Europa forsømmer denne vigtige kamp og sakker agterud. Det har nemlig vist sig, at det ikke er så ligetil at stække den yderste højrefløj. Da nazismen og fascismen blev besejret i 1945, troede man, at ekstremistiske bevægelser ville miste deres indflydelse og råderum. Det skulle vise sig ikke at holde stik. Inden for vores demokratiske model har den yderste højrefløj kunnet overleve og vinde styrke, næret af folks vrede og frustrationer.
Europa forsømmer denne hårde kamp og halter bagefter. Det har nemlig vist sig, at det ikke er så ligetil at stække den yderste højrefløj. Da nazismen og fascismen blev besejret i 1945, troede man, at ekstremistiske bevægelser ville miste deres indflydelse og råderum. Det skulle vise sig ikke at holde stik. Inden for vores demokratiske model har den yderste højrefløj kunnet overleve og vinde styrke, næret af folks vrede og frustrationer. Den yderste højrefløj har nydt godt af 80 års europæiske liberale demokratiers tolerance og laden stå til. Den lod som om, den spillede det demokratiske spil, men den opgav aldrig sin ambition om at nedbryde demokratiet indefra, så snart den fik magt, som den havde agt.
Og nu er den ved at nå sit mål. Som en del af en ramme, den kalder "national suverænitet", har den yderste højrefløj allerede opnået regeringsmagt i en række lande som f.eks. Viktor Orbans Ungarn og Robert Ficos Slovakiet. I Polen var den yderste højrefløj ved magten i otte år med PiS-regeringen (Prawo i Sprawiedliwosc/Lov og Retfærdighed) frem til det seneste valg i oktober.
Også i EU forsøger det yderste højre at undergrave demokratiet og få det til at styrte i grus. Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi i de seneste 30 år har øget nynazistiske og nyfascistiske gruppers evne til at interagere via digitale platforme og sociale medier og opnå synlighed og vokse sig stærke på globalt plan. De udnytter demokratiernes ytringsfrihed til at forstærke og gentage deres fremmedfjendske og racistiske ideologier. De koordinerer strategier og mobiliserer sig i realtid for at udfordre den samfundsorden, de er en del af. Faktum er, at demokratiet i sidste ende gavner fremvæksten og den sociale gennemslagskraft af de bevægelser, som forsøger at ødelægge det, f.eks. ved at lade dem få økonomisk støtte fra staten.
Det yderste højre har fundet frugtbar grobund for vækst i Europa, idet neoliberale politikker og finansiel kapitalisme inspireret af Reaganomics-politikker lagde en kraftig dæmper på fremskridtet og den sociale trivsel for middelklassen – selve symbolet på opbygningen af EU og dets succeser. Neoliberalismen har dereguleret og hæmmet den økonomiske og sociale udvikling. Den har reduceret den reale arbejdsindkomst til fordel for kapitalen, skåret ned på den sociale støtte og de offentlige serviceydelser og efterladt boligsektoren i hænderne på ejendomsspekulanter. De europæiske regeringer konkurrerer indædt med hinanden om at uddele gyldne visa til kleptokrater og oligarker fra hele verden. Markedskriser og skattemæssig dumping, som fører til uretfærdig konkurrence på det indre marked, svag støtte fra Bruxelles og Frankfurt til SMV'er og arbejdsløshedsbeskyttelse og købekraft, der lader meget tilbage at ønske, har sendt utilfredsheden i Europa på himmelflugt i løbet af de seneste 15 år.
Det er en tragisk politisk fejl, som er ansvarlig for, at valgdeltagelsen ved valgene til Europa-Parlamentet, er konsekvent faldende, og at den yderste højrefløj får stadig mere magt i Europa-Parlamentet. Genkomsten af den nazistiske/fascistiske ideologi er resultatet af den sparemodel, der anvendes i Europa. Den har beskyttet det finansielle system, mens økonomisk og skattemæssig retfærdighed er blevet kørt ud på et sidespor, og den har ikke været i stand til at reagere hensigtsmæssigt på borgernes problemer, ønsker og forventninger. Denne model har givet anledning til, at gammel propaganda for hvidt overherredømme og identitetsbaserede ideologier, som altid lurer i kulissen og venter på, at menneskeheden træder ned på et lavere civilisationsniveau, atter har set dagens lys. Vi ser i dag en oppiskning af kulturelt og religiøst had på vores skærme, på vores sociale medier og i den desinformation, som hvert eneste minut sendes ud i æteren. Vi får indpodet frygt og usikkerhed, trusler om islamisering, afslutningen på det hvide overherredømme eller på den jødisk-kristne identitet og dæmonisering af romasamfundet, som påstås at være afhængigt af sociale ydelser. Det er strategier, der historisk er blevet anvendt i forbindelse med fremkomsten af autoritære diktatorer eller ledere.
Europæiske regeringer lader i dag højreekstremisterne pege på "faren for indvandring" i et aldrende Europa, der er pisket til at importere en del af sin arbejdsstyrke for at kunne ernære sig selv og opnå økonomisk vækst. Dette sker, selv om antallet af flygtninge og migranter, der rejser ind i EU i dag, er lavt – det er faktisk lavere, end hvad den europæiske befolkning og arbejdsstyrke har brug for. Alligevel er den fremmedfjendske og racistiske retorik stadig til stede i et Europa, som stadig savner en effektiv retlig ramme for modtagelse og integration af migranter og i stedet bliver ved med at kaste dem i armene på menneskesmuglermafiaen. Migrantarbejdere spillede en afgørende rolle i genopbygningen af efterkrigstidens Europa og i opbygningen af EU. Bidraget fra migranter vil blive ved med at spille en afgørende rolle for Europas fremskridt i de kommende årtier. Det ved man godt på den yderste højrefløj – mange af dens økonomiske støtter benytter sig af migranter i deres industrier og virksomheder.
Men den yderste højrefløj vil fortsætte med at spille sine spil, skabe frygt og manipulere vores bevidsthed og udnytte de svage og ustabile europæiske lederes manglende rygrad, når det handler om strategiske visioner, vores værdier og vores principper. Der kan kun være ét svar fra demokrater og tilhængere af et forenet Europa – vi må kæmpe for vores værdier. For demokrati, for frihed, for værdighed og fred i Europa.
Vedtagelsen af en udtalelse om den civile dialog kan ikke være afslutningen på processen. Den er bestemt et afgørende skridt fremad, eftersom den blev udarbejdet på anmodning af det belgiske rådsformandskab og derfor kan føjes til Den Europæiske Unions dagsorden.
Vedtagelsen af en udtalelse om den civile dialog kan ikke være afslutningen på processen. Den er bestemt et afgørende skridt fremad, eftersom den blev udarbejdet på anmodning af det belgiske rådsformandskab og derfor kan føjes til Den Europæiske Unions dagsorden.
I stedet for at beskrive udtalelsen vil det være mere nyttigt at give et indblik i processen. Den civile dialog er først og fremmest et sted, hvor borgerne kan drøfte deres dagsordener og mål, og hvor institutionelle og ikke-institutionelle interessenter mødes på lige fod.
Det repræsentative demokrati skal beskyttes mod illiberale forsøg på at undergrave det. Forskellige former for populisme giver anledning til stor bekymring, da de udhuler spillerummet for aktivt medborgerskab. Derfor er det både afgørende og presserende at gennemføre artikel 11 i TEU. Da denne artikel oprindeligt blev formuleret stod det klart, at det liberale demokrati kræver deltagelse af formidlende organer såsom arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer. Disse organer formidler borgernes synspunkter - iværksættere, der driver store virksomheder eller SMV'er, arbejdstagere, fagfolk, forbrugere, minoriteter såsom migranter, personer med handicap samt romaer og alle, der er involveret i europæiske og internationale menneskerettighedsorganisationer. "Frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet er blandt de grundlæggende værdier, som Den Europæiske Union bygger på. De er nedfældet i EU-traktaterne og er selve kernen i EU's identitet. Disse værdier er imidlertid kommet under stort pres i de senere år. Europa har oplevet helt udsædvanlige kriser, som har forstærket de sociale og økonomiske uligheder og sat spørgsmålstegn ved EU-borgernes tillid til demokratiske institutioner", sagde Oliver Röpke i sin indsættelsestale. Den civile dialog er afgørende for håndteringen af disse udfordringer, og som den nye formand påpegede i sin tale om EØSU's rolle som EU-institution, skal EU-institutionernes døre altid være åbne, så borgerne bliver hørt.
Debatten i den studiegruppe, der udarbejdede udtalelsen, var et godt eksempel på en civil dialog, hvor deltagerne lytter til hinanden og forhandler om ordlyden, indholdet og målene.
Vi blev enige om nogle opfordringer, som vil blive forelagt EU-institutionerne med henblik på at styrke den civile dialog. Målet er at nå frem til en interinstitutionel aftale, et grundlag for en strategi og en handlingsplan.
Dette er fremskridt, et skridt fremad som de mange andre EØSU har sikret siden 1999 gennem interne drøftelser mellem de organisationer, udvalget repræsenterer. Men dette skridt skal nu gennemføres og støttes, og der skal arbejdes hen imod Den Europæiske Unions vedtagelse af disse tiltag.
Månedens gæst er Ana Gomes, portugisisk diplomat og politiker og medlem af det portugisiske socialistparti. Hun skriver om faren for populisme, fremkomsten af højreekstremistiske partier og behovet for at bekæmpe dette og forsvare vores værdier.
Månedens gæst er Ana Gomes, portugisisk diplomat og politiker og medlem af det portugisiske socialistparti. Hun skriver om faren for populisme, fremkomsten af højreekstremistiske partier og behovet for at bekæmpe dette og forsvare vores værdier.
Som karrierediplomat har hun siden 1980 haft adskillige stillinger, herunder hos FN i Genève og New York. I 1999 var hun chef for afdelingen for portugisiske interesser og derefter indtil 2003 ambassadør i Djakarta, hvor hun spillede en rolle i den proces, der førte til Østtimors uafhængighed og genoprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem Portugal og Indonesien.
Som medlem af Europa-Parlamentet fra 2004 til 2019 var Ana Gomes særligt aktiv inden for eksterne forbindelser, menneskerettigheder, sikkerhed og forsvar, international udvikling, ligestilling mellem kønnene og bekæmpelse af skatteunddragelse, hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
I 2021 stillede hun på vegne af socialisterne op til præsidentvalget mod den afgående præsident Marcelo Rebelo de Sousa. Det lykkedes hende at komme på andenpladsen foran kandidaten fra det højreekstremistiske parti Chega.
Nu om dage fortsætter hun sit politiske virke som forkæmper for menneskerettigheder, integritet og gennemsigtighed i det offentlige liv, og mod korruption og organiseret kriminalitet. Hun er kommentator i et ugentligt program på den portugisiske tv-kanal SIC Notícias (Hvad mener Ana Gomes?)
Vores gæsteskribent er EØSU-medlem Pietro Vittorio Barbieri, som deler sit syn på betydningen af civil dialog og dens korrekte placering på den europæiske dagsorden.
Vores gæsteskribent er EØSU-medlem Pietro Vittorio Barbieri, som deler sine synspunkter med hensyn til betydningen af civil dialog og dens korrekte placering på den europæiske dagsorden.
Vi har bedt Tetyana Ogarkova – ukrainsk journalist bosiddende i Kyiv – om at tage et billede til os, der symboliserer Ukraine i dag, to år efter Ruslands invasion den 24. februar 2022. Hun har sendt os et billede, som hun tog mens hun rejste rundt i landet for at støtte de ukrainske tropper. Her er det foto, som Tetyana Ogarkova ønsker at dele med vores læsere, og historien bag det.
Vi har bedt Tetyana Ogarkova – ukrainsk journalist bosiddende i Kyiv – om at tage et billede til os, der symboliserer Ukraine i dag, to år efter Ruslands invasion den 24. februar 2022.Hun har sendt os et billede, som hun tog mens hun rejste rundt i landet for at støtte de ukrainske tropper. Her er det foto, som Tetyana Ogarkova ønsker at dele med vores læsere, og historien bag det.
Tetyana Ogarkova har en ph.d. i litteratur fra universitetet Paris-XII Val-de-Marne. Hun er lektor ved Mohyla-universitetet i Kyiv, journalist og leder af afdelingen for internationalt outreach på det ukrainske krisemediecenter. Hun bor i Kyiv.
Et hus i ruiner i landsbyen Vremivka, ikke langt fra Nova Novosilka, epicentret for den ukrainske modoffensiv i sommeren 2023.
Disse landsbyer på den ukrainske steppe, på skæringspunktet mellem de tre regioner Donetsk, Dnipro og Zaporizjzja og langt fra de store byer, har siden det 18. århundrede været befolket af grækere, der i sin tid blev fordrevet fra Krim. De modsatte sig den russiske offensiv i 2022, hvor de blev fuldstændig jævnet med jorden af fjendens artilleri. I dag, to år efter Ruslands invasion, holder Ukraine stand på dette strategiske sted, der kan vise sig at blive afgørende for befrielsen af Det Asovske Hav.
