"Det er tid til at tage konkrete skridt fremad med udgangspunkt i Draghirapporten, inden dens budskaber går tabt i de politiske korridorer. Vi har brug for gode strateger og beslutningstagere, der er i stand til at gå videre end rapporten og udvikle strategier for EU's industripolitik". Sådan lyder det fra den kroatiske iværksætter og videnskabsmand Stjepan Orešković. Sammen med Jörn Fleck, der er ledende direktør for den transatlantiske tænketank Atlantic Council, præsenterede han det ambitiøse initiativ Future 500 på den offentlige internationale konference Conclave II i Bruxelles. Future 500 er en del af Atlantic Councils bredere platform SEEUS Futures og har til formål at udpege og støtte 500 europæiske virksomheder med potentiale til betydelig vækst og global indvirkning. Målet er at hjælpe Europas nye iværksættere med at konkurrere globalt samt styrke Europas tilstedeværelse på den internationale økonomiske scene. Stjepan Orešković har fortalt os mere om projektet.
"Det er tid til at tage konkrete skridt fremad med udgangspunkt i Draghirapporten, inden dens budskaber går tabt i de politiske korridorer. Vi har brug for gode strateger og beslutningstagere, der er i stand til at gå videre end rapporten og udvikle strategier for EU's industripolitik". Sådan lyder det fra den kroatiske iværksætter og videnskabsmand Stjepan Orešković. Sammen med Jörn Fleck, der er ledende direktør for den transatlantiske tænketank Atlantic Council, præsenterede han det ambitiøse initiativ Future 500 på den offentlige internationale konference Conclave II i Bruxelles. Future 500 er en del af Atlantic Councils bredere platform SEEUS Futures og har til formål at udpege og støtte 500 europæiske virksomheder med potentiale til betydelig vækst og global indvirkning. Målet er at hjælpe Europas nye iværksættere med at konkurrere globalt samt styrke Europas tilstedeværelse på den internationale økonomiske scene. Stjepan Orešković har fortalt os mere om projektet.
Kan du kort præsentere grundtanken bag Future 500-projektet?
Initiativet trækker på viden fra vigtige rapporter om Europas fremtid udarbejdet af Mario Draghi, Enrico Letta og Manuel Heitor, som er blevet analyseret ud fra både videnskabsfolks og iværksætteres perspektiv. Det rejser en række kritiske spørgsmål: Hvem skal gennemføre disse planer for konkurrenceevnen og det nyligt offentliggjorte konkurrenceevnekompas? Hvilke mekanismer vil der blive anvendt? Hvilke omkostninger vil det have? Og hvilke resultater kan man forvente sammenlignet med de seneste resultater i amerikanske højvækstvirksomheder? Future 500-projektet er en hjørnesten i SEEUS-platformen, der repræsenterer USA, EU og Sydøsteuropa og har til formål at fremme synligheden og samarbejdet mellem disse regioner. Det er strategisk udformet til at tage hånd om Europas presserende behov for at fremme et dynamisk miljø, der giver lokale virksomheder mulighed for at blive ledere på globalt plan. Initiativet har fokus på at tilvejebringe venturekapital, strategisk rådgivning og internationalt netværkssamarbejde, hvor man kan lære af eksperter som Dani Rodrik fra Harvard University og BeataJaworcik fra EBRD om, hvordan man udvikler industripolitikker i det 21. århundrede, der forbedrer vores konkurrenceevne betydeligt.
Har I allerede potentielle kandidater til de 500 virksomheder, I regner med at udvælge? Hvilke grundlæggende krav skal en virksomhed opfylde for blive udvalgt?
Vi har endnu ikke udvalgt nogen specifikke virksomheder, men Future 500 vil være rettet mod virksomheder med potentiale for skalerbarhed og hurtigt vækst. Det vil være en åben og løbende proces, hvor vi prioriteter økonomisk potentiale, innovation og strategisk betydning inden for virksomhedernes respektive sektorer. Vi vil også forsøge at etablere partnerskaber med multilaterale udviklingsbanker og investorer, der allerede hjælper virksomheder med at blive konkurrencedygtige. Vi har fokus på virksomheder, der allerede udviser en solid vækstkurs, innovationskapaciteter og ambitioner om at opskalere globalt. Det vil sikre, at virksomhederne ikke kun er markedsledere, men også banebrydere inden for teknologi og forretningsmodeller. Vi vil bygge videre på erfaringerne fra store projekter som Scale-Up Europe, som samler stiftere, investorer, erhvervsledere og forskere med det formål at gøre Europa til hjemsted for teknologiske frontløbere. For EU's kandidatlande vil disse potentielt udvalgte virksomheder have særlig afgørende betydning, da de vil inkorporere principperne for den nye økonomi og fungere som rollemodeller for ambitiøse, internationalt konkurrencedygtige virksomheder, der ikke overvejende afhænger af national finansiering fra skatteyderne.
Hvor optimistisk er du med hensyn til Europas potentiale i den globale konkurrence?
Der er betydelig grund til at være optimistisk med hensyn til Europas kapacitet til at styrke sin globale konkurrenceevne og bevæge sig væk fra den fremherskende tendens til selvmedlidenhed. Benchmarket for det samlede aktieafkast i euroområdet, siden vi bevægede os ind i dette "bull-marked" sidst i 2022, har været højere end for S&P 500, hvis man ikke medregner Nvidia. De europæiske social- og sundhedssystemer holder folk sunde og aktive i længere tid med meget lavere omkostninger, hvilket har en positiv indvirkning på produktiviteten og konkurrenceevnen i vores økonomi på globalt plan.
Vi forsøger at efterleve Immanuel Kants begreb om "ægte entusiasme", som han nævnte i forbindelse med den franske revolution. Med denne tankegang kan udfordringer blive en motiverende kraft og føre til tilsyneladende uovervindelig beslutsomhed. Vi har brug for færre rigmænd og unge hvalpe – den rige elite, der hviler på laurbærrene, og overdrevent lydige, uambitiøse følgere – som i de seneste to årtier har haft nogle fordele. Vi har i stedet brug for "sultne unge mennesker" – drevne og ambitiøse individer, der er klar til at tage udfordringerne op.
Future 500-initiativet skal proaktivt tage hånd om de kroniske problemer, der fremhæves i rapporterne om konkurrenceevnen, såsom behovet for dristig innovation og opskalering af virksomheder. Europas globale position vil i høj grad afhænge af vores evne til at integrere avancerede teknologier, fremme iværksættertalent og finjustere industripolitikkerne til at støtte inklusiv vækst. Ved at udnytte vores veluddannede arbejdsstyrke, rige innovative arv og traditionelle og nye industrisektorer – og tage hånd om spørgsmål som fragmenteret lovgivning og ubalance på markedet – sigter initiativet mod at skabe et frugtbart miljø for erhvervsledere og innovatorer.
Kort sagt er Future 500-initiativet et vigtigt skridt i retning af at teste Europas økonomiske landskab og positionere kontinentet som en global konkurrent ved at fremme virksomheder med stort potentiale og styrke iværksætterøkosystemet. Vi har ingen chance for at klare os i konkurrencen, hvis vi ikke kender vores konkurrenter.
Stjepan Orešković er videnskabsmand og iværksætter. Han er medlem af European Academy of Science and Arts og stifter af Bosqar Invest. Under hans families ledelse voksede Bosqar Invests arbejdsstyrke fra 300 til over 16.000 medarbejdere på fem år, hvilket demonstrerer en fremragende strategi for opskalering, der integrerer videnskab, teknologi, investeringer fra pensionsfonde og andre fonde og modigt iværksætteri – en vigtig tilgang, som der slås til lyd for i Mario Draghis rapport. Dette strategiske fokus har sandsynligvis påvirket Atlantic Councils iværksættelse af Future 500-projektet, som han her fortæller om.
Kommissionen vil snart fremlægge en pakke af lovgivningsreformer om virksomheders rapporteringsforpligtelser, den såkaldte "omnibuspakke". Pakken har til formål at forenkle og strømline bæredygtighedsbestemmelserne og gøre rapporteringsforpligtelserne mere enkle for virksomhederne. Siden pakken blev bebudet i november, har den sendt chokbølger igennem hele EU og givet anledning til megen debat og modstand fra forskellige grupper. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger, virksomheder, investorer,jurister og forskere har alle udtrykt bekymring for, at omnibuspakken risikerer at føre deregulering med sig, og de opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at beskytte snarere end at svække disse instrumenter. Andriana Loredan fra European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) forklarer, hvad der står på spil, og hvorfor civilsamfundsorganisationer som ECCJ er imod omnibuspakken.
Kommissionen vil snart fremlægge en pakke af lovgivningsreformer om virksomheders rapporteringsforpligtelser, den såkaldte "omnibuspakke". Pakken har til formål at forenkle og strømline bæredygtighedsbestemmelserne og gøre rapporteringsforpligtelserne mere enkle for virksomhederne. Siden pakken blev bebudet i november, har den sendt chokbølger igennem hele EU og givet anledning til megen debat og modstand fra forskellige grupper. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger, virksomheder, investorer, jurister og forskere har alle udtrykt bekymring for, at omnibuspakken risikerer at føre deregulering med sig, og de opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at beskytte snarere end at svække disse instrumenter. Andriana Loredan fra European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) forklarer, hvad der står på spil, og hvorfor civilsamfundsorganisationer som ECCJ er imod omnibuspakken.
Konkurrenceevne brugt som påskud for deregulering af hårdt tiltrængte bestemmelser om bæredygtighed
Omnibuspakken fokuserer på tre centrale bæredygtighedsinstrumenter, der er kernen i den europæiske grønne pagt, nemlig direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD), direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed og klassificeringsforordningen. Denne pakke er et direkte resultat af den nye Kommissions kursskifte, som begyndte med Mario Draghis rapport om fremtiden for den europæiske konkurrenceevne i september 2024. Draghirapporten tilskriver til dels stagnationen på EU's markeder uforholdsmæssigt store regelbyrder for virksomhederne, men ignorerer meget belejligt andre vigtige faktorer såsom den olie-, gas- og fødevareinflation, som skyldes multinationale selskabers spekulation. Ifølge Draghirapporten er EU's ramme for bæredygtighedsrapportering og due diligence en stor kilde til regelbyrden. Uden bevis for sammenhængen mellem bæredygtighedslovgivningen og den opfattede mangel på konkurrenceevne i EU er dette snævre perspektiv blevet et påskud for potentielt at afvikle lovgivningen om bæredygtighed helt.
Med netop denne omnibuspakke har Kommissionen til hensigt at forenkle nogle af de mest kritiske instrumenter, der for nylig blev vedtaget for at tage hånd om de store virksomheders indvirkning på mennesker og miljø. Der er bl.a. tale om direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, som først blev vedtaget sidste år og endnu ikke er blevet implementeret.
Enhver diskussion af omnibus' indhold er på nuværende tidspunkt ren spekulation. En af de største risici i forbindelse med omnibus er imidlertid, at der igen bliver sat juridisk spørgsmålstegn ved bæredygtighedsinstrumenterne, hvilket kan føre til genforhandling af centrale bestemmelser (såsom civilretligt ansvar eller klimaomstillingsplaner i henhold til direktivet om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed). ECCJ er stærkt imod at tage allerede vedtaget lovgivning om bæredygtighed op til revision. Det vil øge den lovgivningsmæssige usikkerhed, bringe virksomhedernes respekt for menneskerettighederne og miljøet i fare og straffe frontløbere.
Uforholdsmæssig stor indflydelse fra erhvervslivet midt i en mangelfuld høringsproces
Kommissionen har til hensigt at fremlægge sit omnibusinitiativ inden for en meget kort tidsramme, hvilket ikke giver mulighed for en passende konsekvensanalyse og offentlig høring. Denne tilgang er uforenelig med retten til at deltage i EU's beslutningsprocesser, som er et demokratisk princip, der er beskyttet af EU-traktaten. Det strider også mod Kommissionens egne retningslinjer for bedre regulering, som kræver en bred og gennemsigtig høring af interessenter under Kommissionens politiske beslutningsproces.
I stedet afholdt Kommissionen i februar 2025 noget, der skulle forestille at være en høring, et såkaldt "realitetstjek", med en lille, udvalgt gruppe af interessenter, primært store virksomheder og erhvervssammenslutninger. Mange af disse virksomheder er lige nu involveret i retssager som følge af anklager om overtrædelser af menneskerettighederne eller miljøreglerne i forbindelse med deres egne aktiviteter eller i deres værdikæde. Det er derfor i deres egen interesse at svække bæredygtighedslovgivningen på bekostning af arbejdstagerne, lokalsamfundene og klimaet. Desuden stod den uforholdsmæssigt store repræsentation af store virksomheder i skarp kontrast til underrepræsentationen af civilsamfundet. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger og mindre virksomheder var kun symbolsk repræsenteret, mens ofre for virksomhedsmisbrug og virksomheder, der slår til lyd for bæredygtighedsregler, var fuldstændig udelukket fra drøftelserne.
Omnibuspakken: en potentiel trussel mod ambitiøse klimapolitikker
Kommissionsformand Ursula von der Leyen og kommissær Valdis Dombrovskis, som fører tilsyn med hele "forenklingsindsatsen", synes at købe ind på de største og mest magtfulde virksomheders dagsorden. Kommissionens vigtigste partnere i forbindelse med det såkaldte realitetstjek var således bl.a. virksomheder, hvis forretningsaktiviteter bidrager væsentligt til klimaændringerne, og som har en interesse i mindre skrappe klimaforpligtelser, f.eks. virksomheder i olie- og gassektoren, den petrokemiske industri samt bil- og finanssektoren. I betragtning af den nuværende klimakrise og dens negative konsekvenser for mennesker og miljø giver dette anledning til bekymring for, om omnibuspakken vil være et tilbageskridt for klimapolitikkerne.
Kommissionen bør prioritere implementering frem for deregulering
Hvis Kommissionen virkelig bekymrer sig om konkurrenceevnen, om at reducere regelbyrden og om menneskerettigheder og klimaretfærdighed, bør den overveje, hvordan bæredygtighedsinstrumenterne kan implementeres effektivt. Dette kan let gøres ved at udarbejde retningslinjer, der kan hjælpe virksomheder og medlemsstaternes myndigheder som angivet i direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, samt ved at udvikle finansiering og kapacitetsopbygning. En sådan tilgang vil imødekomme Draghirapportens kritik af manglende retningslinjer, der gør det lettere at anvende EU's bæredygtighedslovgivning.
I sidste ende er en hemmelig omskrivning af afgørende bæredygtighedsregler bag lukkede døre med nogle af verdens største virksomheder næppe vejen til at opnå reel konkurrenceevne.
Andriana Loredan er politisk medarbejder ved European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) og har beskæftiget sig med direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, siden forslaget blev offentliggjort i 2022. Hun har tidligere beskæftiget sig med erhvervslivet og menneskerettigheder ud fra et perspektiv om tvangsarbejde ved Anti-Slavery International.
