Et stærkere indre marked gennem ensartet digital beskatning

I en sonderende udtalelse understreger EØSU betydningen af koordineret europæisk lovgivning, som fastsætter skattesatser for udbydere af digitale tjenester. Dette vil sikre et vækstfremmende erhvervsmiljø og gavne det indre marked, samtidig med at man undgår de huller, som særskilte nationale initiativer vil skabe. I udvalgets udtalelse, som er udarbejdet på anmodning af det tjekkiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, påpeges det, at alle nye regler skal forebygge risikoen for dobbeltbeskatning og minimere virksomhedernes efterlevelsesomkostninger.

Selv om EU kan spille en ledende rolle med hensyn til at udstikke regler for beskatning af den digitale økonomi, er det nødt til at respektere den internationale aftale, som OECD/G20 er nået frem til. I den forbindelse erklærede ordfører Benjamin Rizzo, at "både søjle 1 og søjle 2 i OECD's inklusive ramme vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud bør gennemføres i EU, så snart det er muligt. Det vil bidrage til at skabe en høj grad af overensstemmelse med den internationale aftale, som skal forhandles af OECD/G20". Medordfører Petru Dandea tilføjede: "EØSU understreger, at en hensigtsmæssig international skattelovgivning for digitale virksomheder har afgørende betydning i bestræbelserne på at forebygge skatteunddragelse og skatteundgåelse og udforme et retfærdigt, stabilt og progressivt skattesystem". (tk)