Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har udsendt nogle vigtige anbefalinger om det europæiske semester 2025 – efterårspakken, hvori der indtrængende opfordres til strategiske investeringer og stærkere samarbejde for at forbedre EU's modstandsdygtighed og konkurrenceevne.

EØSU fremsatte sine anbefalinger i en udtalelse, der blev vedtaget på plenarforsamlingen i februar, og hvori der lægges vægt på bæredygtighed, arbejdsmarkedsreformer og bedre tilpasning mellem nationale politikker og EU-politikker, samtidig med at udvalget opfordrede til større inddragelse af civilsamfundet.

EØSU beklagede fraværet af den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst, som er et vigtigt politisk dokument. Udvalget understregede behovet for, at EU's institutioner forbereder sig på geopolitiske risici, der kan påvirke handel, inflation og vækst.

EØSU gav udtryk for sin støtte til initiativet konkurrenceevnekompasset og opfordrede til investeringer i energisektoren og den digitale sektor, herunder en europæisk fond for strategiske investeringer. Derudover opfordrede udvalget til stærkere inddragelse af civilsamfundet, en pragmatisk gennemgang af genopretnings- og resiliensfaciliteten og øget samarbejde mellem medlemsstaterne for at forbedre de økonomiske politikker og produktiviteten. (tk)