Den unge moldover Mădălina-Mihaela Antoci var en af repræsentanterne for EU-kandidatlandene ved dette års EØSU-arrangement for unge Dit Europa, din mening! (YEYS). Hun deltog også i EØSU's civilsamfundsuge, hvor hun holdt en inspirerende tale under åbningsmødet, der blev afholdt under overskriften Stadig forenet i mangfoldighed. Som forperson for netværket af Erasmus-studerende i Moldova og medlem af bestyrelsen for landets nationale ungdomsråd fortalte Mădălina-Mihaela om EU’s betydning for unge moldovere, og hun redegjorde for sin mission, der går ud på at tilskynde unge fra Moldova til at studere i udlandet og orientere sig mere globalt.

1. Inddrager Moldovas nationale ungdomsråd unge i drøftelser om EU-integration? Hvordan ser unge moldovere på EU?

Helt sikkert! Moldovas nationale ungdomsråd sikrer, at de unge bliver hørt i Moldovas EU-integrationsproces gennem høringer, oplysningskampagner og direkte dialog med politiske beslutningstagere. For mange unge moldovere repræsenterer EU fremskridt, nye perspektiver og en fremtid, hvor deres talenter anerkendes og værdsættes. Der er dog stadig en mangel på indsigt på visse områder, og det er her, at vi handler, så nysgerrighed bliver til aktiv deltagelse.

Vi tilrettelægger fora, debatter og workshopper om EU-integration, politik og ungdomsrettigheder.
Vi opfordrer til, at unge inddrages i de nationale beslutningsprocesser.
Vi lancerer kampagner, der skal informere og gøre unge moldovere bevidste om fordelene ved EU-medlemskab.

2. Kan du kort præsentere dit arbejde i netværket af Erasmus-studerende (ESN) Moldova?

Som forperson for ESN Moldova er jeg på en mission, der skal give unge mulighed for at udnytte livsforandrende internationale muligheder. Vores team arbejder med at fremme mobilitet, skabe et imødekommende miljø for udvekslingsstuderende og slå til lyd for internationale uddannelser. Et af mine vigtigste initiativer er Erasmus på skoler, hvor vi inspirerer gymnasieelever til at drømme videre end de nationale grænser og orientere sig mere globalt.

3. Har du tal på, hvor mange moldoviske studerende der indtil videre har nydt godt af Erasmus+-studieprogrammet, enten alt i alt eller årligt?

Lige nu er Moldova ikke vært for tilrejsende Erasmus+-studerende, men vores unge rejser i høj grad til udlandet! Hvert år læser mellem 500 og 700 moldoviske studerende eller gennemfører praktikophold på de bedste europæiske uddannelsesinstitutioner ved hjælp af Erasmus+. Siden lanceringen af programmet har tusinder fået international erfaring. De har taget innovation, lederskab og nye perspektiver med hjem. Gennem Erasmus på skoler arbejder jeg for at gøre mobilitet til en realitet for endnu flere unge moldovere og dermed bevise, at verden ligger åben for dem.

4. Hvad er efter din mening værdien af disse akademiske udvekslingsprogrammer for unge i et kandidatland som Moldova?

Erasmus+ er ikke kun et studieprogram – det skaber nye perspektiver for Moldovas fremtid. Programmet giver unge mere end en uddannelse. Det udstyrer dem med tilpasningsevner, modstandsdygtighed og et europæisk perspektiv. I et kandidatland som Moldova handler det om at skabe en generation, der ikke lader sig begrænse, som satser på innovation og samarbejde, og som er parat til at lede vores land ind i den europæiske fremtid.

5. Hvad var dine forventninger til YEYS og civilsamfundsugen?

Jeg forventede stærke debatter, modige idéer og reelle tilsagn om at inddrage unge i den politiske beslutningsproces. Disse arrangementer er mere end blot møder – de er platforme, hvor unge, der skaber forandringer, stiller spørgsmålstegn ved status quo og presser på for et stærkere og mere inklusivt Europa. For Moldovas vedkommende er dette endnu et skridt i retning af at bygge bro mellem den lokale virkelighed og de europæiske ambitioner, hvilket viser, at Moldovas unge ikke venter på fremtiden – vi skaber den.

Mădălina-Mihaela Antoci er en 21-årig ungdomsleder, der er engageret i uddannelse, aktivt medborgerskab og styrkelse af unges indflydelse. Hun er i øjeblikket forperson for netværket af Erasmus-studerende i Moldova og bestyrelsesmedlem i Moldovas nationale ungdomsråd.

Som utrættelig fortaler for det akademiske program Erasmus+ har hun opnået bemærkelsesværdig succes med at tilskynde unge til at udforske internationale muligheder, samtidig med at hun også fremhæver værdien af uddannelse i hjemlandet. Gennem sin indsats har hun inspireret hundredvis af studerende til at engagere sig i akademisk mobilitet og bidrage aktivt til deres lokalsamfund.