Af Lorenza Campagnolo, forskningskoordinator, og CMCC -teamet, der er involveret i denne studie

Studien om Klimaændringernes omkostninger for husholdninger og familier i EU var en god lejlighed til at kaste lys over, hvordan de omkostninger, der er forbundet med tilpasningsforanstaltninger, modvirkningspolitikker og virkningerne af klimaændringerne, påvirker husholdningerne i EU afhængigt af, hvilken region de befinder sig i, og deres socioøkonomiske karakteristika. Studien anerkender, at litteraturen er mangelfuld uden nogen bred vurdering af omkostningerne ved klimaændringer med fokus på EU's husholdninger.

Den foreslår også nye metoder og resultater, der kombinerer Eurostats oplysninger om husstandsindkomst og -udgifter, klimarelaterede farer samt modelleringsværktøjer. Vores studie undersøger såvel tab af husstandsindkomst og klimarelaterede udgifter som en direkte følge af virkningerne af klimaændringer eller tilpasningsbehov.

Klimaændringerne vil få forskellige konsekvenser for forskellige regioner og socioøkonomiske grupper i EU i 2050. I et moderat klimaændringsscenarie vil der sandsynligvis ske stigninger i husholdningernes udgifter til sundhed i de nordlige og sydlige dele af EU, i udgifter til fødevare i de østlige, vestlige og sydlige områder, i udgifter til el i alle regioner og til forsikring især i den nordlige del. Denne udgiftsstigning vil lægge en tung byrde på de fattigere husholdninger, som i mindre grad vil være i stand til at diversificere forbruget og have begrænset tilpasningsevne. Samtidig vil der opstå tab af arbejdsindkomster i den sydlige del af EU, og det samlede indkomsttab vil være udbredt i alle regioner.

Der vil være negative og regressive følger (større pres på fattigere husholdninger end på rigere husholdninger) på en lang række udgifter til varer/tjenester og indtægtskilder, navnlig i den sydlige del af EU (sundheds-, el- og forsikringsudgifter og den samlede arbejdsindkomst), men også marginalt i østlige (fødevareudgifter) og nordlige regioner (el- og forsikringsudgifter). Klimaændringerne vil sandsynligvis øge antallet af mennesker i EU, der er truet af fattigdom. Scenarier for modvirkning af klimaændringer vil sandsynligvis mindske dette og fremme en hurtigere lønvækst for lavtuddannet arbejdskraft sammenlignet med højt kvalificeret arbejdskraft.

De vigtigste anbefalinger til de politiske beslutningstagere er at prioritere regioner, som det er tilfældet i de sydlige dele af EU, som oplever negative konsekvenser for husholdningerne og samtidig tilbagegang, samt at styrke indkomststøtteforanstaltningerne og skræddersy dem til de mest sårbare dele af befolkningen i disse regioner. Klimaændringernes multisektorielle karakter kræver desuden horisontal politisk integration for at gøre politikudformningen mere effektiv.

Studien, som blev gennemført af CMCC efter anmodning fra gruppen af civilsamfundsorganisationer, og resuméet heraf kan downloades fra EØSU's hjemmeside.

Under overskriften Et spørgsmål til... besvarede EØSU-medlem Stoyan Tchoukanov et spørgsmål om den udtalelse, han har udarbejdet til vedtagelse på plenarforsamlingen i januar.

EØSU's spørgsmål: "Du er ordfører for udtalelsen om Fremme af uafhængig og bæredygtig fødevareproduktion: strategier for den fælles landbrugspolitik efter 2027. Hvad foreslår udvalget i sin udtalelse, navnlig vedrørende den fælles landbrugspolitik efter 2027 og bæredygtig fødevareproduktion?

Ny studie på foranledning af EØSU's Arbejdsgivergruppe

EU har altid ihærdigt fremmet økonomisk integration med resten af verden. I en fredelig verden, der styres af et regelbaseret system, har denne strategi gjort Europa til en af de vigtigste globale handelsmagter og en af de mest velstående regioner.

Covid-19-pandemien, der blev efterfulgt af Ruslands invasion af Ukraine, har grundlæggende ændret dynamikken for åbenhed og økonomisk integration og varslet en lang og møjsommelig kamp for at bevare EU's velstand. Disse ødelæggende begivenheder har vist, hvor vigtigt det er, at EU bliver mere robust og i stand til på effektiv vis at beskytte sine strategiske interesser.

EU forbereder sig på at tage disse udfordringer op, hvilket kan signalere et skift væk fra det multilaterale, regelbaserede handelssystem, der har været kendetegnende for tiden efter Anden Verdenskrig og har ikke råd til at være uklar med hensyn til, hvad strategisk autonomi indebærer.

Studien, som er udarbejdet af Centre for European Policy Studies (CEPS), går i dybden med disse komplekse spørgsmål, udforsker EU svagheder og fremsætter en række anbefalinger til, hvordan strategisk autonomi kan opnås. Studien er bestilt af EØSU på foranledning af EØSU's arbejdsgivergruppe og er udarbejdet af CEPS.

Du kan læse studien her: https://europa.eu/!n98Tdd

Af EØSU's Arbejdstagergruppe

Det Europæiske Miljøagenturs (EEA) årlige statusrapport for 2023 var ikke særlig opmuntrende: EU vil muligvis ikke opfylde størstedelen af målene inden 2030. Navnlig er udsigterne for forbrugsfodaftrykket, energiforbruget, den cirkulære produktion og økologisk landbrug særligt alvorlige, selv om resten – fra biodiversitet til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer – ikke ser bedre ud.

Med hensyn til COP28-resultaterne er der ikke meget tid at give af. Som debatten på EØSU's plenarforsamling i december viste, er civilsamfundet langt fra tilfreds med konklusionerne: Teksten er mangelfuld med hensyn til, hvordan og hvem der skal betale, og rigere på ord end på konkrete tiltag (på trods af, at fossile brændstoffer for første gang fremhæves som årsag til klimaændringerne)). Målet om at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur inden udgangen af århundredet til 1,5 ° C vil sandsynligvis ikke blive nået, da denne temperaturstigning højst sandsynligt vil blive nået inden for fem år. Det varmeste år, der er registreret, er 2023, hvor hver måned siden juni har været den varmeste nogensinde, siden man begyndte at registrere temperaturer.

Dette dystre billede må ikke afskrække os. Det bør derimod motivere os: Der er brug for handling. Det er hverken tid til forsigtige gode intentioner (vi har haft masser af dem tidligere, og se hvor vi er nu), eller til at vende tilbage til spareforanstaltninger. Principperne for retfærdig omstilling med økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed skal gennemtrænge hver enkelt EU-politik. Og dette skal i overensstemmelse med EØSU's seneste udtalelse om emnet omfatte vedtagelse af et direktiv om en retfærdig omstilling på EU-plan for arbejdslivet: kun hvis alle er om bord, vil den gigantiske opgave, der ligger foran os, kunne løses. Hvis omkostningerne herved lægges over på de mest sårbare, som det så ofte er tilfældet allerede, vil den højreekstremistiske populisme vokse. På det tidspunkt vil det være for sent, selv om de katastrofale virkninger af klimaændringerne ikke kan benægtes.

I EU sover næsten 900.000 mennesker hver nat på gaden eller på et herberg. Hjemløsheden er mere end fordoblet i de seneste 15 år, og EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne og EU til at skride til handling.

EØSU efterlyser en omfattende EU-strategi for hjemløshed og en hurtig gennemførelse af effektive nationale politikker for hjemløshed i et forsøg på i væsentlig grad at nedbringe hjemløshed – en af de mest ekstreme former for social udstødelse, senest i 2030.

"Vi opfordrer til en EU-strategi for hjemløshed, som fuldt ud integrerer den europæiske platform for bekæmpelse af hjemløshed og giver mulighed for at indføre nationale politikker for hjemløshed i det europæiske semester", sagde Maria del Carmen Barrera Chamorro, ordfører for EØSU's udtalelse om En EU-ramme for nationale hjemløsestrategier.

Strategien skal understøttes af en henstilling fra Rådet, og EØSU opfordrer det nye belgiske rådsformandskab til at påbegynde arbejdet i den forbindelse. Udvalget anmoder desuden Kommissionen om hurtigst muligt at udarbejde et forslag til et nyt flerårigt arbejdsprogram, der fortsætter ind i og dækker hele dens næste mandatperiode.

EØSU ønsker, at hjemløshed fortsat skal være en socialpolitisk prioritet for EU forud for valget til Europa-Parlamentet og derefter. Vi har brug for et strategisk skift i fokus fra at håndtere hjemløshed til faktisk at bringe den til ophør inden 2030", sagde Ákos Topolánszky, medordfører for udtalelsen.

EØSU har foreslået, at "først en bolig"-princippet fremmes aktivt for at bekæmpe kronisk hjemløshed. I henhold til dette princip er boliger ikke blot et tilflugtssted: de er også et redskab til reintegration. Princippet gør det muligt at finde langsigtede boligløsninger og afhænger ikke af faktorer som f.eks. nødvendigheden af at udvise personlig udvikling eller acceptere støtte.

Den boligbaserede tilgang er allerede blevet godkendt i Lissabonerklæringen, som i 2021 blev undertegnet af alle 27 EU-medlemsstater, EU-institutionerne og adskillige europæiske NGO'er. Erklæringen er det politiske grundlag for EPOCH, og underskriverne heraf forpligtede sig til at samarbejde om hjemløshed på EU-plan og arbejde hen imod at udrydde hjemløshed senest i 2030. EØSU bemærker imidlertid i udtalelsen, at hjemløshed på trods af den politiske indsats ikke håndteres tilstrækkeligt, hverken på europæisk eller nationalt plan.

Finland er det eneste land, der har formået konsekvent at nedbringe antallet af hjemløse i løbet af de seneste 20 år. (ll)

"Du er ordfører for udtalelsen om Fremme af uafhængig og bæredygtig fødevareproduktion: strategier for den fælles landbrugspolitik efter 2027. Hvilke forslag fremsætter udvalget i sin udtalelse, navnlig vedrørende den fælles landbrugspolitik efter 2027 med hensyn til bæredygtig fødevareproduktion?"

Stoyan Tchoukanov: I kraft af den fælles landbrugspolitik har Den Europæiske Union kunnet sikre en stabil fødevareforsyning af en høj og stadig stigende kvalitet til sin voksende befolkning og samtidig opretholde en familielandbrugsmodel. I løbet af de sidste 65 år har politikken udviklet sig, men der er stadig stor kritik af de tre dimensioner af bæredygtighed i den nye version, der trådte i kraft i 2021.

Stillet over for nye udfordringer har vi nu mere end nogensinde før brug for en stabil langsigtet politisk ramme, der er gearet til bæredygtig fødevareproduktion og åben strategisk autonomi for Den Europæiske Union. Dette bør gå hånd i hånd med beskyttelse af de mange forskellige landbrugstyper i EU og imødekommelse af samfundsmæssige og økologiske behov ("offentlige midler til offentlige goder"), samtidig med at udviklingen af landdistrikterne sikres.

Miljø- og klimapolitikkerne bør ikke ses som en byrde i forbindelse med genopretningen efter den nuværende krise, men i stedet som en del af de langsigtede løsninger og som retningsgivende for beslutningstagningen fremover. Den seneste reform af den fælles landbrugspolitik indebar en styrkelse af princippet om, at hver hektar, der modtager støtte, til gengæld skal levere miljøtjenester til samfundet.

Ensartet støtte pr. hektar afspejler imidlertid ikke den økologiske virkelighed eller rimelig støtte ud fra et socialt perspektiv. Vi mener, at den næste fælles landbrugspolitik bør gå endnu videre og skærpe de miljømæssige og sociale krav, der skal kompenseres behørigt og beskyttes mod illoyal konkurrence.

De arealbaserede betalinger bør derfor omlægges til incitamenter i stedet for kompensation for begunstigede tjenester, med en rimelig overgangsperiode, som kan strække sig længere end anvendelsesområdet for en enkelt flerårig finansiel ramme (FFR).

Små familielandbrug bør kunne vælge fortsat at få indkomststøtte baseret på arealbetalinger og arbejdsenheder på bedriften, idet det bør overlades til medlemsstaterne at fastlægge kriterierne i de strategiske planer. For at bremse nedgangen i antallet af bedrifter i EU på grund af manglende generationsskifte er der brug for foranstaltninger for at øge den gennemsnitlige indtjening fra landbrug og vedrørende adgangen til jord (med investeringstilskud, præferencelån, national lovgivning om overdragelse af jord), gunstige investeringsbetingelser under den anden søjle (tilvejebringelse af supplerende private midler), opkvalificering (af landbrugere, landbrugsmedhjælpere og rådgivere), muligheder for kvinder, gode arbejdsforhold, bedre langsigtede udsigter for landbrugerne (pensioner osv.), ligesom landdistrikterne generelt skal gøres mere attraktive.

Landbrugspolitikken skal bidrage til at fremme forbrugerefterspørgslen efter en sundere og mere bæredygtig kost i EU (økologiske, sæsonbestemte og lokale produkter), mindske madspildet og regulere fødevaremarkederne for at tackle den finansialisering af fødevaresektoren, der fører til omfattende spekulation og til, at der opnås enorme fortjenester, samtidig med at europæerne kæmper for at klare de stigende fødevarepriser. Stigninger i energipriserne og risikoen for afbrydelser i forsyningerne af energi og gødning er en del af den nye normal, og man bør overveje at medtage konjunkturudlignende elementer i den fælles landbrugspolitik og indføre investeringsstøtteordninger til forbedring af produktionen og distributionen af vedvarende energi på bedriftsniveau og lokalt plan i landdistrikterne.

I vores udtalelse foreslår vi, at Kommissionen overvejer at styrke de offentlig-private forsikringspartnerskabsordninger, der er frivillige i de enkelte medlemsstater, som et af instrumenterne under den fælles landbrugspolitik efter 2027 som reaktion på konsekvenserne af ekstreme klimaforhold. I lyset af valget til Europa-Parlamentet i 2024 og den fremtidige udvidelse af EU ser EØSU denne udtalelse som en anledning til at fremsætte nogle overvejelser/retningslinjer/forslag fra det organiserede civilsamfund om den fremtidige udformning af og retning for den fælles landbrugspolitik efter 2027 med det sigte at opnå en uafhængig og bæredygtig fødevareproduktion inden for en mere helhedsorienteret og omfattende fødevarepolitik. Målet er at bidrage til Kommissionens forslag til den næste fælles landbrugspolitik ved at rette lyset mod civilsamfundsorganisationernes behov og samfundets forventninger.