkende den (1987).

Jacques Delors spillede derefter en vigtig rolle i ændringen af Fællesskabets finansielle rammer med en betydelig forøgelse af ressourcerne på budgettet, der med Delors I-pakken (1988-92) steg til 1,20 % af medlemsstaternes samlede BNP og med Delors II-pakken (1993-99) til 1,27 %, og med en stærk forøgelse af midlerne til "økonomisk og social samhørighed" (regional- og strukturpolitikkerne), hvilket blev anset som et nødvendigt modstykke til indførelsen af det indre marked. Men endnu vigtige var ændringen af rammerne for Fællesskabets budget, som netop efter de to Delors-pakker gik fra at være årlige til at blive mellemlangsigtede (syvårige).

Dermed undgik man hvert eneste år at gentage de langvarige finansielle forhandlinger mellem medlemsstaterne, som forsinkede de europæiske institutioners arbejde med flere måneder. Et andet vigtigt element, som Delors indførte i de europæiske politikker, var den sociale dimension (det var bl.a. ham, der indførte den sociale dialog mellem virksomheder, fagforeninger og EU-institutioner). Alligevel var hans sociale dagsorden, som også omfattede en harmonisering af instrumenterne til beskyttelse af arbejdstagere i krisesituationer og til modvirkning af presset for at udflytte produktionsaktiviteter, en af de opgaver, han ikke formåede at færdiggøre.

Det største nederlag led han dog i forbindelse med sin anden hvidbog, som handlede om "vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne", og som blev lanceret i stor stil i 1993 som det sidste store projekt i hans embedstid. Det var et forslag om at genoprette og stimulere økonomien (med en finansiering på 20 mia. EUR over 20 år) med udgangspunkt i bl.a. optagelse af fælles gæld (8 mia. EUR om året) samt bidrag fra fællesskabsbudgettet og lån fra Den Europæiske Investeringsbank til at støtte etableringen af transport- og telekommunikationsinfrastruktur og en række andre økonomiske og sociale initiativer (i bund og grund en forsmag på, hvad der over 20 år senere skulle blive til "NextGenerationEU" som reaktion på pandemikrisen).

Planen, som i første omgang blev hilst velkommen af Det Europæiske Råd, blev efterfølgende kritiseret og vraget af EU's finansministre. Årtiet med Jacques Delors endte med nedgang. Tiderne skiftede, og han blev beskyldt for at have for store ambitioner, for at praktisere centraliseret Jakobinisme og for at indføre alt for mange regler. Senere blev flere af hans idéer dog taget op igen, bl.a. de transeuropæiske net og programmet "SURE" til støtte for orlovsordninger for arbejdstagere under covid-19-krisen.