European Economic
and Social Committee
EØSU mener, at sikker energiforsyning til en overkommelig pris er en prioritet
Uafhængighed på energiområdet er nøglen til Europas fremtid: EU skal sikre sin energiforsyning hurtigst muligt, gøre sig fri af russisk gas og drastisk fremskynde omstillingen til ren energi. Dette er hovedbudskabet i udtalelsen "REPowerEU: En fælles europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi til mere overkommelige priser", der blev udarbejdet af Thomas Kattnig, Alena Mastantuono og Simo Tiainen og vedtaget på plenarforsamlingen i maj.
EØSU støtter Kommissionens meddelelse "REPowerEU", der blev godkendt af kommissærkollegiet samme dag som udtalelsen blev vedtaget, og hvori det hedder, at den er i overensstemmelse med målene i den grønne pagt og energiunionen. Desuden indeholder forslaget nye foranstaltninger, der skal sætte skub i produktionen af grøn energi, diversificere forsyningerne og mindske efterspørgslen efter russisk gas, som har ført til betragtelige stigninger i elektricitetsmarkedets priser som følge af manipulation af markedet.
Udvalget advarer også om, at EU skal være særlig forsigtig, når det drejer sig om at erstatte russisk gas med andre ressourcer, og tage hensyn til disses miljøpåvirkning og udsigten til at blive afhængig af tredjelande, der ikke deler europæiske værdier.
Den nuværende geopolitiske situation som følge af den russiske invasion af Ukraine har yderligere forværret den hidtil usete stigning i energipriserne, som EU har stået over for i de seneste måneder. Det er derfor yderst vigtigt at tage øjeblikkelige skridt til at afbøde virkningerne af høje priser for Europas husholdninger, landbrugere, virksomheder og industri. (mp)