Connecting EU 2024 blev tilrettelagt med støtte fra Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik. Prisen, der tildeles af Europa-Parlamentet hvert år i oktober, anerkender modig undersøgende journalistik. Læs mere om prisen og prisoverrækkelsen i 2024, der finder sted den 23. oktober!

Kort om prisen

Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik blev lanceret i 2021 som en hyldest til den maltesiske journalist og blogger, der blev myrdet i 2017. Den tildeles årligt for fremragende journalistisk arbejde, der afspejler EU's kerneprincipper og værdier, såsom frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet og menneskerettighederne.

Modtageren af prisen i 2024 vil blive offentliggjort ved en prisoverrækkelse, der finder sted fra kl. 18 den 23. oktober i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Du kan følge med live her. En uafhængig europæisk jury bestående af journalister og kommunikationseksperter har udvalgt 13 journalistiske værker som finalister.

Parlamentets næstformand Pina Picierno (som er ansvarlig for prisen) vil byde deltagerne velkommen og give ordet til Parlamentets formand Roberta Metsola, som vil holde åbningstalen. Et medlem af juryen vil derefter give et overblik over prisen, hvorefter vinderen vil få overrakt trofæet af en repræsentant for sidste års prismodtagere.

Tilbageblik

Det første år blev prisen givet til "The Pegasus Project", der blev koordineret af konsortiet Forbidden Stories, mens den i 2022 gik til Clément Di Roma og Carol Valade for deres dokumentar om Den Centralafrikanske Republik under russisk indflydelse. Prisen gik i 2023 til en fælles undersøgelse om forliset af et skib med migranter ud for Pylos gennemført af det græske undersøgende medie Solomon i samarbejde med Forensis, det tyske offentlige radio- og tv-selskab StrgF/ARD og den britiske avis The Guardian.

Presseseminar

Forud for prisoverrækkelsen afholder Europa-Parlamentets kontor for medietjenester et presseseminar om beskyttelse af mediefriheden (23. oktober kl. 15). Omkring 65 journalister forventes at deltage og bidrage med indsigtsfulde taler og diskussioner sammen med Matthew Caruana Galizia, journalist og søn af Daphne Caruana Galizia.

Programmet vil omfatte fortællinger fra journalister, der har oplevet trusler i forbindelse med deres arbejde. En af dem er Stefania Battistini, en italiensk journalist, som for nylig er blevet føjet til Ruslands liste over eftersøgte på grund af hendes rapport om krigen. Seminaret vil blive webstreamet her.