European Economic
and Social Committee
EØSU kommer med vigtige anbefalinger om social enhed og inklusiv vækst i Europa
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har på anmodning af det belgiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union præsenteret en række vigtige anbefalinger, der skal styrke social samhørighed, forvalte gæld og prioritere investeringer i sundhedspleje og beskæftigelse i hele Europa. EØSU har udtrykt bekymring over, at stramme budgetter kan bremse fremskridtene i bekæmpelsen af fattigdom og klimaændringer.
EØSU fremsatte sine anbefalinger i udtalelsen Fremme af langsigtet inklusiv vækst gennem reformer og investeringer, som blev vedtaget og drøftet på plenarforsamlingen i marts med kommissæren med ansvar for beskæftigelse og sociale rettigheder, Nicolas Schmit, og den belgiske minister for pensioner og social integration, Karine Lalieux.
I udtalelsen blev det understreget, at eksisterende rammer såsom det europæiske semester og den europæiske søjle for sociale rettigheder skal ensrettes. Talerne under debatten på højt plan påpegede, at vi skal fremme det sociale Europa og behandle presserende spørgsmål såsom den kønsbestemte pensionsforskel og digital inklusion. Konferencen på højt plan om den europæiske søjle for sociale rettigheder, der snart løber af stablen i Belgien, viser, at der er interesse for at fremme implementeringen af dette instrument.
Udvalget understreger i sine forslag, at de finansielle midler skal udnyttes effektivt, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet skal inddrages i beslutningsprocesserne, og at det samtidig er vigtigt at sikre, at den grønne og den digitale omstilling er retfærdig. Inklusion er et centralt tema, og det samme er det at maksimere virkningen af sociale investeringer og samtidig fremme økonomisk stabilitet og social samhørighed i EU. (tk)