European Economic
and Social Committee
Du er aldrig for lille eller for stor til at hjælpe!
Kære læser
Wow! Jeg er stadig rørt over alle de følelser, som blev udvist under overrækkelsen af dette års civilsolidaritetspris.
Jeg var medvært for arrangementet den 15. februar foran et livepublikum på 7.500 mennesker. Nyheden om EØSU's anerkendelse af disse fantastiske initiativer spredtes hurtigt i hele Europa.
Og vinderne er kun toppen af isbjerget. Alle de 250 ansøgninger, som vi modtog, vidner om den fantastiske solidaritet, der er blevet udvist, og som stadig udvises af mange under covid-19-krisen. Vinderprojekterne er et snapshot af det, der sker ude i lokalområderne. Af den enorme indsats, som utallige organisationer og enkeltpersoner har gjort for at hjælpe dem, der har brug for det, enten ved at redde liv eller ved at hjælpe folk med at klare sig igennem vanskelige situationer som følge af pandemien. Det viser, at vores mange lokalsamfund virkelig er hjertet af Europa.
Med hensyn til indhold spændte projekterne vidt. Nogle sørger for støtte i form af naturalier, såsom levering af fødevarer og hjælp til ældre eller hjemløse, mens andre fremstiller medicinsk beskyttelsesudstyr til læger, sundhedspersonale eller fødegange. Nogle projekter foregår udelukkende online, såsom at tage sig af den mentale sundhed blandt teenagere eller andre med behov for det, bekæmpe falske nyheder vedrørende covid-19, hjælpe børn med særlige uddannelsesbehov og deres forældre, så de kan fortsætte deres skolegang og behandling, selvom skolen er lukket ned, afholde attesterbare kurser om alt, hvad man har brug for at vide om covid-19, eller ganske enkelt at afholde altankoncerter for at højne moralen under de første nedlukninger. Og det er bare lille et udpluk!
Vinderprojekterne vidner om, at man aldrig er for lille eller for stor til at hjælpe. De spænder fra et initiativ iværksat af en 18-årig gymnasieelev til storstilede aktioner gennemført af en international NGO med stor erfaring inden for levering af sundhedspleje under kriser og med aktiviteter på flere kontinenter.
Se engang, hvor meget der kan opnås, når vi udviser en så stor civil ansvarlighed og medfølelse og et så stort hensyn til vores næste.
EØSU's mål var at anerkende det europæiske civilsamfunds bidrag til at overvinde krisen og den store rolle, civilsamfundet har spillet. Vi ønskede at vise dem, der arbejder ude i felten, at Europa er taknemmelig for deres engagement og solidaritet. Og det besluttede vi at gøre med en pris.
Vi håber, at vores pris vil vise sig ikke bare at være et incitament for vinderne, men også vil inspirere alle andre organisationer og enkeltpersoner til at fortsætte deres utrolige arbejde for solidaritet, da deres indsats er afgørende for at vinde kampen mod pandemien og skabe en bedre fremtid for Europa. Vi var derfor enormt stolte og ydmyge over at kunne fejre dette øjeblik med nogle af disse fantastiske personer.
Vi vil også gerne give dig et bedre kendskab til disse modige og kreative mennesker, og det arbejde de udfører. I dette nummer kan du læse interviews med hver af vores vindere, som bl.a. fortæller om, hvad der fik dem til at iværksætte deres projekter, og hvordan deres direkte støttemodtagere reagerede på dem. Du kan også lytte til en podcast med vinderen af den grænseoverskridende kategori, Emergency – en NGO, som byggede et hospital i Bergamo, da denne italienske by var hotspot for coronavirusset i pandemiens første dage. Og her kan du også finde nogle sjove fakta, hvis du vil vide mere. God læsning!
Cillian Lohan
EØSU's næstformand for kommunikation