I en udtalelse, der blev offentliggjort for nylig, bakker EØSU op om Kommissionens REPowerEU-plan om at udfase EU's afhængighed af gas og olie fra Rusland. Udvalget påpeger dog, at mange af de problemer, som nu behandles i al hast, kunne have været undgået eller begrænset, hvis man havde mindsket afhængigheden af energiimport for længe siden og fuldført energimarkedet, sådan som EØSU har opfordret til i årevis.

I en udtalelse, udarbejdet af Stefan Back, Thomas Kattnig og Lutz Ribbe, som blev vedtaget på plenarforsamlingen i september, understregede udvalget, at de kombinerede økonomiske og sociale effekter af den nuværende krise vil sætte EU's demokratiske system under pres, medmindre der findes fyldestgørende løsninger. Hvis vi vil undgå spirende sociale uroligheder, bør der straks træffes foranstaltninger for at garantere forsyningssikkerheden til en pris, der er "så overkommelig som muligt" for både forbrugere og virksomheder, som er berørt af den nuværende priskrise.

EØSU påpeger, at REPowerEU-planen er et skridt i den rigtige retning, men advarer om, at disse nødforanstaltninger ikke må føre til nye afhængighedsforhold eller undergrave bestræbelserne på at opnå klimaneutralitet så hurtigt som muligt.

Kommissionen bør udvikle en geopolitisk strategi for import af energi, som tager hensyn til presserende energi- og klimaspørgsmål, inden der indgås partnerskaber med ikkedemokratiske eller politisk ustabile lande.

Efter udvalgets opfattelse kræver det akutte behov for at sikre forsyninger fleksibilitet i forhold til midlertidig anvendelse af fossile brændstoffer og kulstoffattige brændstoffer. (mp)