Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har afholdt et forum på højt plan om kvinders rettigheder, hvor fremtrædende aktører samledes for at tale om presserende spørgsmål vedrørende kvinders rettigheder og opstille vigtige prioriteter forud for det kommende møde i FN's Kvindekommission.

Budskabet fra EØSU's forum på højt plan om kvinders rettigheder var klart: Der er gjort fremskridt, men dette er ikke nok. Selv om EU har taget skridt til at beskytte kvinder og piger, truer strukturelle former for ulighed, kønsstereotyper og tilbageslag for kvinders rettigheder fortsat hårdt tilkæmpede sejre i Europa. Så længe der stadig findes strukturelle hindringer, vil kvinder kun i begrænset omfang kunne deltage fuldt ud i samfundet.

Forummet på højt plan, der blev afholdt den 26. februar i tilknytning til EØSU's plenarforsamling, samlede formanden for EØSU's ad hoc-gruppe om ligestilling, Sif Holst, EØSU's formand, Oliver Röpke, EU-kommissæren med ansvar for ligestilling, beredskab og krisestyring, Hadja Lahbib, samt Carlien Scheele, direktør for Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder, Florence Raes, direktør for UN Women's Bruxelles-kontor, Ayşe Yürekli, EU-repræsentant i KAGIDER – kvindelige iværksættere i Tyrkiet, Mary Collins, generalsekretær for European Women's Lobby, og Cianán Russell, ledende politisk koordinator i ILGA Europa.

På forummet var der oprettet to dynamiske paneler, der behandlede presserende udfordringer vedrørende ligestilling mellem kønnene, som alle var knyttet til vigtige EØSU-udtalelser, der skulle vedtages på plenarforsamlingen. Eksperter, kvindesagsforkæmpere og politiske beslutningstagere mødtes for at udveksle viden, foreslå løsninger og styrke deres tilsagn om at fremme kvinders rettigheder i og uden for Europa.

Det første panel fokuserede på det kommende 69. møde i FN's Kvindekommission (UNCSW69), mens det andet panel især tog fat på vold mod kvinder og piger som et menneskerettighedsspørgsmål. På plenarforsamlingen blev der ligeledes vedtaget følgende to tilknyttede udtalelser efter forummet: EØSU's bidrag til EU's prioriteter ved det 69. møde i FN's Kvindekommission og Vold mod kvinder som et menneskerettighedsspørgsmål. (lm)