European Economic
and Social Committee
I år, 2022, vil EØSU sammen med Kommissionen, Det Europæiske Regionsudvalg (RU), Copa-Cogeca og IFOAM Organics Europe arrangere de første EU-priser for økologi med henblik på at anerkende topkvalitet og belønne de bedste og mest innovative aktører i EU's økologiske værdikæde.
EU's priser for økologi (#EUOrganic awards) omfatter 7 kategorier og 8 priser for bedste økologiske:
- landbruger (mand eller kvinde)
- region
- by
- økodistrikt
- lille/mellemstor virksomhed
- fødevareforhandler
- restaurant.
EØSU, som i årevis har været fortaler for en mere bæredygtig samlet fødevarepolitik i EU, vil stå for tre af priserne, nemlig bedste økologiske SMV, bedste økologiske fødevareforhandler og bedste økologiske restaurant. Ansøgningsblanketten findes her.
Der vil være åbent for onlineansøgninger fra den 25. marts til den 8. juni 2022 her.
Der vil blive afholdt en ceremoni på den årlige EU-dag for økologi den 23. september 2022, hvor vinderne vil præsentere deres innovative projekter og modtage en ikkeøkonomisk anerkendelse.
Baggrund
Kommissionen har fastsat et mål om, at 25 % af EU's landbrugsjord skal være omstillet til økologisk drift inden 2030. Til støtte for det mål vedtog Kommissionen i marts 2021 handlingsplanen for udvikling af økologisk produktion. Denne handlingsplan anlægger den tilgang, at for at stimulere økologisk produktion og forbrug, er det afgørende at gøre offentligheden mere bevidst om kendetegn og fordele. Handlingsplanen omfatter derfor årlige hæderspriser som en af strategierne for at nå dette mål. (mr)