Månedens gæst

Hver måned vil du få mulighed for at stifte bekendtskab med en person, hvis arbejde og engagement er en kilde til inspiration for andre.

Med henblik på vores septemberudgave har vi inviteret Sébastien Maillard, direktør for Jacques Delors-instituttet i Paris. Han vil fortælle os, hvordan han opfatter begrebet "tilhørsforhold til Europa", som har særlig stor betydning i denne tid præget af debatten om Europas fremtid, som kulminerer under det franske formandskab i første halvdel af 2022.

Sébastien Maillard er direktør for Jacques Delors-instituttet i Paris. Denne tænketank, som har 20 medarbejdere, analyserer i samarbejde med sine partnere i Berlin og Bruxelles europæiske spørgsmål og formulerer konkrete idéer til at fremme den europæiske integration i en række nøglesektorer. Tænketankens "Académie Notre Europe" informerer unge mellem 18 og 30 år om EU-spørgsmål.

Sébastien Maillard startede sin karriere som journalist på avisen La Croix. Senere blev han en del af tænketanken, som blev grundlagt af tidligere kommissionsformand Jacques Delors. Sébastien Maillard var korrespondent i Bruxelles (2007-2010) og Rom (2013-2016), hvor han var med til at lede den internationale afdeling, og han dækkede Emmanuel Macrons valgkampagne i 2017. Sébastien Maillard er specialist i europæiske anliggender, som han har undervist i ved Sciences Po-universitetet i Paris og ved Boston College. Han har også samarbejdet med TheWorldPost, The German Times og andre aviser. Sébastien Maillard er medlem af forskellige europæiske organisationer (Europabevægelsen, Robert Schuman-Huset og Europa-Huset). Han er forfatter til "Qu’avons-nous fait de l’Europe?" ("Hvad har vi gjort med Europa?") fra 2013 med forord af Jacques Delors. Han har derudover skrevet en interviewbog sammen med Enrico Letta med titlen "Faire l’Europe dans un monde de brutes" ("Skabelsen af Europa i en brutal verden") fra 2017, udgivet som billigbog i 2019 og oversat til flere sprog. (ehp)