Vores samfund ædes op af en utryghed, der som en usynlig sygdom kryber ind overalt og får folk til at føle sig dybt magtesløse og prisgivet kræfter, de ikke har kontrol over. Det var budskabet fra Albena Azmanova, der er universitetsprofessor og prisvindende forfatter, og som holdt en vægtig hovedtale under EØSU's civilsamfundsuge. I dette interview med EØSU info folder hun de væsentligste årsager til denne epidemi ud, bl.a. tendensen til at prioritere ligestilling frem for økonomisk stabilitet.
Vores samfund ædes op af en utryghed, der som en usynlig sygdom kryber ind overalt og får folk til at føle sig dybt magtesløse og prisgivet kræfter, de ikke har kontrol over. Det var budskabet fra Albena Azmanova, der er universitetsprofessor og prisvindende forfatter, og som holdt en vægtig hovedtale under EØSU's civilsamfundsuge. I dette interview med EØSU info folder hun de væsentligste årsager til denne epidemi ud, bl.a. tendensen til at prioritere ligestilling frem for økonomisk stabilitet.
I din hovedtale under civilsamfundsugen talte du om en epidemi af utryghed som årsagen til tilbagegangen i politiske frihedsrettigheder. Du beskrev det som en usynlig sygdom, der driver os til vanvid. Kan du fortælle mere om, hvad du mener med en "epidemi af utryghed"? Hvordan opstår den?
Folk føler en tiltagende magtesløshed, og antallet af dødsfald som følge af manglende håb – især selvmord på arbejdspladsen – er i stigning i velstående samfund. Dette er det mest smertefulde og dermed mest synlige udtryk for den utryghed, som skyldes, at der er blevet skabt usikkerhed om vores eksistensgrundlag. Det handler ikke kun om, at folk har fået nok, og at tilliden til politiske institutioner er aftagende, selvom det ofte er det, vi hører. Mistillid kan være sundt, da det fører til krav om ansvarlighed. Vrede kan være produktiv, da den kan være det brændstof, der starter en kamp for retfærdighed og fører til meningsfulde forandringer.
Den nuværende sygdom i vores samfund, som jeg i mit arbejde kalder "allestedsnærværende utryghed", er noget andet. Det er en særlig form for usikkerhed, en akut magtesløshed, fordi folk føler, at de er prisgivet kræfter uden for deres kontrol.
Som enkeltpersoner oplever vi utryghed som manglende evne til at klare de helt elementære opgaver i vores liv. Denne følelse af ikke at kunne magte tingene skaber en frygt for at miste fodfæstet, for at miste det, man har – sit job, sin opsparing, evnen til at præstere, sin forstand. Så problemet er ikke så meget fattigdom eller ulighed, men snarere oplevet eller forventet tab, frygt for at miste fodfæstet. Det er sådan enkeltpersoner oplever utryghed.
Samfund oplever utryghed som manglende evne til at styre sig selv og komme igennem svære perioder. Tag f.eks. covid-19. Hvordan kunne vores rige, videnskabeligt fremragende samfund med sofistikerede institutioner tillade, at et folkesundhedsproblem, som var forårsaget af en virus, der hverken var helt ukendt eller så dødelig igen, udviklede sig til en alvorlig sundhedskrise og derefter en økonomisk og social krise? Svaret er, at det var fordi, vores regeringer havde skåret drastisk ned på de offentlige investeringer i bl.a. sundhedsvæsenet.
Der er et andet aspekt af utryghed. Det udløses af særlige politikker, af den nyliberale kombination af frie markeder og åbne økonomier, hvor rentabilitet er bestemmende for beslutningerne. For at sikre national eller europæisk konkurrenceevne på det globale marked i en verdensomspændende konkurrence om fortjeneste harcentrumvenstre- og centrumhøjreeliten haft travlt med at mindske jobsikkerheden (så virksomhederne fik fleksibiliteten til at blive konkurrencedygtige) og skære ned på udgifterne til offentlige tjenester. Det har betydet, at alle har fået mere ansvar, men færre ressourcer til at forvalte det. Vi bliver bedt om at gøre mere med mindre.
Som eksempel kan nævnes: Kommissionen beder medlemsstaterne gøre mere inden for social retfærdighed, men beder dem samtidig skære i udgifterne. Dette misforhold mellem stadigt større ansvar og stadigt færre ressourcer skaber en følelse af usikkerhed og tvivl om, vi kan klare det. Det er ikke en sund form for usikkerhed, som giver os lyst til at bevæge os ud i verden, overveje vores muligheder, tage risici og vise, at vi kan. I stedet er det en giftig frygt, frygten for at miste vores eksistensgrundlag og forventningen om en mørkere fremtid.
Hvad er efter din mening årsagen til, at autoritære ledere og højreorienterede partier bliver stadig mere populære? Hvad er din vurdering af de demokratiske frihedsrettigheder og respekten for EU's kerneværdier i Europa i dag?
Den voksende støtte til højreorienterede autoritære ledere og partier skyldes den politisk drevne utryghed. Folk føler sig utrygge, så de hungrer efter sikkerhed og stabilitet. De føler en afmagt, så de sætter deres lid til stærke ledere, som vil skabe øjeblikkelig stabilitet med en jernnæve. De øger f.eks. udgifterne til militæret og giver politiet mere magt, sådan som EU er i gang med lige nu.
Fundamentet til alt dette blev lagt tidligere af centrumpartier, som skabte større usikkerhed i vores samfund af nyliberale årsager. Efter min opfattelse bærer centrumvenstre et særligt ansvar for tingenes sørgelige tilstand. I egen selvforståelse er det sociale demokratis kald at kæmpe for retfærdighed, men dets fokus har været på at bekæmpe én form for uretfærdighed: manglende ligestilling. Men det, folk ønsker, er økonomisk stabilitet: mulighed for at kunne tilrettelægge deres eget liv og fremtid.
Bare tænk på, at vi kan have samfund med fuld ligestilling, som samtidig er præget af dyb utryghed. Det er ikke det, jeg vil kalde et fremgangsrigt samfund. Desuden er folk ikke nødvendigvis opsatte på at udrydde ulighed, hvis det er ensbetydende med at blive behandlet som tabere, der kompenseres (og ydmyges) med en smule omfordeling: de ønsker ikke at være tabere til en start.
I din tale talte du om "de olympiske lege i offermentalitet". Kan du beskrive, hvad det er, og hvorfor vi skal væk fra det?
Igennem de seneste ca. fem årtier har kampen mod forskelsbehandling antaget form af identitetspolitik. Grupper, som gennem tiden har lidt under forskelsbehandling, er blevet behandlet som "beskyttede mindretal" og har fået løftet deres status med foranstaltninger til positiv særbehandling som f.eks. målrettede forfremmelser og kvoteordninger. Når det sker i en situation, hvor utryghed kryber ind overalt, hvor de gode jobs og andre ressource er knappe, begynder disse beskyttede grupper at konkurrere om de begrænsede ressourcer. I et sådant klima bliver offerrollen en slags trumfkort: jo større den opfattede offerrolle, jo stærkere krav på beskyttelse.
På den ene side skaber dette nag mellem konkurrerende grupper og udhuler solidariteten. På den anden side kan ingen kalde sig vindere, da de bliver ved med at være ofre. For offerrollen og den oplevede forskelsbehandling er jo netop det, der giver dem en begrundelse for at kræve beskyttelse. De eneste vindere i denne grimme konkurrence om adgang til ressourcer og særlig beskyttelse er eliten, som storsindet gør sig i rollen som beskytter. Slutresultatet er magtesløse grupper, der bekæmper hinanden som fjender, mens deres beskyttere – den politiske elite – får endnu mere magt i kraft af disse kampe.
I lyset af alt dette hvorfor er civilsamfundet da så vigtigt for at bevare demokratiet og de borgerlige frihedsrettigheder, som mange af os tager for givet? Hvorfor er det civilsamfundet og ikke demokratiske valg, der er modgiften til magtmisbrug?
Når vi stemmer, er vi alene. Vi får en stærk følelse af magtesløshed og frustration på grund af usikkerhed, og vi lader denne uro komme til udtryk gennem vores stemme. Derfor vinder reaktionære partier frem ved frie og retfærdige valg. Civilsamfundet fungerer efter en anden logik og har en særlig kilde til magt: sammenhold. Når vi er sammen med andre, forenet af en fælles sag, er vi ikke alene. Vi føler os mindre utrygge, mindre magtesløse, fordi vi kan støtte os til vores kammerater. Når utrygheden bliver mindre, forsvinder frygten, og vi kan se fremad, vi kan tænke stort.
Albena Azmanova er professor i statskundskab og samfundsvidenskab ved City St George's, University of London og medredaktør af tidsskriftet Emancipations. Hendes seneste bog Capitalism on Edge (2020) har vundet mange priser, herunder Michael Harrington Book Prize, som foreningen American Political Science Association uddeler til fremragende værker, der viser, hvordan lærdom kan bruges i kampen for en bedre verden.
Det europæiske borgerinitiativ "My Voice, My Choice" slår til lyd for adgang til sikker abort for alle kvinder i EU. Initiativet blev iværksat i april 2024 og koordineres af den slovenske organisation "8th of March Institute" og har formået et indhente over én million underskrifter længe inden fristen. EØSU Info har talt med initiativtagerne om vigtigheden af deres kampagne i det aktuelle politiske klima, hvor kvinder i stigende grad mister kontrollen over deres reproduktive rettigheder.
Det europæiske borgerinitiativ "My Voice, My Choice" slår til lyd for adgang til sikker abort for alle kvinder i EU. Initiativet blev iværksat i april 2024 og koordineres af den slovenske organisation "8th of March Institute" og har formået et indhente over én million underskrifter længe inden fristen. EØSU Info har talt med initiativtagerne om vigtigheden af deres kampagne i det aktuelle politiske klima, hvor kvinder i stigende grad mister kontrollen over deres reproduktive rettigheder.
Hvad fik jer til at starte initiativet "My Voice, My Choice", og hvad er jeres endelige mål?
Vi begyndte at tænke på en kampagne for at beskytte retten til abort i Europa for næsten tre år siden, da dommen i sagen Roe mod Wade blev omstødt i USA. De amerikanske kvinder mistede fra den ene dag til den anden deres forfatningsmæssige ret, og vi vidste med det samme, at vi også var nødt til at beskytte retten til abort i Europa. Kvinder i Polen dør på hospitaler på grund af et næsten fuldstændigt forbud mod abort. De har gennem de seneste år afholdt nogle af de største demonstrationer for retten til abort. Kvinder i Malta kan stadig komme i fængsel for at få foretaget en abort. I år har Giorgia Meloni givet antiabortgrupper tilladelse til at demonstrere på abortklinikker og chikanere kvinder, der forsøger at få en abort. Over 20 millioner kvinder i Europa har ikke mulighed for at få en abort.
Derfor iværksatte vi kampagnen "My Voice, My Choice". Vi arbejdede sammen med et team af internationale jurister om at udarbejde vores forslag, og vi etablerede et stærkt netværk af organisationer over hele Europa.
Vores mål er at beskytte retten til abort på EU-niveau og sikre bedre adgang til abort for kvinder, som i øjeblikket er nødt til at rejse til andre lande på grund af abortforbud (f.eks. kvinder i Malta og Polen), eller fordi de i mange tilfælde nægtes abort af samvittighedsgrunde (som det ses i Italien og Kroatien), eller for enhver kvinde, der i øjeblikket ikke har råd til en abort (i lande som Tyskland og Østrig).
Det er netop på grund af det aktuelle politiske klima, at vores kampagne er så vigtige lige nu. Vi er nødt til at stå sammen og vise, at størstedelen af befolkningen går ind for retten til abort og er imod begrænsninger af den reproduktive frihed. De fleste europæere støtter fri abort, og vi skal stå sammen for at beskytte dem.
Hvad beder i helt konkret Kommissionen om at gøre? Hvordan kan dette opnås, i betragtning af at sundhed hører under medlemsstaternes kompetence?
Vi foreslår, at Kommissionen opretter en finansiel mekanisme, der skal fungere som en tilvalgsmekanisme for medlemsstaterne, og som dækker omkostningerne til abortprocedurer. Den skal fungere på samme måde som programmerne for kræftforebyggelse og -behandling.
Tanken er, at enhver, der er nødt til at rejse til et andet land for at få foretaget en abort – på grund af strenge restriktioner i deres eget land eller nægtelse af abort af samvittighedsgrunde — ikke skal betale for proceduren af egen lomme. Lige nu rejser tusindvis af kvinder til andre lande, hvor de nogle gange betaler tusindvis af euro for indgrebet. Det er ikke alle, der har råd til det.
Det kan godt være, at abort ikke hører ind under Kommissionens ansvarsområder, men finansielle programmer vedrørende sundhedspleje gør, og det er derfor, vi kar kunnet registrere vores borgerinitiativ.
Hvorfor har I valgt at gå gennem et europæisk borgerinitiativ? Hvad tror I chancen er, for at Kommissionen vil reagere positivt?
Vores slovenske organisation 8th of March Institute, som koordinerer "My Voice, My Choice"-kampagnen, har stor erfaring med nationale borgerinitiativer, underskriftsindsamlinger og folkeafstemninger. Gennem den nationale borgerinitiativmekanisme er det allerede lykkes os at ændre 15 love i Slovenien og vinde to nationale folkeafstemninger. Vi ønskede derfor at benytte et tilsvarende redskab til direkte demokrati på EU-plan og blev på den måde bekendt med det europæiske borgerinitiativ. Vi ønskede at skabe en direkte forandring, der ville have varig indvirkning på de reproduktive rettigheder for alle i Europa, og derfor besluttede vi os for at begynde at indsamle underskrifter.
Gennem kampagnen har vi sikret os politisk opbakning fra alle de centrale og venstreorienterede politiske grupper i Europa-Parlamentet, fået støtte fra betydningsfulde politikere på nationalt plan i mange EU-medlemsstater og skabt gode forbindelser til og veletablerede forhold med EU-kommissærer. Vi håber, at de vil lytte på de mere end 1,2 millioner mennesker, der bakker op om vores initiativ.
Hvordan fik I mobiliseret folk fra flere forskellige EU-lande til at støtte jeres initiativ og hjælpe med at indsamle underskrifter? Hvilke kanaler bruger I til at sprede jeres budskab?
Vi har i løbet af kampagnen opbygget et stærkt netværk af over 300 organisationer og skabt et smukt fællesskab med over 2.000 frivillige fra hele Europa. Vi ville gerne være til stede i gadebilledet i de europæiske byer og landsbyer, hvor vores frivillige stod klar til at indsamle underskrifter. Det er lykkes os at skabe en stærk onlinetilstedeværelse på vores Instagramprofil, men vi benytter også andre kanaler såsom Facebook,TikTok, YouTube, BlueSky,X og andre sociale medier.
I nåede målet om én million underskrifter, som er kravet for et vellykket borgerinitiativ, for en måned siden inden fristen for indsamling af underskrifter. Hvad har I fået af feedback og støtte, herunder økonomisk støtte, indtil videre?
Det lykkedes os at nå op på én million underskrifter i december efter at have indsamlet dem i ni måneder. Og vi lukkede underskriftsindsamlingen med 1,2 millioner underskrifter inden fristen.
Det er lykkes at indsamle underskrifterne ved hjælp af vores netværk og fællesskab, men vi har også ansøgt om forskellige finansieringsmuligheder under hele vores kampagne for at understøtte den. My Voice, My Choice har også vundet den slovenske pris Sociology Society Award og er kandidat til SozialMarie-prisen. Vi har også fået støtte fra alle de centrale og venstreorienterede politiske grupper i Europa-Parlamentet samt individuel støtte fra flere parlamentsmedlemmer, Parlamentets næstformand, Nicolae Ștefănuță, den franske senator Melanie Vogel og den slovenske præsident, Nataša Pirc Musar, og premierminister, Robert Golob. Mange aktivister og enkeltpersoner fra forskellige EU-lande har også støttet kampagnen, f.eks. Luisa Neubauer fra Tyskland og Alice Coffin fra Frankrig.
My Voice, My Choiceer et initiativ, der er ved at blive til en af Europas største feministiske bevægelser. Det omfatter over 300 organisationer, adskillige støtter og dedikerede frivillige fra hele EU, som arbejder sammen for at sørge for adgang til sikker abort i hele Den Europæiske Union.
I begyndelsen af marts i år rejste jeg fra Kyiv med et meget tungt hjerte. Jeg var på vej til Frankrig i to dage for at deltage i et symposium om Ukraine. Derfor kunne jeg ikke deltage i en vigtig ceremoni i Kyiv. Vores ven, digteren Svitlana Povalyaeva, skulle på hovedstadens centrale plads, Maidan, tage en sidste afsted med sin ældste søn, Vassyl, som faldt i kamp i en alder af 28 år. Hans yngre bror, Roman, døde i sommeren 2022 i kampen for at befri Kharkivregionen. Han blev 24 år.
I begyndelsen af marts i år rejste jeg fra Kyiv med et meget tungt hjerte. Jeg var på vej til Frankrig i to dage for at deltage i et symposium om Ukraine. Derfor kunne jeg ikke deltage i en vigtig ceremoni i Kyiv. Vores ven, digteren Svitlana Povalyaeva, skulle på hovedstadens centrale plads, Maidan, tage en sidste afsted med sin ældste søn, Vassyl, som faldt i kamp i en alder af 28 år. Hans yngre bror, Roman, døde i sommeren 2022 i kampen for at befri Kharkivregionen. Han blev 24 år.
Jeg steg på toget med en knude i maven. Jeg havde efterladt mine tre børn derhjemme. Det var ikke første gang, jeg rejste til udlandet under krigen, men denne gang blev jeg overmandet af frygt.
Jeg vidste, at advarselssystemet på min telefon ikke ville lyse rødt i tilfælde af overhængende fare for russiske ballistiske missiler. I et par dage ville jeg være 2.000 kilometer væk hjemmefra uden adgang til information om mine døtres sikkerhed. Det var ulideligt.
Hvis advarselssystemet svigtede, var det fordi USA havde afbrudt efterretningerne til Ukraine, herunder om tidlig opdagelse af ballistiske missiler fra russisk område. USA havde også indstillet den militære støtte og var gået så vidt som at standse udstyr, der allerede var sendt afsted til Polen.
Få dage senere vendte jeg hjem til Ukraine. I mellemtiden havde der været forhandlinger mellem den ukrainske, den amerikanske og den saudiarabiske delegation. Ukraine var parat til en fuldstændig og øjeblikket våbenhvile – såfremt Rusland gjorde det samme. Donald Trump var tilfreds. Efterretningerne fra USA blev genoptaget sammen med den militære bistand, som var blevet aftalt under Biden-administrationen.
Men tilliden er brudt. Når først man er blevet svigtet, er det svært at lade som om, alt er okay.
Har Europa også denne følelse af svigt? Tiden med NATO's sikkerhedsparaply under amerikansk ledelse er forbi. Trump-administrationen har vendt den ryggen. USA vil mindske den militære og humanitære tilstedeværelse i Europa og bringe Rusland – aggressoren – ud af sin diplomatiske og økonomiske isolation.
Hvis Trump ønsker en våbenhvile i Ukraine så hurtigt som muligt og uanset hvordan, er det fordi han ikke anser den vanskelige situation i ukrainske som vigtig. Han vil bare mindske omkostningerne for det amerikanske budget. USA deltager ikke længere i møder såsom dem, der afholdes på Ramstein-basen, og der er ikke planer om yderligere amerikansk militær bistand i indeværende år.
Fred på bekostning af ukrainsk nederlag har ingen konsekvenser for den amerikanske administration. Udsendingene Steve Witkoff og Keith Kellogg har foreslået planer om at splitte Ukraine i to eller tre separate dele – et spejlbillede af det nazistiske Tyskland efter 2. Verdenskrig. Som om det var Ukraine, der var aggressoren, der havde tabt krigen.
Men Europa er også truet. Når Trump ønsker at reducere antallet af amerikanske tropper i Europa og kræver bidrag på 5 % til hvert NATO-medlemslands forsvarsbudget, er det fordi han mener, at Europas forsvar er et europæisk problem.
Og Rusland ser med. For Rusland er et NATO uden amerikansk lederskab hverken en forsvarsstyrke eller en afskrækkende faktor. Hvor længe vil det tage at opbygge et "forsvarsbaseret Europa", der er i stand til på egen hånd at garantere sin sikkerhed? Hvis dette spørgsmål virker for abstrakt, så prøv at svare på dette: Hvilke europæere vil stille op for at forsvare de baltiske lande, hvis Rusland indleder et angreb efter sine uddannelsesoperationer i Hviderusland i september 2025?
I kølvandet på det amerikanske svigt har Europa fået et meget klart valg: forsvar Ukraine nu, som I ville forsvare jer selv, eller stå over for den russiske hær på jeres eget område om lidt. Det er ikke nogen nem kamp, men ingen kamp er tabt, før den er begyndt.
I slutningen af marts blev jeg opmærksom på en spørgeundersøgelse, der skulle veje den ukrainske offentlige holdning. Over 80 % af ukrainerne er parate til at fortsætte deres kamp mod Rusland, selv uden støtte fra USA.
Nu må vi bare se, hvor mange europæere, der står sammen med os.
I kølvandet på det amerikanske svigt har Europa fået et meget klart valg: forsvar Ukraine nu, som I ville forsvare jer selv, eller stå over for den russiske hær på jeres eget område om lidt. Det er ikke nogen nem kamp, men ingen kamp er tabt, før den er begyndt. Nu må vi bare se, hvor mange europæere, der står sammen med os, skriver månedens gæst, den ukrainske journalist Tetyana Ogarkova.
I kølvandet på det amerikanske svigt har Europa fået et meget klart valg: forsvar Ukraine nu, som I ville forsvare jer selv, eller stå over for den russiske hær på jeres eget område om lidt. Det er ikke nogen nem kamp, men ingen kamp er tabt, før den er begyndt. Nu må vi bare se, hvor mange europæere, der står sammen med os, skriver månedens gæst, den ukrainske journalist Tetyana Ogarkova.
Tetyana Ogarkova er ukrainsk journalist, skribent og litteraturekspert fra Kyiv. Hun er koordinator for den internationale afdeling i det ukrainske krisemediecenter og medvært på podcasten "Explaining Ukraine". Hun er samtidig lektor på Mohyla universitet i Kyiv og har en Ph.d. i litteratur fra det franske universitetet Paris-XII Val-de-Marne.
