European Economic
and Social Committee
Visning af filmen "Until the last drop" med den polske filminstruktør Ewa Ewart
EØSU har vist filmen "Until the last drop" om den voksende ferskvandskrise med deltagelse af filmens polske instruktør Ewa Ewart. Visningen var led i en række EØSU-arrangementer med temaet vand, som kulminerede i konferencen "Opfordring til en blå EU-pagt”, hvor udvalget løftede sløret for sin vandstrategi for EU.
"Vand er liv – lad os beskytte det og passe på det. Uden vand, er der intet liv på denne klode", sagde Ewa Ewart i sin introduktion til visningen af hendes dokumentar om vand den 24. oktober i Bruxelles.
Arrangementet blev åbnet af EØSU's formand, Oliver Röpke, med deltagelse af næstformand Laurențiu Plosceanu og EØSU-medlem, Pietro De Lotto, der stod i spidsen for EØSU's initiativ vedrørende den blå pagt. Over 100 gæster deltog ved visningen af filmen, herunder medlemmer af EØSU, EU-repræsentanter og journalister.
Ewa Ewarts film tager fat om vanskelige spørgsmål og svære emner. Hun har fortalt historier om grænsen mellem liv og død. Hendes film handler om mennesker og krige. "Until the last drop" handler også om krig, fortæller hun.
"Den fortæller historien om en anden krig – den dummeste af alle – nemlig den krig, som mennesket i fremskridtets navn har erklæret mod vores livskilde, vand. Og om det håb, vi kan finde, når vi retter fokus mod vores floder – vores primære kilde til livsvigtigt, friskt og rent vand. Hver dag går det langsomt op for flere og flere mennesker, at der ikke er lang tid tilbage, før det er for sent at ændre på den måde, hvorpå vi forvalter vand – vores mest værdifulde ressource". (chefredaktør)