European Economic
and Social Committee
Cillian Lohan: "Vi har brug for lederskab, som vi kan stole på"
Cillian Lohan (Irland) bliver en af EØSU's to næstformænd for en to og et halvt årig mandatperiode fra oktober 2020 til marts 2023. Han får ansvaret for kommunikation.
Efter udnævnelsen sagde Cillian Lohan: "Vi lever i en udfordrende tid, hvor vi er tvunget til at håndtere en global pandemi og dens konsekvenser for økonomien, samtidig med at vi skal investere i en presserende omstilling væk fra afhængighed af forældede energisystemer. Vi har brug for løsninger, der fungerer for alle, og vi har brug for lederskab, som vi kan stole på.
EØSU har noget helt særligt at byde på.... Vores input skal nå klart og tydeligt frem til EU-institutionerne."
På dette kritiske tidspunkt "kan EØSU sørge for merværdi ved at skabe konsensus om vores input til nye politikker og udpege mangler i lovgivningen og fremsætte konkrete forslag til at afhjælpe dem. Vores resultater er slutproduktet af personalets og medlemmernes utrættelige arbejde for at skabe værdifulde og enestående perspektiver, som alle disse forskellige grupper inden for det organiserede civilsamfund på afgørende vis bakker op om. Det vil være min prioritet som næstformand at forstærke dette arbejde", understregede han.
Cillian Lohan er medlem af gruppen Diversitet Europa og er blevet udnævnt til EØSU gennem miljøsektoren. Han har arbejdet med politik i Irland gennem Irish Environmental Pillar og har været formand for Irish Environmental Network.
Han er en førende stemme inden for den cirkulære økonomi og var den første formand for den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi, som han var med til at oprette.
Han har stor erfaring som delegeret ved FN-initiativer som f.eks. COP-klimaforhandlingerne og det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling.
Som direktør for Green Economy Foundation har Cillian Lohan haft ansvaret for en række ambitiøse projekter, bl.a. at plante over 1 mio. træer i Irland og oprette et vildtreservat i Tobago.
Han tiltræder som næstformand med ansvar for kommunikation efter en periode som talsmand for kategorien "Forbrugere og Miljø" i EØSU.
Han har været ordfører for en række vigtige udtalelser, herunder det første omfattende arbejde på EU-niveau om fastsættelse af principperne om klimaretfærdighed: Klimaretfærdighed, handlingsplanerne for den cirkulære økonomi fra 2015 og 2019,inddragelse af unge, oplæg om et bæredygtigt Europa og adgang til klimafinansiering. (mr)
Se en videomeddelelse fra EØSU's næstformand med ansvar for kommunikation: