I år gik den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi (ECESP), der er et initiativ, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har været med til at udvikle og er vært for, sammen med det belgiske rådsformandskab og World Circular Economy Forum (WCEF) fra Finland om at afholde en flagskibskonference den 15. og 16. april.

På konferencen, der blev afholdt i konferencecentret "the Square" i Bruxelles med mere end 1.000 deltagere og 150 talere, blev der præsenteret eksempler på effektive cirkulære løsninger, der tager udgangspunkt i de seneste videnskabelige resultater. EØSU's delegerede fortalte om ECESP's gode resultater.

Cillian Lohan, medlem af EØSU og medstifter af ECESP, roste ECESP som "netværket af netværk", der bygger bro mellem den politiske beslutningsproces og civilsamfundet med henblik på at sikre cirkulære fremskridt. Anders Ladefoged, medlem af ECESP's styringsgruppe, fremhævede, at platformen skaber en ramme for samarbejde og læring, hvor Europas cirkulære fremskridt og manglen på samme drøftes. EØSU's Maria Nikolopoulou fremhævede ECESP's voksende interaktivitet, der fremmer dialogen gennem initiativer som #EUCircularTalks.

På konferencens afsluttende plenarmøde bebudede Jutta Urpilainen, kommissær med ansvar for internationale partnerskaber, to initiativer til støtte for den globale omstilling til en cirkulær økonomi: EU's ressourcecenter for cirkulær økonomi, der finansieres af Kommissionen med 15 mio. EUR, og programmet om omstilling til cirkulær økonomi i det østlige og sydlige Afrika ("SWITCH to Circular Economy in East and Southern Africa"), hvor Kommissionen bidrager med 40 mio. EUR over fem år. ECESP gav tilsagn om støtte til begge initiativer.

ECESP, der blev lanceret af EØSU og Kommissionen i 2017, fremmer dialog, udbreder god praksis og giver information om den cirkulære økonomi med henblik på at omsætte visioner til handling. EØSU har aktivt slået til lyd for cirkularitet og har bakket op om EU's handlingsplan for den cirkulære økonomi fra 2015. Platformen er udtryk for en fælles indsats for at inddrage alle interessenter i realiseringen af en cirkulær vision med det formål at fremskynde omstillingen gennem dialog og samarbejde. (ks)