EØSU er engageret og fast besluttet, når det gælder om at dekarbonisere EU's energisystem, og opfordrer EU's politiske beslutningstagere til at tage hånd om konsekvenserne af årtiers energiafhængighed.

Med disse ord åbnede EØSU's formand Christa Schweng debatten om EU's energiomstilling og strategiske autonomi på plenarforsamlingen den 26. oktober 2022. EØSU havde inviteret professor Leonardo Meeus fra Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze.

"Vi er nødt til at gå videre med den grønne omstilling i et tempo, som virksomheder og samfund kan holde trit med, og træffe ledsageforanstaltninger, der gør det muligt for Europa at bevare sin globale konkurrenceevne og fremme innovation", fastslog Christa Schweng. "EU har potentialet til at gøre sig mindre afhængig af importeret energi ved at udbygge sin egen kapacitet til produktion af vedvarende energi, men det kræver de rette investeringsincitamenter."

Professor Leonardo Meeus henviste til de reformer af EU's elmarked, som Kommissionen har foreslået, og hævdede, at det elmarked, som vi har opbygget over de seneste 20 år, fortsat kan eksistere i fremtiden, så længe vi supplerer og kombinerer det med nye instrumenter til større forbrugerinddragelse og modernisering af nettene.

Debatten fandt sted i forbindelse med vedtagelsen af EØSU's udtalelse En strategisk vision for energiomstilling med henblik på at muliggøre EU's strategiske autonomi udarbejdet af Thomas Kattnig, Lutz Ribbe og Tomasz Andrzej Wróblewski.

I udtalelsen fremlægger EØSU sin vision for energiomstillingen og dennes rolle i opnåelsen af EU's strategiske autonomi med fokus på at fremskynde dekarboniseringen, gøre os mindre afhængige af energiimport, få større opbakning fra lokalsamfund og virksomheder samt hjælpe sårbare husholdninger. (mp)