På EØSU's årlige seminar for civilsamfundsformidlere, der finder sted i Zagreb den 24.-25. november, vil der blive stillet skarpt på konsekvenserne af krigen i Ukraine for EU, idet man vil drøfte tre ømtålelige spørgsmål.

På seminaret "Geopolitisk uro ved EU's grænser: civilsamfundets perspektiv" vil der blive sat fokus på tre centrale aspekter af krigen:

  • EU-udvidelse: Vil krigen føre til en kursændring i EU's udvidelsespolitik? Hvor forberedt er Ukraine, som nu er blevet kandidatland, på at blive medlem af EU? Hvor retfærdig er denne særbehandling af Ukraine set i forhold til andre kandidatlande, der i årevis har ventet på sidelinjen? Og hvordan passer udsigten til et europæisk geopolitisk fællesskab ind i alt dette?
  • Energi: I takt med at EU vender ryggen til billigere russisk gas og olie, og EU's industri og arbejdstagere kommer under pres, hvad kan EU-landene så gøre for at hjælpe borgerne med at ride stormen af? Vil de blive fristet til på ny at anvende stærkt forurenende kul, eller vil dette sætte skub i den grønne omstilling? Kan EU hjælpe sine medlemslande ud af denne krise lige så godt som under covid 19-krisen?
  • Kommunikation: Kommunikation er et af de vigtigste våben i denne krig, og der gøres brug af alle de nye muligheder, som teknologien tilbyder. Hvordan bruger de forskellige parter kommunikation? Hvem er vinderne på denne front, og hvordan tackler EU den nye bølge af desinformation?

Blandt hovedtalerne er journalisterne Tim Weber, ekspert i online-desinformation og manden bag BBC online, Regis Genté, medforfatter til bogen "Volodymyr Zelensky: in the mind of a hero", og Dušan Gajić, forfatteren bag dokumentaren "The Graduates", der handler om den identitetskrise, som krigen har udløst i Serbien.

Seminaret afholdes som led i "Connecting EU"-serien, der har eksisteret i 16 år og udgør en platform, hvor journalister og kommunikationsmedarbejdere fra civilsamfundsorganisationer kan mødes og drøfte aktuelle spørgsmål af fælles interesse og relevans for Europa. Det samler EØSU-medlemmer og andre EU-repræsentanter, partnerorganisationer fra medlemsstaterne, journalister og forskere til en debat om højaktuelle spørgsmål.

Det fulde program vil blive offentliggjort snarest på EØSU's websted. Deltagelse i arrangementet kræver indbydelse, men der vil blive reserveret enkelte pladser til interessenter. For at modtage en indbydelse bedes du skrive til: pressofficers@eesc.europa.eu.(dm)