European Economic
and Social Committee
EØSU opfordrer Kommissionen til at være mere ambitiøs i bestræbelserne på at styre EU's økonomi og finanser i retning af bæredygtighed
På sin seneste plenarforsamling havde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en debat med kommissær Mairead McGuinness om, hvordan man kan opnå et grønnere, mere bæredygtigt og mere digitaliseret europæisk økonomisk og finansielt system.
På plenarforsamlingen blev der vedtaget en række udtalelser, der skal bidrage til at bane vejen for et reelt mere bæredygtigt EU. I en af sine initiativudtalelser foreslår EØSU, at der udvikles en række nye indikatorer som supplement til BNP og som hjælp til omstillingen. I en anden udtalelse støtter EØSU målet om at omdirigere investeringer, men mener, at mange af de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår i sin nye strategi for bæredygtig finansiering, ofte forekommer for tøvende og ser bort fra det kritiske begreb social bæredygtighed. Desuden vedrører EU's klassificeringsordning ikke miljømæssige og sociale mål i lige høj grad og giver anledning til tvivl om kontroversielle økonomiske aktiviteter. Endelig bifalder EØSU i en tredje udtalelse idéen om en ny frivillig europæisk standard for grønne obligationer og kommer med vigtige anbefalinger til, hvordan den kan omdannes til et virkelig effektivt instrument, der kan hjælpe med at lede investorerne i retning af projekter, der har en positiv indvirkning på miljøet. (tk)