European Economic
and Social Committee
Af EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer
I juli arrangerede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs (EØSU) Gruppe af civilsamfundsorganisationer i samarbejde med Unge Europæiske Føderalister (JEF Europe) et ungdomsseminar med titlen "Unge under pres – beskyttelse af de unges civilsamfund". Seminaret var en opfølgning på tidligere webinarer om unges medborgerskab, som Gruppen af civilsamfundsorganisationer afholdt i 2021 og 2022.
På seminaret blev der under en drøftelse mellem unge og institutionelle repræsentanter, herunder gæstetalerne Dr. Sergey Lagodinsky (medlem af Europa-Parlamentet, De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance), Alessia Valentino (juridisk medarbejder, Kommissionen), og Christian Moos (medlem af Gruppen af civilsamfundsorganisationer og ordfører for EØSU's kommende udtalelse om pakken om forsvar af demokratiet), gennemgået de tendenser, der gør sig gældende for unges civilsamfundsmæssige råderum i hele Europa, og de specifikke krænkelser af dette, som finder sted.
Arrangementet fremhævede det presserende behov, der er for en koordineret borgerdialog på nationalt og europæisk plan, øget finansiering til ungdomsorganisationer og inklusiv deltagelse af alle unge. Det understregede også behovet for mekanismer til beskyttelse af aktivister, meningsfuld opfølgning på ungdomsdialoger og håndtering af de stigende restriktioner for civilsamfundsorganisationer. På trods af de forskellige perspektiver og erkendelsen af, at der ikke er nogen universalløsning på problemerne på tværs af medlemsstaterne, var alle talere og deltagere enige om, at der er et presserende behov for at beskytte og styrke de unges civilsamfund med henblik på at sikre demokratiernes fortsatte eksistens.
Samtlige konklusioner og anbefalinger fra seminaret kan læses på: https://europa.eu/!DFFpPj.