I klummen "Forestil dig Ukraine" offentliggør vi fotos, der viser krigen i Ukraine og dens eftervirkninger. Det er ofte journalister, der skaffer denne dokumentation, fordi de rejser derhen, hvor vi andre ikke har adgang, for at registrere begivenhederne og værne dem mod glemslen.

Dette foto er taget, udvalgt og kommenteret af Jowita Kiwnik Pargana, en polsk journalist, EU-korrespondent og forfatter til talrige rapporter fra Ukraine.

Mens jeg sidder og udvælger dette foto, affyrer russerne raketter mod Kyiv, Lviv, Dnipro, Kharkiv og Zaporizjzja. I takt med Putins gengældelsesangreb for ødelæggelsen af Krimbroen er dette foto desværre kun blevet alt for aktuelt. Den nat, hvor fotoet blev taget, begyndte sirenerne at hyle kl. 2, og Oleksiy Kolomyets – biatlet og OL-deltager for det tidligere Sovjetunionen og en af fakkelbærerne ved De Olympiske Lege i Moskva i 1980 – vækkede sin familie. De løb ned i kælderen, hvor Oleksiy havde indrettet et tilflugtssted med tæpper, dyner, soveposer og mad samt våben gemt under en madras. Oleksiys kone, Lyudmila, faldt i søvn på sofaen sammen med sit barnebarn. Oleksiy blev oppe og holdt vagt. Efter en time blev alarmen afblæst. Om morgenen lød sirenerne igen, så familien spiste morgenmad i kælderen, som de havde gjort lidt for ofte de seneste dage. Siden den 24. februar er beskyttelsesrum blevet hverdag for folk i Ukraine. Mange metrostationer og kældre på hospitaler, teatre og skoler er omdannet til beskyttelsesrum. Nogle ukrainere indretter ligesom Oleksiy beskyttelsesrum i kælderen af deres bolig.

Jowita Kiwnik Pargana, polsk journalist, korrespondent for Deutsche Welle i Bruxelles og forfatter til talrige rapporter fra de besatte dele af Ukraine.