I en udtalelse vedtaget i januar 2022 bifalder EØSU Kommissionens mål om at opdatere og tydeliggøre den eksisterende EU-ramme og strukturere den europæiske beskatning på en måde, der fremmer bæredygtig ikke-fossil energi.

EØSU er imidlertid også bekymret over den eventuelle negative socioøkonomiske indvirkning af nogle af foranstaltningerne i Kommissionens direktivforslag.

"Vi opfordrer til en mere fleksibel holdning til tilladte biobrændstoffer og beskatningen af disse", sagde ordfører Stefan Back.

EØSU anbefaler desuden, at begrebet "energifattigdom" anvendes frem for "sårbare husholdninger". Udvalget opfordrer til, at indtægterne fra miljøafgifter returneres til de hårdest ramte, og mener, at EU's prissystem skal tilpasses, så det afspejler prisen på alle former for energi.

"EØSU beklager i øvrigt, at forslaget ikke indeholder passende foranstaltninger til at undgå mobilitetsfattigdom", tilføjede medordfører Philippe Charry. (tk)