Jean-Dominique Giuliani: 2022 et oplagt tidspunkt for en aktiv genopretning

Den Europæiske Union kommer altid styrket ud af kriser. Da virus slog til, var EU i stand til at mobilisere sig såvel på det sundhedsmæssige som på det økonomiske plan. Det er længe siden, at samarbejdsviljen mellem medlemsstaterne så hurtigt har ført til håndgribelige resultater. Nu har vi vacciner, som også eksporteres til de tredjelande, der har brug for dem. Den massive økonomiske støtte virker og inspirerer til at tage EU's økonomiske styring op til fornyet overvejelse. Den Europæiske Centralbank har endnu en gang bevist at kunne skærme og værne om europæerne ved at sørge for, at der blev tilført midler til de finansielle kredsløb, der var under pres.

Den Europæiske Union skal udnytte sin reaktionsevne for at kunne fortsætte sin forandringsproces.

Unionen står over for to meget store, måske ligefrem livsvigtige, problemstillinger: velstand og sikkerhed. EU er nødt til at tilpasse reglerne for sin økonomi, så de kan håndtere udfordringerne i den digitale og den grønne omstilling. Der kan frigøres betragtelige ressourcer ved fælles udnyttelse af markederne for at investere i fremtiden. Fælles gæld bør ikke afskrække, så længe man investerer og ser frem mod en ny økonomi. Unionen har ikke tøvet med hensyn til at kortlægge sine behov, og man bør blive enige om en revurdering af principperne om økonomisk styring.

EU's sikkerhed trues lige nu ved dets grænser af bagstræberiske stormagter, der ikke kan måle sig med Unionens økonomiske styrke og derfor under ethvert påskud forsøger at forurolige, destabilisere og bekæmpe Unionen. Europæerne står stærkt takket være deres fredelige principper, men de skal lære at forberede sig på krig for at undgå at skulle udkæmpe den. At vinde en krig, inden den udkæmpes, forudsætter en stærk vilje til at opnå virkelig selvstændighed i tanke såvel som i handling.

Hvis alle europæere støtter op om disse to krav, kan man indlede en ny fase i den europæiske integration.

Den bedste måde at fremme EU's friheds- og solidaritetsmodel på er gennem et forenet EU's stille evne til at påtage sig de udfordringer, som det møder på sin vej. Solidariteten medlemsstaterne imellem og solidariteten mellem alle grupper af europæere gør Unionen til fakkelbærer for en samfundsmodel, der placerer mennesket i centrum af enhver social model. Det skal vi være stolte af, og vi skal forsvare denne samfundsmodel over for nye autokratiske modstandere, der udfordrer den.
Derfor skal EU hverken være bange for at bruge sin økonomiske magt eller anvende kreative økonomiske løsninger. Og EU skal udvise mod. Så vil vi gå en lys fremtid i møde.

Jean-Dominique Giuliani: formand for Robert Schumanstiftelsen