European Economic
and Social Committee
I denne rubrik præsenterer vi holdninger, tanker og kommentarer fra journalister og fremtrædende personligheder om emner, der er vigtige i dagens Europa. Denne gang er vores gæst den ukrainske journalist Olena Abramovych. I starten af det nye år deler hun sine forventninger til en bedre verden med vores læsere.
Olena Abramovych er ukrainsk journalist og arbejder i Bruxelles. Siden det russiske angreb i februar 2022 har hendes webbaserede TV-kanal, "Inter", været en del af det nationale nyhedsmaraton, der døgnet rundt dækker krigen i en stor del af det ukrainske territorium. Olena har rapporteret fra de vigtigste politiske begivenheder i Bruxelles (såsom NATO- og EU-topmøder) for ukrainske TV-kanaler siden 2014. Under Maidan-revolutionen i Ukraine i 2013-2014 hjalp hun journalister fra Bruxelles med at få kontakt til de politiske ledere og institutioner i Kiev. Hun har også samarbejdet med den nederlandske TV-kanal NOS om efterforskningen af Ruslands nedskydning af MH-17-passagerflyet.
Udover politik har hun dækket det sociale område og arbejdet som frivillig med at hjælpe ukrainske arbejdstagere i Belgien i kampen for deres rettigheder. Siden 2016 har hun også organiseret en sommerskole under overskriften "Lederskab" i sin hjemby, Kovel, i det nordvestlige Ukraine - et gratis mentorprogram, der vejleder teenagere, når de forbereder sig på at vælge universitetsstudier. Hun har en bachelorgrad i undervisning og en kandidatgrad i journalistik fra universitetet Kyiv-Mohyla Academy.