Næstformand Cillian Lohan: EØSU's organiserede civilsamfund i solidaritet med den ukrainske befolkning

I lyset af denne tragiske tid, der er forårsaget af Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine, står vi solidarisk og side om side med det ukrainske folk. Vi ser, at civilsamfundet i mange EU-lande er aktivt engageret i at hjælpe flygtningene med at komme sig fra krigen og genopbygge et nyt liv.

EU's civilsamfund har udvist en imponerende mobilisering og gjort en stor indsats for at give det ukrainske civilsamfund alle de nødvendige rammer for at overleve krigen og tilpasse sig de nye levevilkår via integrationsmekanismer for de ukrainske flygtninge. Mange lande har allerede indført tjenester, faciliteter og en praksis for at integrere dem som medlemmer af samfundet og tilbyder beskæftigelsesmuligheder, indkvartering, uddannelse og læring. Jeg ser med stor beundring på det stærke partnerskab, der allerede er opbygget mellem EU og det ukrainske civilsamfund. Det er vigtigt, at dette stærke partnerskab styrkes, og at der skabes kommunikationskanaler, så information, data, idéer og praksis let og pålideligt kan udveksles.

Siden krigens begyndelse har vi oplevet en enestående bølge af menneskelig gavmildhed rettet mod de ukrainske flygtninge, et enestående eksempel på solidaritet, enhed og altruisme. Et konkret eksempel på EU's åbenhed og solidaritet er den humanitære bistand, som f.eks. fødevarer, medicin, nødvendighedsvarer og midler fra alle livets områder.

Civilsamfundet står sammen med det ukrainske folk. Den ukrainske nation forsvarer fred og sikkerhed for alle. Den menneskelige tragedie har ingen grænser – den vedrører os alle. Jeg håber, at det ukrainske flags blå og gule farver kan forvandles til en solid bro, som vil lede det ukrainske folk til frihed.