European Economic
and Social Committee
EØSU tager skridt til at styrke kvinders stilling på arbejdsmarkedet og som iværksættere
For at markere Europa-Parlamentets ligestillingsuge har EØSU vedtaget to udtalelser med anbefalinger til at styrke kvinders stilling og støtte personer, der plejer deres familiemedlemmer. Udvalget støtter også Parlamentets initiativ med en række arrangementer, der har med integration af kønsaspektet i andre politikker og intersektionalitet at gøre.
EØSU's formand Christa Schweng tog hul debatten med følgende udsagn: "Den aktuelle forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens er uacceptabel og gør betydelig økonomisk og social skade på EU. Vi er nødt til at skabe et mere gunstigt miljø for kvindelige iværksættere, nedbryde barrierer og stereotyper samt finde flere rollemodeller for unge piger og kvinder."
Næstformanden for Europa-Parlamentet Evelyn Regner understregede behovet for integration af kønsaspektet i andre politikker og for, at der træffes bindende foranstaltninger: "Fremskridtene har været langsommere end i de foregående år. Men der, hvor der er blevet indført bindende foranstaltninger, er vi stadig i stand til at gøre fremskridt. Det er en nødvendighed at ændre kulturen for at bekæmpe fordomme, men vi har også brug for bindende foranstaltninger. Og vi er nødt til at samarbejde – Europa-Parlamentet og EØSU, kvinder og mænd, unge og ældre."
Ozlem Yildirim, ordfører for EØSU's udtalelse om forbedring af ligestillingen i EU, efterlyste "en effektiv antidiskriminationspolitik på EU-niveau med sanktioner, der reelt virker afskrækkende".
Medordfører Cristian Pîrvulescu forklarede, at "der i udtalelsen opfordres til udvikling af den næste generation af foranstaltninger til fremme af ligestilling i Europa baseret på anerkendelsen af princippet om ligestilling og af forpligtelserne til at sikre dette."
Udvalget vedtog også en udtalelse om familiemedlemmer, der fungerer som plejere for personer med handicap og ældre. Ordføreren for udtalelsen Pietro Vittorio Barbieri forklarede, at "europæisk velfærd er baseret på familieplejere, som ofte holdes uden for systemet. Langt de fleste af disse er kvinder, som er tvunget til at vælge mellem at yde pleje eller fortsætte med at arbejde. Vi opfordrer indtrængende EU-institutionerne og de nationale institutioner til at undersøge dette fænomen af hensyn til de personer, der påtager sig et plejeansvar, og dem de plejer." (gb)