European Economic
and Social Committee
Udformning af vores klimafremtid inden for rammerne af COP28: EØSU's delegation
COP28 er en vigtig skillevej, hvor landene skal bekræfte og styrke deres tilsagn om at bekæmpe klimaforandringerne. Parisaftalen, som man nåede til enighed om på COP21-konferencen, lagde grunden for den fælles indsats med henblik på at begrænse den globale temperaturstigning. På COP28 har landene mulighed for at revidere og styrke deres klimamål og sikre, at de er i overensstemmelse med de seneste videnskabelige vurderinger og klimakrisens stadig mere påtrængende natur.
Deltagerne i COP28-konferencen samles fra den 30. november til den 12. december 2023 i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. EØSU deltager aktivt i de årlige forhandlinger.
Ved COP28 vil den første globale statusopgørelse over gennemførelsen af Parisaftalen blive afsluttet. En statusopgørelse er en toårig proces, som gennemføres hvert femte år for at vurdere verdens kollektive fremskridt mod at nå sine klimamål. Den første globale statusopgørelse falder midt i gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og dens verdensmål for bæredygtig udvikling, herunder mål 13 (klimaindsats).
I et brev til parterne annoncerede formandskabet i juli 2023, at man under COP28 vil rette fokus mod fire paradigmeskift med henblik på at:
- fremskynde energiomstillingen og nedbringe emissionerne inden 2030
- ændre klimafinansieringen ved at opfylde gamle løfter og opstille rammer for en ny finansieringspagt
- sætte natur, mennesker, liv og livsgrundlag i centrum for klimaindsatsen
- gå sammen om at gøre det til den mest inklusive COP nogensinde.
EØSU's medlemmer vil være en del af EU's delegation og kommer til at omfatte EØSU's formand Oliver Röpke, de seks medlemmer af ad hoc-gruppen vedrørende COP, Peter Schmidt, Isabel Caño Aguilar, Josep Puxeu Rocamora, Antje Sabine Gerstein, Neža Repanšek og Arnaud Schwartz samt EØSU's ungdomsdelegerede til UNFCCC Diandra Ní Bhuachalla. (ks)