En ud af ti kvinder lever i alvorlig fattigdom, og en ud af tre udsættes for vold. Vi er vidne til stadigt flere tilbageslag for kvinders rettigheder i hele verden, også i EU. Med det forestående valg til Europa-Parlamentet og nedsættelsen af den nye Kommission er det helt afgørende fortsat at yde institutionel støtte og støtte fra civilsamfundet for at styrke kvinders og pigers stilling.

Den 25. april afholdt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) en debat på plenarforsamlingen med nogle af EU's førende organisationer inden for ligestilling mellem kønnene for at fremhæve det presserende behov for fortsat at fremme kvinders rettigheder i EU's i den næste mandatperiode.

Debatten fandt sted, dagen efter at Europa-Parlamentet havde givet grønt lys til det første EU-direktiv om bekæmpelse af kønsbaseret vold, og temaet for debatten var konklusionerne fra det 68. møde i FN's Kommission for Kvinders Status (UNCSW68). Denne FN-kommission er verdens største internationale forum for vurdering af fremskridtet med hensyn til at opnå ligestilling mellem kønnene, og der blev i år sat fokus på fattigdom blandt kvinder.

EØSU bidrog til UNCSW68, som fandt sted i marts i New York, med erklæringen A gender lens on poverty, der består af ti indsatsområder for økonomisk styrkelse og social beskyttelse af kvinder.

"Eftersom fattigdom ikke rammer kønnene ligeligt, kan vores indsats heller ikke være kønsneutral. Vold mod kvinder påvirker deres risiko for fattigdom og deres mulighed for at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet. Jeg kan derfor kun bifalde den endelige afstemning i Europa-Parlamentet om det første direktiv nogensinde om beskyttelse af kvinder mod kønsbaseret vold og vold i hjemmet på EU-plan," lød det fra EØSU's formand, Oliver Röpke.

"Den fælles indsats på alle niveauer har ført til en række milepæle i løbet af denne Kommissions mandatperiode, herunder EU-direktivet om løngennemsigtighed og den europæiske plejestrategi", udtalte Lanfranco Fanti, som er medlem af ligestillingskommissær Helena Dallis kabinet.

Deltagerne af debatten opfordrede til, at der etableres en rådssammensætning om ligestilling mellem kønnene, udpeges en EU-koordinator vedrørende vold mod kvinder og tildeles et fornyet mandat til kommissæren for ligestilling.

"Vi har brug for politisk opbakning fra EU," sagde Florence Raes, direktør for UN Women's Bruxelles-kontor. Selvom der er gjort reelt fremskridt inden for ligestilling, undermineres kvinders rettigheder i hidtil uset grad, og der er stigende risiko for, at ligestillingen mellem kønnene forsvinder fra listen over prioriteter.

"Som kvinde og medlem af en minoritetsgruppe vil du være særlig udsat. Vi er nødt til at huske på, at ligestilling ikke længere er nok: der skal også være intersektionalitet i ligestillingen," påpegede Ilaria Todde, talsperson for Eurocentralasian Lesbian Community.

"Vold mod kvinder er dybt rodfæstet i patriarkalske systemer i hele verden. I dag glæder vi os over vedtagelsen af det første EU-direktiv nogensinde om vold mod kvinder og vold i hjemmet," sagde Mary Collins, direktør for European Women's Lobby. (ll)