Idræt for personer med handicap tog sit udspring i rehabiliteringsindsatsen i efterkrigstiden. Det var en måde at gøre fysioterapi mere interessant og behagelig. Fysiske udfoldelser og leg hjalp folk med at genfinde glæden ved livet i deres nye tilstand, hvor en traumatisk hændelse var indtruffet eller havde præget deres krop lige siden fødslen.
Idræt for personer med handicap tog sit udspring i rehabiliteringsindsatsen i efterkrigstiden. Det var en måde at gøre fysioterapi mere interessant og behagelig. Fysiske udfoldelser og leg hjalp folk med at genfinde glæden ved livet i deres nye tilstand, hvor en traumatisk hændelse var indtruffet eller havde præget deres krop lige siden fødslen.
Der var to klare formål: at styrke folks fysiske autonomi og at hjælpe dem med at genfinde en ægte og stærk identitet, de kunne kalde deres egen. I dag kan man måske hævde, at man gik bort fra fysisk udfoldelse, der fokuserede på rehabilitering, til i stedet at rette fokus mod mere styrke og selvbestemmelse. Med andre ord at give styrke og selvbestemmelse til de mennesker, der følte, at de ikke havde noget sådant eller havde mistet det. Styrken til at bestemme over dem selv og træffe deres egne beslutninger. Det er selve kernen i menneskerettighederne.
Den enkle måde at gøre dette på er gennem folks billede udadtil — det billede, andre mennesker har af én. Den vej, man skal gå, for at genfinde sig selv, krydser umiddelbart det samfund, som folk bor og lever i. At dyrke idræt bliver et middel til at indtage ens egne grundlæggende rettigheder og ens værdighed.
Det har været en lang rejse i mørket. Pionererne i 1960'erne blev helte før deres tid. Ikke desto mindre blev de helte på den lange rejse fra dengang og til nu. Det har været en sej kamp at få anerkendt de paralympiske atleters evner.
Særligt en begivenhed vil gå over i historien, nemlig De olympiske Lege i Seoul i 1988. Det var kulminationen på kampen for at opnå anerkendelse i sportsverdenen, hvor stigmatisering omkring fysiske, sensoriske og mentale idealer var så stærk, at den udgjorde en større hindring end indlemmelse i arbejdslivet, hvor der i stedet herskede fordomme om uproduktivitet. Disse olympiske lege var historiske, fordi Den Internationale Olympiske Komité ønskede at indføre konkurrencer for idrætsudøvere med handicap skiftevis med personer uden handicap. Der var tale om et forsøg, der kun fandt sted én gang, fordi organisatoriske udfordringer – navnlig i forbindelse med tilgængelighed – gjorde det vanskeligt at fortsætte ad den vej. Selv om dette valg kan diskuteres, gav det anledning til de paralympiske lege, vi kender i dag, og hvor hver enkelt paralympisk atlet høster fuld anerkendelse af sin indsats. Endelig kunne man åbne døren til en verden med idræt, der udøves af alle, for alle. En ny æra begyndte.
Nu skulle paralympisk idræt appellere til de mange mennesker, der interesserede sig for sportspræstationer, enten fordi de selv var idrætsudøver, eller fordi de fulgte det i tv. I 1988 var tv-kommentatorerne i Seoul så meget ud af trit, at de ikke engang vidste, hvem favoritterne var i hver enkelt konkurrence. Det kan ikke komme bag på nogen, at det var en fiasko. Sportsjournalister har efterhånden lært at følge med i aktiviteterne blandt idrætsudøvere med handicap. Det var et afgørende skridt i retningen mod et nyt narrativ.
Det fører os til endnu en vigtig begivenhed: De Olympiske Lege i London i 2012. Der var ikke en finger at sætte på arrangementet, hvor navnlig Det Forenede Kongerige havde anlagt en stærk tv-kampagne. Dette resulterede i fuldstændig udsolgte stadioner inden for alle idrætsområder. Det var også på det tidspunkt, at visse idrætsudøvere – takket være det nye journalistiske narrativ – blev berømte. Præcis som deres olympiske kolleger.
Verden har forandret sig siden 1950'erne. Følelsen af ikke længere at være helt usynlig er blevet et vilkår for alle person, der lever med et handicap. Dette narrativ viser en vej, vi håber kan brede sig på samme måde i alle andre områder af menneskers liv, ligesom det hedder i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap: "Der er behov for et paradigmeskift...". Og det må siges, at vi - trods alt - har oplevet et sådant i idrættens verden.
Hvad er værdien ved de paralympiske lege, og hvordan er de og andre sportskonkurrencer med til at nedbryde mure for personer med handicap?
EØSU-medlem Pietro Barbieri skriver om historien for sportskonkurrencer for personer med handicap og om, hvordan de to olympiader – den i Seoul i 1988 og den i London i 2012 – var med til at skabe den hårdt tiltrængte forandring i vores opfattelse af handicap. Endelig trådte vi ind i en verden, hvor sport blev dyrket af alle og var til for alle.
En plan for en europæisk grøn og social pagt baseret på en velfærdsøkonomi
11-årige Jan Štuka fra Zagreb i Kroatien har rygmarvsbrok og kan kun gå ved hjælp af bøjler og en rollator, men det hindrer ham ikke i at være en dygtig sportsudøver. Jan vandt prisen for bedste unge kroatiske para-basketballspiller i 2023. Han har også konkurreret i svømning og dyrker nu langrend. I sin fritid spiller han fodbold med sine venner, hvor han scorer mål med hænderne. Vi har talt med Jan og hans mor, Jasmina Bogdanović, om idrætsmulighederne for børn med handicap, og de forklarede os, hvorfor det er vigtigt så vidt muligt ikke at behandle dem som personer med særlige behov.
11-årige Jan Štuka fra Zagreb i Kroatien har rygmarvsbrok og kan kun gå ved hjælp af bøjler og en rollator, men det hindrer ham ikke i at være en dygtig sportsudøver. Jan vandt prisen for bedste unge kroatiske para-basketballspiller i 2023. Han har også konkurreret i svømning og dyrker nu langrend. I sin fritid spiller han fodbold med sine venner, hvor han scorer mål med hænderne. Vi har talt med Jan og hans mor, Jasmina Bogdanović, om sportsmulighederne for børn med handicap, og de forklarede os, hvorfor det er vigtigt så vidt muligt ikke at behandle dem som personer med særlige behov.
JAN:
Hvornår begyndte du at dyrke idræt, og hvilke sportsgrene har du dyrket indtil videre?
Jeg begyndte at gå til svømning, da jeg var to år. Da jeg var fire skiftede jeg til handicapsvømmeklubben Natator, hvor jeg lærte alle svømmeteknikkerne og deltog i en række konkurrencer. Jeg stoppede, da jeg var 11, fordi det begyndte at kede mig lidt.
Som otteårig begyndte jeg til handicaplangrend og kørestolsbasketball. Jeg dyrker stadig begge dele, og de er nu mine foretrukne idrætsgrene.
Jeg har også prøvet bjergklatring et par gange, hvilket var sjovt, men jeg har ikke tid til også at gå til det. En enkelt sommer prøvede jeg også at gå til Krav Maga. Det var rigtig godt, og det kunne jeg godt tænke mig på et tidspunkt at gå til engang imellem.
Hvilke priser har du vundet, og hvilke af dem betyder mest for dig?
Jeg har vundet mange priser med basketballklubben, og den, jeg er mest glad for, er prisen for bedste unge paraatlet 2023 i min kategori, som uddeles af Zagreb parasportsforbund.
Hvordan ser din dag ud, når du har træning? Hvor meget træner du normalt om ugen?
Jeg tager i skole om morgenen. Efter skole laver jeg først mine lektier og mødes med mine venner, og om aftenen går jeg til træning. Indtil nu har jeg trænet skiløb på kunstbane én gang om ugen, basketball én gang om ugen og svømning en til to gange om ugen. Fra dette skoleår stopper jeg med svømning og sætter skitræningen op til to-tre gange om ugen.
Om vinteren tager jeg også på skilejre i Planica i Slovenien og til nogle af de østrigske skisportssteder. Jeg kan godt lide disse lejre, da mine venner også tager af sted. På den måde har vi ud over at træne også en god mulighed for at komme hinanden ved.
Med basketball deltager vi nogle gange i kampe i andre byer rundt om i Kroatien. Sidste efterår var vi også i Rom, hvor vi spillede kamp mod Lazios basketballteam.
Er der nogen mandlige eller kvindelige idrætsudøvere, du ser op til? Kunne du godt tænke dig engang at deltage i en større international sportsbegivenhed?
Mit største idol var engang Luka Modrić, men i øjeblikket har jeg ikke noget idol, så der er ikke nogen bestemt, jeg følger.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at deltage i internationale sportsbegivenheder...forhåbentlig både i basketball og skiløb.
JASMINA:
Hvor meget opmærksomhed er der på idræt for børn med handicap i Kroatien?
Som forælder forekommer det mig, at der bestemt er stor opmærksomhed på det. Men desværre får forældrene sjældent tilstrækkelig information om mulighederne, og klubberne søger med lys og lygte efter nye medlemmer. Jeg synes det er ærgerligt, at det er sådan. Situationen er selvfølgelig meget bedre i de større byer.
Har børn med et handicap tilstrækkeligt med muligheder og incitamenter til at dyrke idræt, eller kræver det en stor indsats af forældrene?
Der er muligheder og incitamenter for børn... hvis de og deres forældre ønsker det. Som sagt informeres forældrene ikke særligt godt, og nogle af dem ønsker enten ikke flere forpligtelser eller er bange for, at deres barn kommer til skade ved at dyrke sport... Det er en skam, at de tænker sådan. Det er desuden gratis for personer med handicap at dyrke idræt, og det er efter min mening meget stimulerende for både deres fysiske og mentale helbred og især for deres sociale integration. Jeg synes ikke, at det kræver en større indsats af forældrene, end af forældre til raske børn i samme aldersgruppe. Der er selvfølgelig undtagelser forbundet med bestemte diagnoser: F.eks. skal Jan stadig ledsages af en af os, når han tager på skilejr eller til udekampe, men når han blive ældre, får han formentlig mindre brug for vores hjælp, og det bliver forhåbentlig op til os selv, om vi vil tage med. Målet er at blive selvstændig på alle områder. Han træner regelmæssigt uden vores hjælp.
Er der noget, du gerne vil tilføje, som forælder til et barn med særlige behov?
Det er vigtigt så vidt muligt at undgå at behandle barnet som et med særlige behov samt at inddrage barnet i de daglige aktiviteter alt efter alder og evner, så det også kommer til at opfatte sig selv på lige fod med andre børn. På den måde får barnet en opfattelse af sig selv som værende et helt almindeligt barn, der gør nogle ting "en lille smule anderledes", men som gør det hele alligevel! Jan cykler på trehjulet cykel i stedet for tohjulet, han svømmer og dykker som alle sine jævnaldrende, men bruger sine ben mindre eller slet ikke, han spiller fodbold med holdet, men han skyder til måls med hånden. "Vi kan alt, men måske gør vi nogle ting lidt anderledes" - hvis de accepterer sig selv på den måde, vil andre gøre det samme.
Jan Štuka på 11 år kommer fra Zagreb og går i øjeblikket i femte klasse. Han har været medlem af svømmeklubben Natator og er nu medlem af KKI Zagreb (kørestolsbasketball) og skiklubben for personer med handicap Monoski Zagreb, hvor han jævnligt træner langrend for personer med handicap.
Jasmina Bogdanović har en uddannelse i design fra fakultetet for arkitektur på designskolen i Zagreb. Hun har i 20 år arbejdet med marketing. I øjeblikket er hun på deltid og arbejder hjemmefra i et mindre grafisk studie, hvilket giver hende mulighed for at tage med Jan på skilejr og til andre af hans sportsarrangementer. Hun elsker også at cykler og tager altid cyklen, uanset hvor hun skal hen.
For de næsten 500 ukrainske atleter, som er blevet dræbt i den russiske angrebskrig mod deres land, vil drømmen om at komme til OL eller nogen anden sportskonkurrence nu aldrig gå i opfyldelse. For at de ikke skal blive glemt, fortæller den ukrainske NGO "BRAND UKRAINE" den tragiske historie om seks afdøde atleter, som de ved hjælp af kunstig intelligens vækker til live igen, om end blot for et kort øjeblik. Vi har talt med Tim Makarov, leder af Digital & Content hos BRAND UKRAINE, som fortalte os, at det overordnede mål med projektet, som blev fremvist ved legene i Paris, er at få folk til at stoppe op og tænke over værdien af et menneskeliv.
For de næsten 500 ukrainske atleter, som er blevet dræbt i den russiske angrebskrig mod deres land, vil drømmen om at komme til OL eller nogen anden sportskonkurrence nu aldrig gå i opfyldelse. For at de ikke skal blive glemt, fortæller den ukrainske NGO "BRAND UKRAINE" den tragiske historie om seks afdøde atleter, som de ved hjælp af kunstig intelligens vækker til live igen, om end blot for et kort øjeblik. Vi talte med Tim Makarov, leder af Digital & Content hos BRAND UKRAINE, som fortalte os, at det overordnede mål med projektet, som blev præsenteret ved legene i Paris, er at få folk til at stoppe op og tænke over værdien af et menneskeliv.
Hvordan opstod idéen til projektet?
Idéen opstod i det berlinske agentur BBDO. De kom med et overordnet koncept, en idé, der gik ud på at vise den tragiske historie om de ukrainske atleter, som nu ikke kunne komme til OL. De præsenterede konceptet for os, hvorefter vi udviklede idéen og udvidede kredsen af partnere ved at skabe kontakt mellem det ukrainske ungdoms- og sportsministerium og udenrigsministerium og Ukraines præsidents kabinet. Vi arbejdede sammen om projektets endelige udformning, mens BBDO stod for den tekniske del. Vi udarbejdede en kommunikationsstrategi, tog os af formidlingen af indhold og ydede juridisk støtte. Projektet blev præsenteret på Ukraines officielle hjemsted i Paris, Volia House, og involverede også influencere.
Hvor svært var det at indsamle historier og lave videoerne? Hvilke teknikker brugte I til at "genoplive" hovedpersonerne?
Selve idéen var helt enkel og klar – at fortælle historien om de ukrainske atleter, der på tragisk vis har mistet livet, og skabe deres digitale avatarer. Det har været en kæmpestor opgave at løse. Vi har brugt taleoptagelser, som vi har digitaliseret, samt arkivfotos og videomateriale, som vi alt sammen har bearbejdet ved hjælp af kunstig intelligens. Målet var at skabe en meget menneskelignende digital kopi af personen for at indgyde en utryg følelse af, at det er virkeligt og uvirkeligt på én og samme tid. Dét var idéen bag. Atleternes historier, som i sig selv gør stort indtryk, fremstod ved brugen af AI-teknologi endnu stærkere og lod ingen uberørt. Jeg skal ærligt indrømme, at dette projekt var lige på kanten. Da vi drøftede det, var vi bange for ikke at blive forstået, at folk ikke ville se den blotlæggelse, forsvarsløshed, smerte og fortvivlelse, som vi lagde i de døde atleters ord under den urovækkende overflade. Projektet handler om noget ganske simpelt – om folk, der oprigtigt elsker deres land, og som ønsker at leve og lykkes, men som bliver ofre for omstændighederne, når der pludselig sættes en stopper for deres drømme, planer og liv. Men de bør ikke gå i glemmebogen. Hver handling har sin pris, og den måles ofte i menneskeliv og -skæbner.
Det må have været meget smertefuldt for de dræbte atleters familier at deltage i projektet og se videoerne. Hvilken feedback fik du fra dem efterfølgende?
Sådan et projekt kan naturligvis kun blive til noget med samtykke fra de nærmeste pårørende. Denne del er meget vigtig: Vi viste, forklarede og demonstrerede, hvad vi havde tænkt os at gøre. Der var mange historier med i den oprindelige bruttoliste, men i sidste ende udvalgte vi seks af dem. Det krævede flere ugers vanskelige forhandlinger. Men da vi viste forældrene det endelige resultat, kunne de ikke holde tårerne tilbage. De sagde: "Tak for jeres fantastiske arbejde. Det er med til at holde mindet om vores børn i live." Så vidt jeg ved, har ingen af dem fortrudt deres deltagelse. Først efter at alle de nødvendige juridiske dokumenter var underskrevet, fik projektet grønt lys. Alt var klar til OL, og i to uger rejste vi rundt for at vise og levendegøre seks historier ud over det sædvanlige. Vi forventede ikke at få så stor en succes – modtagelsen af projektet oversteg alle forventninger. Men måske er det ikke så overraskende, for i en moderne verden præget af global kommunikation vækker virkelige historier komplekse og modstridende følelser i os.
Hvad er det overordnede budskab med projektet – hvad håber du, at seerne vil tage med sig hjem efter at have set videoerne?
På BRAND UKRAINE har vi sat os for at fortælle sandheden om Ukraine og landets virkelighed under de forhold, som følger af den russiske aggression. Til det formål bruger vi menneskelige historier. De formidler nemlig bedst vores smerte, stolthed, vilje, sejre og tab, kort sagt hvad der gør os til mennesker og til en stærk og modig nation. Dette er vores mission. Vi vil ikke kun tale om Ukraine, men gøre landet til et kærlighedssymbol for hele verden. Vi arbejder på at kunne skabe flere sådanne projekter med et stærkt budskab, som rører folks hjerter og får dem til at stoppe op og tænke over værdien af et menneskeliv.
Videoer og fotos fra projektet kan ses her og på Instagram:
Tim Makarov er leder af Content & Digital hos BRAND UKRAINE. Han har 20 års erfaring inden for journalistik, markedsføring og digital kommunikation. Det, der driver ham, er at fortælle historier og skabe projekter, som gør verden til et bedre sted.
