Af EØSU's Arbejdsgivergruppe

Siden EU's indre marked blev oprettet, har harmonisering og gensidig anerkendelse af standarder gjort det muligt for virksomhederne at sælge deres produkter på et marked med over 450 millioner forbrugere. Det indre marked tegner sig for 61 % af virksomhedernes handel inden for EU og er grundlaget for Europas økonomiske velstand og kommer dermed borgerne, forbrugerne, arbejdstagerne og virksomhederne til gode. Kommissionen anslår, at 25 % af EU's bruttonationalprodukt skabes på det indre marked.

Nye udviklingstendenser såsom den digitale omstilling og omstillingen til en mindre kulstofintensiv og mere bæredygtig økonomi kræver imidlertid nye tilpasninger, og det samme gælder de skiftende behov hos forbrugere, arbejdstagere og virksomheder samt nye geopolitiske forhold.

Hvis det indre marked skal blive ved med at være en succes, kræver det forbedringer på flere områder. Det gælder f.eks. den europæiske energi- og industripolitik, og der bliver brug for en energiunion, en bankunion, en mere fordelagtig ramme for såvel store som små virksomheder og øget offentlig støtte til det europæiske projekt såvel som mere effektive offentlige tjenester og forbedret infrastruktur for IT, energi og transport.

Med to skelsættende rapporter fra de tidligere italienske premierministre, Enrico Letta ("Det indre markeds fremtid") og Mario Draghi (om fremtiden for den europæiske konkurrenceevne), som offentliggøres i første halvdel af 2024, har EØSU's Arbejdsgivergruppe sammenfattet sine vigtigste budskaber om en vellykket fremtid for EU's indre marked i sit kortfattede notat "EU's indre marked: den næste generation".

Læs den nye publikation her: europa.eu/!TVmdYg