I en ny udtalelse bakker Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) fuldt ud op om målene i den europæiske køreplan for kritiske teknologier inden for sikkerhed og forsvar, som er særligt aktuel på grund af den russiske aggression mod Ukraine.  

EØSU vedtog på sin plenarforsamling i juli en udtalelse om den europæiske køreplan for kritiske teknologier inden for sikkerhed og forsvar. EØSU betegnede Kommissionens forslag som et overordnet set godt initiativ, der giver mulighed for at handle og reagere på forskellige kriser og geopolitiske udfordringer, men understregede, at Kommissionen bør investere yderligere i horisontale og vertikale synergier mellem medlemsstaterne.

EØSU mener først og fremmest, at der hurtigst muligt bør opnås enighed om en samlet tilgang, som går på tværs af den civil-militære skillelinje og kombinerer EU-niveauet og det nationale plan. Invasionen af Ukraine er en påmindelse om, at vi er nødt til at handle meget hurtigere end normalt.

Hvad angår de tekniske aspekter foreslås det endvidere i udtalelsen, at Observatoriet for Kritiske Teknologiers resultater indarbejdes i køreplanen. Overgangen mellem de forskellige faser af teknologi- og industricyklussen kan kun forvaltes effektivt, hvis ejerskabet for initiativet og ansvaret er præciseret.

Samtidig opfordrer EØSU medlemsstaterne til at sikre, at deres umiddelbare reaktion på Ruslands aggression mod Ukraine stemmer overens med køreplanens indhold og mål, hvilket kræver en langsigtet indsats. Kortsigtede nationale forsvarsinvesteringer skal koordineres på europæisk plan for at undgå en øget fragmentering og overlapning.

EØSU foreslår også, at der oprettes en online one-stop-shop for små og mellemstore virksomheder, et online "EU-hjørne for SMV'er", hvor virksomheder kan indtaste oplysninger og få skræddersyet information om, hvilke EU-programmer der bedst kan støtte dem. (ks)