European Economic
and Social Committee
EØSU er vært for en virtual fotoudstilling af den franske fotograf Frédéric Stucin, der sætter fokus på madudbringere som et karakteristisk træk ved det moderne byliv og en ny form for beskæftigelse, der ofte tilsidesætter de europæiske regler for sikkerhed og sundhed for arbejdstagere.
Udstillingen omfatter 20 billeder af bude for Uber Eats, Deliveroo og andre lignende platforme.
"I fuld fart gennem byen på cykler og scootere dag og nat minder disse bude mig om de legendariske ryttere, der bragte post ud for Pony Express i USA", siger Frédéric Stucin.
Billederne viser også de hårde arbejdsvilkår, som budene arbejder under, eftersom de er ude i al slags vejr, når de er nødsaget til at vente uden for restauranterne. Derudover skal de selv betale deres transportomkostninger og eventuelle bøder, samtidig med at de skal håndtere hensynsløse platforme og krævende kunder og acceptere, at de løber risici i trafikken.
De platforme, som budene arbejder for, taler om fleksibilitet og friheden til selv at fastlægge sin arbejdstid, men mange af disse arbejdstagere nægtes adgang til grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Der er sket visse fremskridt, og nogle platforme tilbyder nu lidt bedre vilkår, mens arbejdstagerne selv er begyndt at etablere en række mekanismer, der skal sikre gensidig støtte.
"Med disse billeder ønsker jeg at hylde disse modige mennesker, som fortjener vores respekt," siger Frédéric Stucin.
Billederne kaster lys over de problemer, der er forbundet med denne voksende gruppe af atypiske arbejdstagere, samtidig med at EØSU's udtalelse om den sociale dialog som et redskab til at fremme sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen drøftes på plenarforsamlingen i januar.
Udstillingen, som arrangeres i forbindelse med det franske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, kan ses fra den 15. januar til den 15. februar 2022. Se udstillingen HER. (ck)