European Economic
and Social Committee
Til kamp mod kræft med vaccination
Antallet af kræfttilfælde og kræftrelaterede dødsfald i EU stiger med alarmerende fart, og EØSU efterlyser hårdt tiltrængte kræftforebyggelsesforanstaltninger, da det vurderes, at omkring 40 % af alle kræfttilfælde er mulige at forebygge.
På sin plenarforsamling i maj vedtog EØSU en udtalelse, hvori udvalget glæder sig over Kommissionens forslag til Rådets henstilling om kræftformer, der kan forebygges ved vaccination, som et opfølgende initiativ til EU's kræfthandlingsplan.
Udtalelsen fokuserer på vaccination mod human papillomavirus (HPV) og hepatitis B-virus (HBV), da vaccination kan forhindre flere former for kræft forårsaget af disse vira.
EØSU fremhæver behovet for ordentlig oplysning, uddannelse og kommunikation, der tilskynder målgrupperne til at blive vaccineret. Udvalget understreger også, at alment praktiserende læger, skolelæger og civilsamfundsorganisationer spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng.
Milena Angelova, ordfører for udtalelsen om Kræft, der kan forebygges ved vaccination, sagde: "Vi må bekæmpe stigmatisering og misforståelser omkring vacciner. Der er f.eks. en fejlagtig opfattelse af, at vaccinationer kun er for unge piger. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Hvis det skal lykkes at udrydde disse vira (HPV og HBV), er vi også nødt til at have fat i drengene og deres forældre". Vacciner skal være tilgængelige for alle.
Det er ekstremt vigtigt at få vendt tendensen til skepsis, tilføjede medordfører Sára Felszeghi. Bekæmpelse af misinformation og desinformation er en vigtig del af arbejdet med at overbevise folk om at blive vaccineret.
EØSU efterlyser en samlet tilgang til kræftbekæmpelse med et velfungerende og integreret forebyggelsessystem på alle niveauer, herunder primær forebyggelse (vaccination, sund livsstil), sekundær forebyggelse (screening) og tertiær forebyggelse (pleje og genoptræning).
Milena Angelova gentog, at "medlemsstaterne er nødt til at koordinere mere og udveksle bedste praksis" for at være langt mere effektive i bekæmpelsen af kræft og øge vaccinationsdækningen i hele EU. Det er yderst vigtigt, at forebyggelse af kræft ses som en politisk prioritet. (sg)